Læsetid: 2 min.

’Nøddeknækkeren’ er ikke ond nok

Ideen om at lade ’Nøddeknækkeren’ foregå med Tivoli som ramme er smukt forløst. Dog savner man lidt mere pondus hos de onde i eventyrballetten og et levende orkester
26. november 2012

Juleaften er rykket til 1870’ernes København, og familiens julegæster tæller så prominente lokale navne som balletmester August Bournonville og Tivolidirektør Bernhardt Olsen. De gør ikke meget væsen af sig, men det gør til gengæld en anden karakteristisk figur. Med sin høje hat og lange næse kan selv de mindste genkende ham: Den uhyggelige Herr Dosselmeyer er i denne familievenlige opsætning blevet til hyggelige onkel Andersen, der fortæller eventyr og klipper »papirsilhouetter af den fineste slags«. Hans klipperier om Snedronningen og Fyrtøjet bliver lyslevende for os, og det er et godt element, der passer som fod i hose til den eventyrlige og nostalgiske julestemning, der er stykkets præmis.

Ganske raffineret spejles Claras juleaften med et twist i hendes efterfølgende drøm, som netop byder på nøddeknækkersoldater og en – omend mere smuk end ond – snedronning, flot danset af Sayo Shiba. Også musene er gjort mindre uhyggelige. Den voldsomme kamp mellem det gode og det onde er deduceret til små balletbørnsmus, der, som var det risengrød, danser rundt om Clara for at stjæle hendes nøddeknækkergave.

Med moderne dages børneunderholdning in mente kunne man godt have skruet op for uhyggen og ladet såvel snedronning som mus være reelle modstandere i stedet for ufarlige disneyficerede figurer.

Nøddeknækkersoldater kraftfulde splitspring er elegante midt i musekampens hede, og inden da har det været underholdende at opleve den store julemiddag fra tjenestefolkenes perspektiv med stress og jag. Det er dog først med snevejret et godt stykke inde i første akt, at forestillingens balletdel rigtig løfter sig. Det er længe at vente, men så bliver man til gengæld også belønnet.

Puffede snefnug på tå

Med fin hilsen til Flemming Flindt kommer sneflokke vrimlende i form af snefnugslette ballarinaer i de fineste puffede sneboldskørter. Nu får vi for alvor, hvad vi er kommet efter: Et smukt, stjernefunklende winter wonderland, fanstastiske kostumer og en bjergtagende koreografi, der vækker minder om Svanesøen i storladen præcision, indtil Columbine, Harlekin og Pjerrot kommer til undsætning i deres store luftballon og sætter kursen mod det eksotiske Tivoli-land.

Ros til dronningen

Tivoli byder på alt fra kosakdans, spansk temperament og arabisk mystik, men andet akt ender med at blive lige vel opremsende og usammenhængende med mange verdensindtryk. Koreografien til den store pas de deux, danset sublimt af Angela Maree og Michael Revie, er aftenens smukkeste, og man forstår, hvorfor Bendixen har lånt den.

Dramaturgien understøttes fornemt af den scenografiske udnyttelse af det gamle København og Tivoli, og vores dronning fortjener også stor ros for kostumerne, hvor der modigt er leget med farver og former.

Undertegnede sidder trods dette alligevel tilbage med en følelse af, at eventyret ikke er det samme uden et levende orkester til for alvor at få Tjajkovskijs iørefaldende melodier ud over rampen.

 

’Nøddeknækkeren’. Tivolis Koncertsal. Koreografi: Peter Bo Bendixen. Scenografi og kostumer: Dronning Margrethe. Dramaturg: Henrik Lyding. Musik: Pjotr Iljitj Tjajkovskij. Medvirkende: Pantomimeteatrets dansere og udvalgte internationale gæstedansere. Indtil 22. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu