»Parolen var frihed, men årsagen var fattigdom.« Overskriften er fra Lasse Ellegaards nye bog, Det forrykte forår, og kan langt hen ad vejen stå som overskrift for det såkaldte arabiske forår, der i mellemtiden er blevet et trist efterår, og i Syrien til en blodig isvinter. Udsagnet er også kendetegnende for Ellegaards bog, som igen og igen afslører, at tingene ofte ikke er, hvad de giver sig ud for, hvad enten det drejer sig om den tunesiske gadehandler, hvis selvantændelse ikke var en politisk protest fra en arbejdsløs akademiker, eller om de egyptiske islamisters påståede renfærdige politiske hensigter.
Nyttige idioter
De første oprør i Tunesien og Egypten betog hele verden med deres ungdommelige mod og fantasi. Selv garvede journalister lod sig i den grad rive med af begivenhederne på Tahrirpladsen. De første tyranner faldt da også med utrolig hast: nogle uger i Tunesien og 18 dage i Egypten. Tænk at folkets magt kunne være så stor!
Ellegaard sandsynliggør imidlertid, at der også var andre kræfter på spil end de demokratihungrende unge mennesker, nemlig et militær, der så en lejlighed til at skille sig af med regenter, der var blevet for belastende. I Egypten råbte demonstranter ’folket og hæren er én hånd’. Det var der en del, der senere angrede, da de opdagede, at de måske i virkeligheden havde været nyttige idioter i et militærkup. Euforien fra Tahrirpladsen har da også lagt sig, efter at man har set, hvordan islamisterne, der ikke bidrog meget til revolutionen, har tiltaget sig (al) magten i ledtog med militæret.
I bogen kommer vi bag facaden på først og fremmest det egyptiske og det syriske oprør. Med historisk indsigt, gennem interviews og egne og andres analyser tegnes et nuanceret billede af baggrund, bevæggrunde, aktører og perspektiver. Ellegaard formår som få at lade individuelle oplevelser og (andres) følelser brede sig ud til det generelle billede – og omvendt: fra det store billede at trække fokus ned på betydningen for almindelige mennesker i al deres mangfoldighed. Dertil kommer, at han har en udfoldet humoristisk sans for menneskelig svaghed og en sund afsky for hykleri, hvad enten det har form af en salafists ugudelige næse, de revolutionæres retorik, eller den danske udenrigstjeneste.
Bogens længste og vigtigste kapitel handler om Syrien. Her trækkes trådene tilbage fra den franske mandattid til Baathpartiets overtagelse af magten i 1960’erne. Det muslimske Broderskab i Syrien hives ud af sin rene offerrolle, og alawitterne og de andre religiøse mindretal flyttes fra den sekteriske bås over i den rette historiske og politiske sammenhæng. Den syriske konflikt er i sit udgangspunkt ikke sekterisk, men politisk; dog har begge sider i dag trukket det sekteriske kort, for intet er mere mobiliserende!
Velskrevet og informativ
Det forrykte forår er uomgængelig for at forstå konfliktens rødder, herunder fattigdommen i den syriske periferi. En aflægger af den problematik er kampen mellem land og by, hvor det er landområdernes fattige, der i deres frustration over mange års diskriminering nu også trækker de store byer Aleppo og Damaskus med ind i konflikten. En liste over de byer og områder, der har lidt mest under Bashar al-Assads økonomiske liberalisering er samtidig en liste over oprørsbyerne.
Bogen illustrerer, hvordan Bashar al-Assad på nogle få uger ødelagde alt for sig selv og det syriske folk ved ikke at fatte, hvad der var i gang, og fordi han mangler et moralsk kompas, der kunne have fået ham til noget så enkelt som at udtrykke medfølelse for konfliktens første ofre, nogle mishandlede teenagedrenge. Desværre udviklede al-Assads sludder om udenlandsk konspiration sig hurtigt til at blive en selvopfyldende profeti. Som erfaren mellemøstenkorrespondent nærer Ellegaard ingen illusioner om Vestens, inklusive Danmarks, omsorg for det syriske folk. Ifølge ham er målet Iran og spillet om de fossile ressourcer.
»Udadtil hedder det sig, at Vesten og GCC (Gulf Corporation Council, red.) støtter oppositionens krav om demokratiske tilstande i Bashar al-Assads republik. Indadtil er dagsordenen at isolere Iran yderligere ved at ’udtage’ al-Assad og gøre Syrien til vestlig klient. Bashar al-Assads gradvise indrømmelser til oppositionen (…) er konsekvent ignoreret som ’for lidt, for sent’.«
Bogen er velskrevet, ja faktisk underholdende, informativ med skarpe analyser, både fra forfatteren selv og fra hans store og originale netværk af kilder. Men når Ellegaard i bogen medtager den besynderlige udskiftning af direktøren for det Danske Institut i Damaskus, forekommer det mig dog at være for snævre og ubetydelige oplysninger i den store og dødsensalvorlige syriske konflikt.
Det forrykte forår griber både bagud med historisk, politisk og økonomisk indsigt og peger fremad med kimen lagt til forståelse af de forskellige mulige scenarier. Her er meget at hente både for den, der for første gang vil sætte sig ind i det mellemøstlige morads, og for den, der tror at vide alt.
Det er samtidig en bog, man får brug for at vende tilbage til igen og igen, og så meget desto mere ærgerligt er det, at forlaget ikke har forsynet den med et register – ikke engang med en ordentlig indholdsoversigt. Det bør der rettes op på, inden anden udgave går i trykken.
Med Det forrykte forår har Lasse Ellegaard endnu engang slået sit navn fast som Danmarks ubetinget bedste og mest interessante Mellemøstkorrespondent.
Lasse Ellegaard optræder på BogForum på søndag kl. 16.15 på Faglig Scene
