P2 har for tiden en jingle, hvor de praler af, at de godt kan lide opera. Og tillykke med det! Men det kommer jo søreme an på hvordan. I al sin marginale og halvpopulære dyrkelse har opera det ind i mellem med at skrumpe ind til en slatten kunstart. Selv har jeg det med operaforestillinger som med lange flyture: de kan gå godt, og de kan gå dårligt, og før man sig sætter sig i sædet, er man ret urolig for, hvor stor en fysisk udfordring, det bliver.
Opsætningen af Rossinis Semiramis på Det Kongelige Teater var en af de hårde. Over tre timers halvgod musik i en let uforståelig iscenesættelse dog båret af gode sangere og et velspillende kapel instrueret af dirigent Rani Calderon. Men hvorfor vi lige skulle have denne opera i Operaens skrabede budget med en masse indkøbte kræfter i stedet for Operaens egne, det var lidt af et spørgsmål. Måske for at få smukke Henriette Bonde Hansen hjem fra udlandet, for det må man indrømme: vi har en prægtig Semiramis, som fik lov at stråle i en glansrolle og gå catwalk i både koleraturer og kostumer.
Sæbeopera og Guantanamo
Scenen er Mesopotamien, som er det samme som Irak, hvilket ikke er gået henover hovedet på iscenesætter Nigel Lowery. Derfor lå alting konstant i ruiner, også »Baals nybyggede tempel«, som det hedder i operaen, hvor det hele foregår. Storheden var på forhånd forfaldet, og et par Guantanamo-fanger med sække over hovedet måtte også i en eller anden påstået aktualitet sendes over scenen mishandlet af deres egne, det assyriske kor – en flok tvivlsomme sorte parykker i jakkesæt, der i bedste minecraft style flyttede rundt på kasser på scenen og byggede og brød ting ned.
Dronning Semiramis er i Nigel Lowerys version en afdanket herskerinde dannet efter Alexis-figuren fra Dollars, hvorfra der også var hentet inspiration til resten af udklædningen, så der var godt med vat i skuldrene og dekadent rigdom fra vores tidsalder.
Men hvad man især savnede dramatisk set var et ægte tragisk fald. Dronning Semiramis er lidt af en kvinde, der har forgiftet sin mand, som sikkert var en ulidelig tyran, og levet videre som regent af en mægtig nation. Men en sådan gerning må uanset sympatier straffes af guderne i tragediens og vores gamle statsbyggende kulturs logik. Det ved vi, og det ved koret, mens karaktererne altid er dem, der går planken ud i deres blindhed.
Nigel Lowery gjorde det, man så ofte gør i dag, og som udvander det klassiske drama, at han henlagde frygt og rædsel til karaktererne og underholdt publikum med at tegne og fortælle den skæbnesvangre historie i videoinstallationer. Det er muligvis en flot teateridé at lade koret synge glædeshymne, mens man ser en video af, hvorledes Semiramis er med til at forgifte den gamle konge, så man forstår, at denne glæde er skrøbelig og falsk, men hvor er det lige, vi skal gyse, når vi hele tiden får dobbeltheden forklaret?
Semiramis var ud fra samme instruktion en dronning fuld af ængstelser og al for megen indsigt til at være en ægte tragisk figur i frit fald.
Flotte præstationer
Ikke desto mindre honorerede Henriette Bonde Hansen som sagt hele sit parti med en flot og både sangmæssigt og scenisk sikker præstation. Stephanie Houtzeel i bukserollen som Arsace, søn og prins, medbragte en fysiskhed i sin rolle som kærlighedsdrukken kriger med håb og ungdom, så man var ægte sanseligt stimuleret, mens selve objektet for hans kærlighed, den unge Azema, ikke var det nyeste rør i solariet, men af helt uforståelige årsager sunget og spillet af Olga Nikolskaja-Heikkilä som en umoden, knæ-vridende, forvirret teenagetøs. Barry Banks sang en prægtig Idreno, Wojtek Gierlach tacklede partiet som Assur på trods af en næsten for sympatisk udstråling til at være skurk, mens Florian Plock leverede mere end rigeligt drama til sin ypperstepræst.
Giachino Rossini: Semiramis. Operaen, Store Scene. 22. november – 16. januar
