Det bedste, der kan siges om Juliane Preislers nye roman, er, i hvert fald i første omgang, at den ikke ligner noget som helst, som man førhen har læst. Vi har at gøre med en slags myte, en fortælling renset totalt for al banal realisme, men i stedet reduceret til basale størrelser, således at der med dybeste alvor kan kredses om kroppen, kønnet, uskylds-tabet og døden.
To veninder er sammen en sommer på en øde ø i hvad der til at begynde med ligner den fuldendte erotiske idyl. Dagen tilbringes med at snitte grøntsager og gå i vandet, natten med at elske inderligt. Følgende scene forekommer typisk.
Det er nat. Et lille, blafrende lys bliver tændt. Svage, nærmest hviskende lyde når ud i mørket. Med bogens egne ord står der så:
»Uhm … ja …
Her?
Ja … ja …
Og her …
Mmmm …
Vend dig …«
Dette er vistnok, hvad instruktører i creative writing mener, når de anbefaler unge forfatterspirer at følge devisen: Show it, don’t tell it! Selv blev jeg under læsning af romanen hurtigt bragt til ’telling’ – tælling af dens gentagelser.
Almene mønstre
Den lydligt orienterede teknik praktiseres også, når den ene af kvinderne udfører sit daglige morgenritual. Hun står da nøgen i hyttedøren og gør grimasser med mundvigene trukket skiftevis op og ned. Efterhånden sætter forfatteren lyd på:
»Oooohhhh … Iiiihhhh … Aaaahhhh …
Og så forfra:
Oooo …«
Svalevi hedder kvinden med morgenritualet. Den anden hedder Svanevi, helt efter samme model som Axel og Eigil Axgil. Hovedpersonerne elsker og spejler og elsker at spejle hinanden. Men en dag bliver elskovsidyllen brudt. En nøgen pige dukker op og viser sig at være stum. Det eneste, hun overhovedet kan sige, er »U … u … u … u« eller »N … n … n … n …« Oversættelse medfølger desværre ikke. Selv den mindste bedring indtræffer heller ikke.
Oven på pigen følger en mystifistisk skægget mandsperson, der muligvis, muligvis ikke, hersker over pigen og muligvis, muligvis ikke, misbruger hende seksuelt.
Her burde Svalevi og Svanevi have grebet mobilen og alarmeret politiet og de sociale myndigheder – tænk bare på alle de sager, der har været. Brønderslev og Tønder, De véd. Men der er ingen nymodens tekniske hjælpemidler og ingen (selv nok så forsømte og skammeligt nedskæringsramte) samfundsinstitutioner i Juliane Preislers mytiske univers, hvis ribbede, antirealistiske karakter yderligere understreges ved brugen af en udefra beskuende, ’objektiv’ fortæller, som formentlig skal mime et over- eller fællesmenneskeligt perspektiv.
Dermed lægger fraværet af en samfundsmæssig dimension op til, at man læser romanen ikke så meget på det mellemmenneskelige som på det dybdepsykologiske plan. Det handler måske ikke om nogen bestemt, men om almene mønstre.
Pigen i Kvinden
Den tolkning bliver derfor nærliggende, at de to næsten ens heddende kvinder skal opfattes som to sider af samme person. Den nøgne, stumme pige kan da være den udsatte pige, der bor inde i en hvilken som helst kvinde eller (som i dette tilfælde) anbringes ude i hendes symbolske brændeskur, og i den skæggede mand kan vi da se den destruktive instans, der evindeligt adskiller pigen fra kvinden, kvinder fra andre kvinder og mennesket fra naturen.
For en sådan almen, mytisk tolkning taler, at bogens to voksne kvinder går urtidsagtigt nøgne omkring det meste af tiden. Imod den mytiske læsning taler det bemærkelsesværdige forhold, at den ene, hende med ritualet (Oooohhhh … Iiiihhhh … Aaaahhhh …), på bogens sidste sider trækker tæppet væk under fiktionen og hævder, at hun hedder Anne. Pigen var hendes datter Alice. Det hele var vist nok blot en art psykologisk forsøg. Og kærlighedseventyret kunne eller skulle kun bestå, indtil det blev for trygt og dermed uvirkeligt.
Ovenstående forsigtige drøftelse af muligheder for tolkning kan hos den uforhærdede læser efterlade det indtryk, at romanen er interessant og derfor anbefaling værd. Sådan skulle det imidlertid ikke forstås. Dens komposition er skemadende repetitiv og dens prosastil enerverende skabagtig. Det bedste, man kan sige om Svaneø – udover at den vitterlig virker anderledes end det meste af, hvad man ellers læser – er, at på side 266 – efter tilsyneladende uendelige beskrivelser af huset og stranden og vejret og ømheden og den omsiggribende angst – holder den faktisk op.
