Læsetid: 3 min.

Lune Larsen smugler fred og fordragelighed

Den bedst asfalterede gavflab i dansk rock – Kim Larsen – ringer ind til fred og fordragelighed på sit nye album
19. november 2012

Nogle musikere får mere opmærksomhed end andre. Nogle opsparer så meget goodwill gennem årene, at de mest inferiøre manøvrer behandles som verdens vigtigste stof. Der kan være en respekt for en musikers tidligere værk, som kaster en enorm positivitet ind over nutidige frembringelser. Tænk bare på, hvordan Rolling Stones, Neil Young eller Bob Dylan – berettiget eller uberettiget – tager en stor del af musikpressens opmærksomhed og energi fra yngre musikere, der ellers er i færd med at grundlægge aktuel musikhistorie.

I stedet er det rockjournalisternes egen ungdom og dermed musikkulturens fortid, der ender med at fylde spalterne. Tag nu Kim Larsen – som denne anmelder er vokset op med. Hans karriere er toppet, men alligevel forholder vi os stadig til hans nye udgivelser, selv om de ikke altid er lige interessante.

Men uinteressant, det kan man så ikke kalde det 67-årige ikons nyeste udgivelse, Du Glade Verden. Ganske vist ikke musikalsk særlig ophidsende, omend velturneret. Hans medkumpaner i Kjukken er så solide, at man mest af alt har lyst til at sidde på dem, frem for at lytte til dem. De sørger for at kolportere en let synth-parfumeret rock, der langt lettere kunne trække vejret i 80’erne og får mig til at tænke på Malurt, Voxpop, TV-2, ja, Nephew.

Der er et par både fyndige funktionelt medrivende rocksange såsom titelnummeret, og det er også interessant, at Larsen & Co. prøver kræfter med amerikansk folkemusik på »Så Meget Jord« og indisk/pakistanske sitar-forsiringer på »Den Gyldne Middelvej«.

Men det er nu mere dét, han bruger musikken til at sige, som sætter sig fast. Altså ordene, folkens. For eksempel »Så Meget Jord«s lille onde folkeeventyr om den forarmede bonde og herremanden, der lokker bondens grådighed frem i ham. Det bliver den fattige stakkels endeligt – og syng nu med, for satan!

På »Bare For At Gøre En Forskel« sætter Larsen sig i førsteperson, i en dansk soldats sted ude i ’den hellige krig’. Han synger til sin elskede, kort før han skal ud til vejsidebomberne.

Den trojanske troubadour

Og Lune Larsen prædiker tværreligiøst fællesskab: »Lad imamerne synge/ Lad kirkeklokkerne ringe/ For hver mand og hver kvinde/ Og så tror jeg, vi har fundet/ Den gyldne middelvej/ For vi kender jo alle/ De samme sorger, den samme smerte.«

Der er et væld af vingeskudte og desillusionerede eksistenser, og der er opgør med vores sundhedsfetich og minsandten også Prins Henrik (hvorfor, ved jeg ikke). Så der bør stadig være plads til Kim Larsen i vores musikdækning. Ikke kun fordi han stadig har fat i et markant segment, ofte kan skrue en ferm melodi sammen og stadig har den bedst asfalterede gavflab i dansk rock.

Men også fordi han tydeligvis gør sig umage denne gang, han vil noget med de her sange. Der er en diskussion af vores økonomiske velfærd og moralske skørlevned på spil, som han så har det med at lege sig frem til via (ikke altid lige heldige) ordspil.

Denne trojanske troubadour får dermed smuglet samfundskritik ind ad bagdøren i ly af effektive omkvæd og sjove rim. Ja, P4-venligheden i sangene kan nærmest være dæmonisk: De er så lette at synge med på, at alle og enhver snart kan finde sig i gang med for fuld hals at klage over mandat til krig og dårlige sundhedsforhold. Eller skråle for tværkulturel fred og fordragelighed. Skål!

 

Kim Larsen & Kjukken: Du Glade Verden (EMI). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu