Skilsmisseteater eller madteater? Dødsteater eller drukteater? Hverdagsteater eller stumfilmskomik?
Turnéteatret i Danmark byder faktisk på det meste. Og turnéteatret har det glimrende. I sidste weekend afholdt Danmarks Teaterforeninger sit årlige træf i Flensborg, og her var stemningen yderst positiv. I hvert fald ifølge formanden for landets 63 teaterforeninger, Lars Salling.
»Teaterforeningerne tør meget mere end for bare fire år siden,« siger Lars Salling.
Spørgsmålet er så, hvad man kan købe. Visse forestillinger spiller kun et par måneder, andre over flere sæsoner. Nogle forestillinger har længere gæstespil på en åben scene undervejs, andre spiller kun som ’ny by hver aften’-turné. De senere år har salget af billetter hos teaterforeningerne ligget omkring 350.000. Dertil kommer så salget af børneteater til skoler og institutioner, men også voksenteater til f.eks. fængsler og plejehjem. Turnéteatret kan lidt af hvert.
Latterløgn
De fleste teatertilskuere oplever turnéteatret i deres egen by – eller som gæstespil i storbyerne. Og et par håndfulde teateroplevelser de seneste par uger i både København og provinsen bekræfter spændvidden i forestillingerne. Fra cabaret til komedie, fra debatteater til dans. På billethitlisten ligger de forestillinger, som byder på stjerneskuespillere, der er kendte fra film eller fra revy. Men på den kunstneriske hitliste ligger lige så mange forestillinger, hvis performere ikke er kendte, men som bare er gode.
Indrømmet. Det er herligt at grine en hel aften sammen med skuespillere, som man næsten føler, at man kender personligt – bare fordi man har set dem så tit på scenen eller på skærmen. Når Birthe Neumann og Kurt Ravn giver det modne ægteskab fuld gas i Landsteatrets Små Grå Løgne, så griner man fra start til slut. Og man bliver uvilkårligt imponeret over, hvordan Neumann og Ravn syleskarpt fanger det gamle parforholds skrækkelige hakken på hinanden og idelige opremsning af den andens fejl gennem årene. Thomas Koldings scenografi byder godt nok kun på skrabede turnévægge med vinduer, men iscenesættelsen af Bente Kongsbøl trækker på den klassiske komedieteknik, der kan overleve enhver kedsomhedssofa.
Derfor lægger man kun mærke til Birthe Neumanns raffinerede hånemimik – og hendes smukke ben – og Kurt Ravns mandekejtede forsøg på at ændre en løgn undervejs. Rent guf for komediefreaks.
Latteren bølger også igennem publikum til forestillingen Da Kamal mødte Maria på Taastrup Teater, der nu allerede har været på sin første danmarksturné. Forestillingen er en gakket stumfilmsfarce med herlig klaverboksning af Mathias Grove Madsen i kjole og hvidt. Og just som filmen spiller, træder skuespillerne frem i kød og blod – den uimodståelige Stine Holm Joensen og den ædle Josef W. Nielsen – og så bliver det for alvor spas. Niels Grønne fra Dansk Rakkerpak har leveret sine skægge gadeteaterstunts til historien om en indvandrerdreng, der møder en gravid pige, hvis voldelige mand lige er blevet fængslet. Og vanviddet krones af grotesk lokalkolorit, fordi Helle Lyshøjs stumfilm er filmet i Taastrups sociale boligbyggeri som labyrint-scenografi. Den slags må da skabe lettelse i landets betonfrie byer …
Lykkerus
Der er ingen beton i Preben Kaas-Kabareten Bare én gang til. Kun en stol og et flygel – og revytalentet Rasmus Krogsgaard med smukke øjne og indsmigrende sang. Den charmerende Krogsgaard stråler af forelskelse, både i alle kvinderne fra Kaas’ sange, men også i Preben Kaas som en spejlingsfigur. Krogsgaard har sin helt egen nøgle til Kaas’ mistrøs-tighed og fandenivoldske lykkerus – og han lokker publikum med ind i denne særlige verden af ubegrænset glæde og kulsort umulighed.
Jan Hertz har iscenesat Krogs-gaard, så han klynger sig til en stol, som var han på en øde ø, imens Mickey Pless uanfægtet sidder ved flyglet med showbizskuldre og ’the show must go on’-anslag. Denne cabaret forærer virkelig sin tilskuer en betagende bid af livet og ulykken.
Æltedans
Skulle man være ramt af den globale miljøbekymring og ikke mindst den vestlige madfiksering, så er der håb at hente hos sART Danseteater og BaggaardTeatret i Svendborg. Her spilles koreografen Sofie Christiansens muntre og tankevækkende danseteaterkoncert Spis Min Gris, hvor tre dansere bogstaveligt talt glider rundt i mel og ælter dej, som de pakker sig selv ind i, så man virkelig kan se det med, at man er, hvad man spiser …
Imens skaber den retrotrendy Tine Louise Kortermand med perfekt franskbrødshår sin syrede musik af forstørrede lyde fra køkkenredskaber, der møver sig ind i mikrofonerne. Og selv om danserne ikke overbevisende matcher forestillingens talekrav, så har Tine Damborg en forunderlig veloplagthed i sin præcise dans, der virkelig byder tilskueren indenfor i et bizart univers af mad og muskler.
Bekymringen bliver imidlertid til sorg i Min Farmors Spøgelse med Saga Collective. Her står koreografen Ingrid Tranum selv på scenen som pigen, der har mistet sin farmor, men som insisterer på at lege videre med hende og finde ud af, hvor hun egentlig er. Cellisten Soma Allpass sætter sin kærlighedsbue på strengene, og ud af billedrammen kryber Anette Asp Christensens døde farmor og bliver levende et lille øjeblik. For selvfølgelig vil hun gerne lege pudekamp med sit barnebarn – og dele vaniljekranse ud. Og Maria Mac Dallan har skabt nogle ultrasmukke billedprojektioner, der drømmenaturligt skaber farmors stue om til en hinkerude på vej til dødsplaneten i Mælkevejen. Smukt og ligetil – og befriende børnekonkret om døden.
Alligevel blev ugens voldsomste turnéteateroplevelse Dengang vi blev væk med Det Olske Orkester på Teatret ZeBU på Amager. For i denne forestilling bliver en lattermild familie forvandlet til en angstfamilie, fordi far finder en anden kvinde – og fordi mor bliver syg af sorg over at være blevet forladt. Det er skuespillerne Martin Noren og Ditte Laumann, der spiller søskendeparret, som langsomt må tage over og være mor for mor – og lægge far på is. Helt nøgternt, uden at pynte på noget, men samtidig med barnets velsignede evne til at glemme problemerne bare en times tid. Og med en lille plastikkronhjort gemt i hånden som eneste tryghed.
Dramatikeren og instruktøren Lotte Faarup skildrer løgnene og alkoholen underdrevet, men også kontant. Og som voksen sidder man og får ondt i maven over dem alle fire. Fordi man bliver bekræftet i, at ikke alle skilsmisser går over.
Hvorom alting er, så sætter sådan en teaterforestilling sig i kroppen, fordi teater er så umiskendeligt live. Med sved og åndedrætsstilhed og øjenkontakt. Og måske et kronhjortegevir.
’Små Grå Løgne’. Tekst: Simon Brett. Oversættelse: Me Lund. Instruktør: Bente Kongsbøl. Scenografi: Thomas Kolding. Oplevet på Stærekassen. Landsteatret. Turné.
’Da Kamal mødte Maria’. Tekst: Niels Grønne. Instruktion: Torkild Lindebjerg og Niels Grønne. Musiker: Mathias Grove Madsen. Film: Helle Lyshøj. Taastrup Teater. Turné.
’Bare én gang til’. Preben Kaas kabaret. Iscenesættelse: Jan Hertz. Performer: Rasmus Krogsgaard. Pianist: Mickey Pless. Miller Production. Play i Njalsgade på Bryggen til 11. december. Turné, bl.a. Vejle 13. December og Helsingør 22.-23. januar.
’Spis Min Gris’. Koreografi: Sofie Christiansen. Scenografi: Alaya Riefenstahl. Musik: Tine Louise Kortermand. SART Danseteater og BaggaardTeatret. Oplevet i Svendborg. Turné.
’Min Farmors Spøgelse’. Koreografi: Ingrid Tranum Velásquez. Scenografi: Julie Forchhammer. Musik: Nicklas Schmidt. Animationer: Maria Mac Dallan. Sage Collective. Oplevet på Københavns Musikteater. Turné. For 3-7-årige.
’Dengang vi blev væk’. Tekst og instruktion: Lotte Faarup. Koreografi: Michele Abbodanza. Scenografi: Julie Forchhammer. Lys: Jeppe Lawaetz. Lyd: Jonas Jørgensen. Det Olske Orkester på ZeBU på Amager til 25. november. Herefter turné. Fra 9 år
