Læsetid: 5 min.

Mangfoldighed af prutter

Masser af varm luft og en sød kærlighedshistorie på udstilling for stjernefrø på foto- og videokunstscenen
Masser af varm luft og en sød kærlighedshistorie på udstilling for stjernefrø på foto- og videokunstscenen
30. november 2012

Titlen Ung dansk fotografi og videokunst 2011/2012 er en heftig titel. Det er mange modernitetskraftudtryk på én gang. Det er både ungt, det er foto og video, som allerede er ungt, og så er det endog helt frisk! Så hvis chokket over det nye nogensinde skal indtræffe, så må det være her.

Alen Aligrudic har fotograferet forskellige håbløse og faldefærdige bygningsstrukturer i Eksjugoslavien. Det nye gemmer sig godt. En noget ramponeret kirkegård har et utraditionelt gravsted, et lille skur med en stjerne og et rat på taget. Et anderledes element i noget genkendeligt. Aligrudic gør det igen med resterne af en badebro i en sø. Og med et byggeri, der er gået i stå midt i en storby. Det handler om, at det fremmede måske tager sig fremmed ud, men at vi har behov for det for bedre at kunne definere os selv. Ligesom med danskheden, der fulgte med indvandrerne, og fagforeningerne, der pludselig fandt deres nødvendighed, da de fik konkurrence fra de kristne.

Og som fotografi er Aligrudic’ billeder med til at minde folk om, hvorfor de holder så meget af maleriet. Når fotografiet bliver tykt, bliver det mere kvalmende end et hjerte, der rimer på smerte. En forladt bygning, det handler om tomhed. En tom bygning med ens paraboler i vinduerne og et træ, der er skåret helt ned til stammen – med en tung vægt om halsen ... Livet er ikke, hvad det har været, man føler sig lidt forladt.

Fortælling om et forhold

Lars Dyrendom er ny. Desværre. For udviklingen burde virkelig gå i den modsatte retning. Dyrendom har lavet et konceptuelt fotoværk, hvori han dyrker nostalgien, både ved hjælp af gamle materialer, gamle rammer og ved at prøve at gøre op med rollen som fotograf. Men hvor de store konceptualister ofte har en vidunderlig idé eller en fantastisk historie at fortælle – tag blot forbi David Risley Gallery i Bredgade og se den engelske kunstner Ryan Ganders udstilling – så er hverken ideen, historien eller produktet interessant hos Dyrendom. Han har fundet et hipt kamera, nogle gamle ruller film og 10 venner. Og så har han bedt dem skyde løs, hvorefter han har blandet filmene (!!!), fremkaldt dem og fået en anden (!!!) til at udvælge. Vi har alle vores rutiner og fjollede måder at komme fra a til b på, men at tro at det kan gøre det ud for kunsten, er et tilbageskridt. Og som om det ikke er onani nok for en enkelt aften, så har Dyrendom også fået en kurator til at skrive en højtravende tekst om en »ukendt, måske fiktiv opdagelsesrejsende«, der er på jagt efter lys, som udleveres ved værket. Det er Koester i en jordslået light-udgave.

Marie Kølbæk Iversen er også nostalgisk. Hun længes efter en tid før kapitalismen, men hun bruger da i det mindste værket til at fremføre sine holdninger og sine ideer på en meningsfuld måde. Hun projicerer film om at være besat oven på hinanden så man eksempelvis kan se zombier, på samme tid som man kan se nogle planer om at besætte Norge. Man kan så diskutere, om det betyder mere end blot den korte fornøjelse ved at se to film oven i hinanden. Hun vil gerne selv have besættelsen til at handle om kapitalismen, hvorfor hun har anbragt tre kapitalistkritiske bøger på gulvet foran filmen i en position, hvor de er åbne over for hinanden og også går lidt ind over hinanden. Kapitalisme som besættelse? Ja, hvorfor ikke.

Sophie Calle har fået sit eget hjørne, hvor Helene Ringkjær Pedersen viser personlige billeder fra 2008 med ledsagende tekst, og hvor Gudrun Hasle i stedet for at få en papegøje til at læse et brev har fået to dansere og sin mors tidligere kæreste til på to forskellige skærme at beskrive hendes forhold til ekskæresten i et værk fra 2010.

Moderens ekskæreste ligger i en hospitalsseng og fortæller om Hasles gamle forhold, som han oplevede det, samtidig med at to dansere danser forholdet i en gymnastiksal. Det begynder som den rene magi, som den slags jo begynder, danserne kan næsten ikke ikke vikle sig ud af hinanden. Men så går det ned ad bakke, og de to videoer rammer fuldstændig synkronisering, da han fortæller om dengang, hvor ekskæresten tog til Tyskland. I samme øjeblik går den mandlige danser væk fra den kvindelige. Og så begynder hun at danse alene, og moderens ekskæreste fortæller, at Gudrun egentlig klarede det helt fint på trods af distancen. Det er et udmærket værk, absolut seværdigt og hyggeligt. Det er måske tilmed nyt i Danmark. Eller det er i hvert fald nyt på Carlsberggrunden. Og det har en morsom detalje. I rulleteksterne skriver Gudrun Hasle til sin ekskæreste, at hun lover, at det er sidste gang, hun vil bruge deres forhold. Tak, kan man nærmest høre ham udånde et sted i København. Og tak i øvrigt til Hasle for en pause fra alt det ordblænderi.

Spøgelser og en god prut

Helene Ringkjær Pedersens ganske fine værker om spøgelseshistorier fra hendes barndom viser, hvordan det uhyggelige næsten altid kan fremmanes – tingene ligner hinanden, et maleri falder ned på årsdagen for mormorens død, maleriet forestiller et hjul, som var malet af efter et maleri, der hed »Livets Hjul« ... Mormor, død, et år, livets hjul ... Jo, der er så sandelig mere mellem himmel og jord. Kunstens mening kan også altid fremmanes, og på en udstilling som Ung dansk fotografi og videokunst 2011/2012 skorter det ikke på filosofiske overdrev. Men det nytter ikke noget, hvis værkerne ikke kan følge med. Så bliver det til artefakt-kunst, hvor det, der udstilles, er mere eller mindre tilfældige objekter, som kun har en fysisk forbindelse til kunsten. Den blev lavet af de hænder, der sad på det hoved, der tænkte den store kunst, men ellers er der ingen forbindelse. Hvor man nogle gange kan udbryde om kunsteren, at han jo ikke har noget tøj på, så ville den slags udgydelser aldrig komme på tale her. For de har 10 lag tøj på, så vi ikke skal opdage, at de er nøgne indenunder.

Det bedste værk handler meget apropos om prutter. Jakob Tækker har lavet en simpel blyanttegning af en røv. I højre hjørne står der Artiste de Merde. Og fra en film, der bliver projiceret på tegningen, kommer Tækker selv – nøgen og flyvende – ud af røven igen og igen, ledsaget af et ordentligt skrald af en skid. Det peger på en masse, og man (nogle) ville kunne skrive lange avantgardistiske artikler. Men selv uden en eneste højpandet tanke er det stadig morsomt og seværdigt. Se, det er god kunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mangfoldighed af pis og lort hvad skal vi med et? Hvorfor skal vi kunne skrive prut i en overskrift er det foordi vi betragter læserne som idioter?