Læsetid: 5 min.

Ud af omklædningsrummet

Jes Dorph-Petersens skifte til 3+ viser den tyngde, fodboldjournalistikken har opnået i de senere år
Intetsigende. Man kunne få den tanke, at der er skabt en negativ spiral, hvor tv-stationernes og sponsorernes øgede fokusering på turneringen er med til at kvæle spillernes vildskab og uforudsigelighed med det resultat, at vi som tv-seere udsættes for en lind strøm af indholdsløse lyninterview.

Intetsigende. Man kunne få den tanke, at der er skabt en negativ spiral, hvor tv-stationernes og sponsorernes øgede fokusering på turneringen er med til at kvæle spillernes vildskab og uforudsigelighed med det resultat, at vi som tv-seere udsættes for en lind strøm af indholdsløse lyninterview.

22. november 2012

Hvis man tror, at noget som helst er overladt til tilfældighederne, når der afvikles kampe i den fineste europæiske klubturnering, Champions League, så skulle man prøve at kaste et blik på den omfangsrige manual for turneringen, som det europæiske fodboldforbund UEFA har udgivet.

Fordelt på knap hundrede tætskrevne sider finder man her en beskrivelse af alle tænkelige forhold, der har med kampen at gøre, lige fra designet af spillertrøjerne til den eksakte placering af kameraerne på stadion. Og dokumentet understreger dermed, at alle Champions League kampe styres efter et stramt koncept, der skal sikre, at opgørene i det europæiske fodboldforbunds prestigeturnering tager sig ens ud, hvad enten de bliver afviklet på Old Trafford, Bernabeu eller på et stadion langt ude på de russiske stepper.

Sådan må det nødvendigvis være, når fodbolden rykker ud af sportens verden og bliver til et spørgsmål om varetagelse og præsentation af de multinationale brands, som repræsenteres af klubberne og den lille gruppe af virksomheder, der finansierer turneringen med kæmpemæssige sponsorater (og som i parentes bemærket belønnes med reklameskilte i så markant overstørrelse, at man på flere stadions må undlade at sælge billetter til de forreste stolerækker, fordi tilskuerne ikke kan skue ud over kanten på de specialdesignede sponsorskilte).

Fra lavstatus til højprofileret

Både klubber og sponsorer er i dag globale forretninger med milliardomsætninger, marketingafdelinger, højtlønnede nøglemedarbejdere og trofaste aftagere af deres produkter verden over, og i Champions League har de ved UEFA’s mellemkomst fundet den perfekte ramme til at sælge deres produkter til masserne, hvad enten det drejer sig om fodboldspil, olie fra Rusland eller tyske dåsepilsnere.

I sådan et setup – hvor der dystes om vældige summer hver eneste uge, når showet ruller over alverdens fodboldskærme – er der ikke plads til fejl eller tilfældigheder, og det smitter naturligvis også af på de tv-programmer, der bliver bygget op omkring fodboldtransmissionerne, herhjemme først og fremmest udsendelserne på kanalen 3+, der er hovedrettighedshaver til Champions League-kampene. Det vakte opsigt, da kanalen før denne sæson udskiftede Peter Schmeichel med den tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen som ankermand på programmet, men det burde det ret beset ikke gøre, for netop Dorph-Petersen er netop garant for den glatte, professionelle form, som Champions League-konceptet efterspørger.

I Schmeichel havde programmet en langt mere kantet og utrænet (nogle ville sige autentisk) personlighed. Og selv om de programansvarlige ikke har villet forklare, hvorfor de udskiftede ham, så lyder det troværdigt, når unavngivne kilder forklarer, at Schmeichel aldrig formåede at flytte dækningen »ud af omklædningsrummet«. Med Schmeichel som vært og Preben Elkjær og Brian Laudrup som ekspert-kommentatorer befandt vi os mentalt og sprogligt stadig i fodbolduniversets mest private rum, omklædningsrummet, med dets indforståede jargon og drengerøvsprægede humor.

Men det var tydeligvis ikke her, at cheferne på tv-stationen ønskede, at deres dyre og prestigefyldte program skulle befinde sig. Og derfor blev Jes Dorph-Petersen hentet ind for at give Champions League-udsendelserne et mere elegant og professionelt udtryk.

Samtidig er den tidligere TV 2-værts tilstedeværelse også et udtryk for, hvor meget sportsjournalistikken egentlig har udviklet sig i de senere år. Før i tiden blev fodboldjournalistik betragtet som et journalistisk lavstatus-område for midaldrende mænd (og kun mænd!), der i særligt afgrænsede reservater kunne pleje deres lidenskab for sporten ved at skrive kampreferater og afvikle stort set ukritiske interview med spillerne.

I dag er sportsjournalistikken et af de områder, som medierne bruger flest kræfter og ressourcer på at profilere sig på. Vi bliver bombarderet med sport på alle tænkelige platforme døgnet rundt. Og ingen blinker, når landets mest populære og respekterede nyhedsvært forlader sin stilling på TV 2 Nyhederne for at blive ankermand på et reklamebåret fodboldprogram.

Dorph-Petersens skifte illustrerer, at europæisk topfodbold i dag har fået en kommerciel og nyhedsmæssig tyngde, der bringer den på linje med traditionelt tunge nyhedsområder som politik, økonomi og internationale forhold.

Det gør ingen forskel, om Jes Dorph-Petersen beretter om den seneste udvikling i Afghanistan-krigen, finanslovsforhandlingerne eller skadessituationen i Arsenal. Alting er lige vigtigt.

Nej, der hvor Dorph-Petersen har et problem, er med bidraget fra programmets egentlige hovedpersoner, nemlig storklubbernes spillere. Og det er sådan set ikke kun den tidligere TV 2-studievært, der har det problem. Det har hele konceptet.

En paradoksal tidsalder

Samtidig med at tv-stationerne og sponsorerne har opprioriteret deres engagement i turneringen, har man nemlig kunnet notere sig et dynamisk modsvar fra spillerne, der har distanceret sig fra hele medieshowet og trukket sig længere og længere ind i sig selv.

I gamle dage var spillerne – selv på topniveau – langt mere tilgængelige for pressen, end det er tilfældet i dag. Som Preben Elkjær formulerede det for nylig: »Vi var glade, når der kom journalister, for så slap vi for at kede os. Så havde vi nogen at tale med.«

I dag er klubbernes topspillere beskyttet af en hær af agenter, presseofficerer og sikkerhedsvagter, og når de endelig stiller sig til rådighed for pressen i korte (og i UEFA’s manual strengt definerede) medie-seancer, er de som regel nogenlunde lige så velartikulerede og udtryksfulde som deres kloner i PlayStation-spillene.

Man kunne få den tanke, at der er skabt en negativ spiral, hvor tv-stationernes og sponsorernes øgede fokusering på turneringen er med til at kvæle spillernes vildskab og uforudsigelighed med det resultat, at vi som tv-seere udsættes for en lind strøm af indholdsløse lyninterview. Et faktum er det i hvert fald, at originalerne og anarkisterne i fodboldverdenen bliver færre og færre, hvilket selvsagt hæmmer et program, der netop er bygget op omkring timelange op- og nedtakter efter hver uges udvalgte kampe. For hvem gider ærligt talt se Lionel Messi mumle sig gennem endnu et pligtinterview?

Vi befinder os i en paradoksal tidsalder, hvor fodboldspillet er i en rivende udvikling inde på grønsværen, samtidig med at aktørerne optræder stadig mere karakterløst uden for banen.

Det er en udfordring, som 3+ endnu ikke har fundet svaret på, og derfor må vi indtil videre leve med glatte og humorløse optakter til i øvrigt ofte fremragende fodboldkampe.

Heldigvis er det begivenhederne inden for kridtstregen, der tæller!

 

UEFA Champions League Goal Show. TV3 +, tirsdag og onsdag, kl. 22:35 til 00:00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu