Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En lynende skæbne

Rapport fra landskabsmaleren Johann Moritz Rugendas’ møde med ’Den ny verden’
Kultur
9. november 2012

Da conquistadoren Hernán Cortéz kom til ’Den nye verden’, var den så ny, at han ustandselig måtte konstatere, at han manglede ord for det, han så. »Idet jeg ikke kender navnene på disse ting, omtaler jeg dem ikke,« skrev han til sin herre, kejser Karl den Femte. Og om den indianske kultur tilføjede han: »Der findes ikke noget menneskeligt sprog i stand til at udtrykke dens storhed og ejendommelighed.«

Ja, hvordan sætter man ord – eller farver – på den amerikanske virkelighed? De spørgsmål gik i arv fra conquistadorerne til kolonisatorerne og fra kolonisatorerne til alle de latinamerikanere, der nu om stunder, fra Ildlandet til Rio Grande, søger at løse det problem, som fik Cortez til at give op.

I Argentina blev en del af problemet, nemlig den indianske kultur, løst ved simpel udryddelse, og en forfatter som Jorge Luis Borges kunne erklære, at den argentinske litteratur var den mest vestlige af alle Vestens litterære kulturer, fordi den kunne se dem under ét; men ligesom Cortez var han dybt optaget af det, man kunne kalde repræsentations-problemet. Og samme problem bliver sat på spidsen i et hovedværk skrevet af en af de væsentligste forfattere i moderne argentinsk litteratur, romanen Episode i en landskabsmalers liv skrevet af César Aira.

Blomstrende kakaotræer

Landskabsmaleren er Johann Moritz Rugendas, født 1802 i Augsburg, der i sit tyvende år drog til ’Den ny verden’, hvor han regnede med at kunne kapitalisere sit talent for naturmalerier: »Den ’natur’, der kunne være et marked for på malerier og tryk, var fjern og eksotisk, hvorfor han supplerede sit kunstneriske kald med et liv som rejsende.« Hans første rejse førte ham til Brasilien, og rejsen omsattes i en gennemillustreret rejsebog, som bliver en enestående succes. Bogen Voyage pittoresque dans le Brésil bringer Rugendas i kontakt med en af tidens største og mest ambitiøse videnskabsmænd, Alexander von Humboldt, som udpeger ham som den maler, der kan realisere hans vision om en såkaldt »naturfysiognomisk fremstilling«. Ligesom man tidligere havde udviklet den fysiognomiske videnskab om ansigtstrækkene som nøgle til en persons karakter, mente Humboldt, at man i landskabets grundtræk kunne finde nøglen til dets karakter.

Rugendas og Humboldt er virkelige personer, kendt fra kunstens og videnskabernes historie, og César Aira åbner sin bog i et sprog, som er lånt fra krønikerne med dens nøgterne registreringer. Men registreringerne slår over i en rus. Det ser man allerede, da fortælleren citerer Humboldts opfordring til Rugendas om at udvikle den naturfysiognomiske malerkunst: tredive fod høje græsser, kakaotræer med blomsterne direkte på stammen, cypresser med overjordiske rødder, palmestammer som søjlegange … Hos den cubanske forfatter Alejo Carpentier finder man den samme slags løbske lister over flora, fauna, arkitekturtyper osv.

Når man erindrer, at fysiognomien i sin oprindelse var en videnskab om ansigtet, er det unægtelig et paradoks, at det store gennembrud for Rugendas’ malerkunst indtræffer, da han under et gigantisk tordenvejr et sted mellem Chile og Argentina får brændt sit ansigt af. Lynet svider alle de koder af, som traditionelt eller konventionelt står mellem kunstneren og virkeligheden: Fuldstændig hudløs møder Rugendas nu virkeligheden direkte, som sanseindtryk. Han er forvandlet til en sitrende nerve.

Indiansk ’lynangreb’

I takt med Rugendas’ forvandling forvandles også fortællertonen. Romanen løfter sig op i et ekstatisk, humoristisk, tragisk, poetisk sprog, der befinder sig milevidt fra indledningens snusfornuft. Og Rugendas selv vælger selv at opsøge lynet, denne gang i form af indianerne. Hans store mål bliver at male et indiansk »lynangreb«, mens det står på, med streger og strøg udført med den samme lynende fart, som skulle sikre indianerne sejren.

Romanen slutter med at Rugendas sidder midt i indianernes lejr, med morfinen skyllende gennem sin smerteramte krop, som »aksen i det, der lignede et vågent mareridt«, direkte konfronteret med »det allermest frygtede ved lynangrebet«, nemlig nærkampen mand mod mand – og hvad gør han: »Rugendas var (..) så optaget af at tegne, at han ikke bemærkede noget.« Aires roman er en smal sag på 92 sider, men lige så smal den er, lige så dyb og høj er den. Den er elementært spændende som en drengebog, men samtidig ledsaget af en tanketunge refleksioner over forholdet mellem kunst og virkelighed, og samtidig også løftet af et sprog, som simpelthen tager vejret fra læseren. Det er slet ikke let at sætte ord på dens storhed og ejendommelighed, men jo, den er stor og ejendommelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her