Læsetid: 5 min.

Når verden begynder og slutter – og starter igen

Billedbøger: Tre danske og en australsk billedbog er på hver sin fascinerende og læserappelerende måde oppe og kysse kanten af såvel små som store mysterier
Billedbøger: Tre danske og en australsk billedbog er på hver sin fascinerende og læserappelerende måde oppe og kysse kanten af såvel små som store mysterier
9. november 2012

»Der var kun de to. Sådan da. Og havet og himlen og det midtimellem.« Sådan lyder de tre første sætninger i billedbogen Klø, når det klør med tekst af Dorte Lilmose, uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur, og illustreret af Sissan Richardt, uddannet fra Designskolen Kolding. Og således åbnes med koncis sproglig præcision et rumligt og eksistentielt felt for et møde mellem de to aktører: Måge (hunkøn), som ønsker sig en bedste ven og Manden, som snart ønsker sig, at han ikke vågner, og som kan se bag sine lukkede øjne. Det er med andre ord mødet med livets afslutning, der er på spil, og her gennemspilles som en udfordrende tango for to med mindelser om Wolf Erlbruchs moderne klassiker And, Døden og tulipanen (2007). Men hvor Erlbruch skærer ind til benet og (også illustrationsmæssigt) skruer ned for virkemidlerne og livsblusset med en zen-agtig enkelthed, går Lilmose og Richardt nærmest den modsatte vej. De udvider perspektiv og rum i en række svimlende billeder, hvor Richardt med en kombination af foto, laverende penselstrøg og div. computerteknikker spænder hav- og himmelrum op i en række stærkt suggestive opslag, hvor vi er helt ultranært tæt på henholdsvis mågen og den gamle mand, og kan aflæse følelser og stemninger i blik og kropssprog. Og farvemæssigt med en modstilling mellem Mandens mørke farver og Måges røde halsvarmer og gule sydvest. Den gamle mand har et sidste ønske om at se en albatros. Problemet er bare, at de først kommer til foråret, og der tror han, det er for sent. Med en lille finurlig drejning lykkes det alligevel Måge at opfylde Mandens sidste ønske, og i det smukt forløsende slutopslag bliver den langsomt til en prik på himlen. En øm og helstøbt billedbog med en fornem balance mellem form og indhold.

En engels næsebor

Drengen Henry, hovedperson i billedbogen Lille lort, er ikke død, selv om han kan se lige op i en engels næsebor. Han ligger i solen og kigger beundrende op på vingerne af en statue, der forestiller en engel. Han drømmer selv om at have vinger (og lidt længere ben), så han kan undslippe de tre plageånder, der dagligt mobber ham. I en drøm føres han som Kropsdirektør rundt i sin egen krop, hvor man kan ønske sig prutter med lakridslugt og overvære træning af nye øresnegle, men ønsket om længere ben og især vinger har de kropsansatte lidt sværere ved at forholde sig til. I virkelighedens verden er Henry lidt optaget af den gammeldags klædte pige Sille, og de to er lige ved at komme for sent til biologitimen, hvor Henry får lov til at tegne og fortælle om, hvad han ved om kroppen. Da han fortæller om manden, som vil prøve at lave vinger til ham, bryder latteren løs. Henry flygter op i et træ ingen tør kravle helt op i, og med et »svush« svinger han sig rundt i skolegården, og »vinger« sig helt ud til det kæmpeblå hav. På tilbageturen lander han på statueenglen, hvor han møder en ligeledes bevinget Sille. Tina Sakura Bestle (tekst) og Anna Jacobina Jacobsen (illustrationer) turnerer denne Gummi-Tarzan variant med ynde og flyvesikker elegance. Der er smerte, blåtonet humor, douce pastelfarver og en fint formidlet poesi i denne fortælling om mobning, venskab og troen på mellemstore mirakler.

Det er lidt af et kunststykke at kunne favne bevægelsen og udviklingen fra Big Bang og frem til menneskehedens historie fortalt for børn og oven i købet med en naturvidenskabelig funderet opdatering af den nyeste viden inden for området . Det lykkes med bravur for Maren Weischer, læge og kræftforsker, som tekstforfatter og Julie Andkjær Olsen, illustrator, pianist og flamencodanserinde, som navigerende illustrator i billedbogen Sådan begyndte verden, som er spækket med spændende ny viden og primært med børn i spørgealderen (5-9 år) som målgruppe.

En lille bitte pinocchiokugle

Men alle vi andre videbegærlige kan også med stort udbytte stille ind på frekvensen og i kondenseret form få hele den lange udviklingstråd trukket op fra begyndelsen, hvor der hverken var sol, jord eller mennesker men bare »en lille bitte pinocchiokugle fyldt med rum og stjernefrø«. Den var så tung, at den ikke kunne være i sig selv og ud af den fløj verdensrummet og en masse små stjernefrø. Med denne eksplosion – også kaldet Big Bang – startede tiden. Når stjerner bliver gamle, puster de sig op og eksploderer og derved opstår atomer, som er de byggesten, der skal til for at bygge måner, planeter (som vores Jord) samt mennesker. Og på den meget lange tidsbane fortsætter udviklingen over celler, bøvsende alger, vandmænd, fisk, og frem til de første mennesker – og dermed også til sproget og behovet for at fortælle historier. Hele denne badulje af videnskabsfunderede oplysninger serveres med stor klarhed og en fin evne til løbende at perspektivere til en genkendelig børneverden. Og Julie Andkjær Olsen forlænger fakta med et musikalsk væld af indfald på billedsiden, hvor legende, dansende og glidende former og figurer danner farvemættede og smukt komponerede collager, mønstre og billedkæder som en slags visuel dna, der knytter fantasi og konkrete ting og fænomener sammen med den videnskabelige diskurs.

Fantasi og vemodig poesi

At træde ind i forfatteren og illustratoren Shaun Tans univers er som et pitstop midtvejs mellem Kafkas labyrinter og filminstruktøren David Lynch’s surrealistiske scenarier tilsat et par skvæt ekstra fantasi, et kraftigt drys vemodig poesi – og alt sammen udført med en markant civilisationskritisk stemme. Australske Tan (f. 1974) er først og fremmest en generøs og virtuos billedfortæller med et imponerende teknisk håndelag. I 2011 fik han Alma-prisen (børnebogens nobelpris) for sit samlede værk. På dansk foreligger to af hans hovedværker: Udkantsfortællinger (dansk 2010) og Ankomsten (dansk 2011) begge udgivet af ABC forlaget, som nu også udgiver Tans første billedbog Den fortabte ting (2000).

I den følger vi drengen Shaun, som lever i et mørktonet og gennemindustrialiseret bysamfund, hvor almenmenneskelig interaktion synes reduceret til et minimum. Shaun er kapselsamler og en dag finder han på sin jagt en mærkværdig »ting«, en tepottelignende maskine med en masse luger og ben som tentakler. Han får kontakt med »tingen« og opdager, at den ikke hører til nogen steder, ja, faktisk nærmest er glemt eller fortabt. Forældrene beordrer ham til at skaffe sig af med den og via et mystisk tegn lykkes det til sidst drengen at finde et sted, hvor »tingen« tilsyneladende føler sig hjemme, idet den giver en slags lyd fra sig »som om den kunne lide det«. Men historiens udgang er som hele fortællingens univers twistet med dobbeltheder, for når hverdagens orden forstyrres bliver virkelighedens tegn sværere at afkode. På en bruntintet bund af tekniske tegninger illustreres historien i finurligt detaljemættede ’ruder’ af varierende størrelse, hvor en bizar verden af mekaniseret strømlinethed kontrasteres med den lille tynde dreng og den røde »ting«. En højst original billedfortælling der måske dybest set handler om, at »i dag er den i morgen, du er blevet lovet i går«, som det hedder i en karakteristisk passage fra værket.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu