Læsetid: 3 min.

Poesiens dunkle danser

Pentti Saarikoskis sidste digte på dansk
23. november 2012

Den sagnomspundne finske digter Pentti Saarikoski (1937-83) er efterhånden fyldigt og fyndigt repræsenteret på dansk med prosa og poesi, uregerlige tekster, der blotter de intimt kropslige og sjælelige rørelser på et kludetæppe af klassisk humanistisk lærdom og tætte forbindelser med samtidens litterære og politiske strømninger af radikalitet. Der er tale om et mægtigt felt fra Homer, Aristoteles, græsk og latinsk poesi over Whitman, Rimbaud, Ezra Pound, James Joyce, Henry Miller og beatgenerationens Allen Ginsberg for blot at nævne nogle få. Selv var han storoversætter med ubegribelig arbejdsevne. Herakleitos blev en husgud værdig som navngiver til en af hans katte, mens formlen ’alting flyder’, mest falder i tanken hos os andre. For Saarikoski flyder ordene i tilsyneladende impulsive strømme af erotiseret tæthed, overraskende forbindelser og suggestivt nærvær i talte tonegange. Det fremstod stærkt i de to prosabøger, der kom samtidigt på dansk i 2008, Brev til min hustru fra 1962 og Det yderste Europa (1982), den sidste skrevet på øen Tjörn i Bohuslän, hvor han slog sig ned med sin sidste hustru Mia Berner, sammen med hvem han i øvrigt oversatte sine tre afsluttende digtsamlinger til svensk, dem, der nu foreligger samlet på dansk. De er gengivet fra finsk af den fortjenstfulde Helena Idström, der er kendt for sine storartede oversættelser af bl.a. Sofi Oksanens og Kari Hotakainens romaner.

Dansende digte

Selv har digteren med god ret valgt fænomenet dans som en ledetråd i titlerne, Dansegulvet på bjerget, Spil op til dans og Den dunkles dans, samlet under fællestitlen Tiarnia, en latiniseret form af Tjörn. Det skal desuden ikke glemmes, at Hilkka og Bent Søndergaard med Den gale mands hest og andre digte (1999) har oversat et fyldigt udvalg af alle hans tidligere samlinger siden debuten i 1958.

Jeg vil aldrig blive mine digte værdig

jeg hoster og stønner

mens de trækker vejret frit

jeg går rundt og lusker

de kender deres eget værd

håner mig

Og videre kontrasterer han sin livsførelses myte med poesiens: ”mens den europæiske digterkongres hylder dem/ligger jeg på en parkbænk og skider i bukserne” - et overtydeligt udtryk for et spændingsforhold mellem liv og digt, der stadig handler om hinanden gennem vandringer i en broget verden af natur, ting, dagligdag, ord, lærdom i frie associationer, så de ”forvredne stive tøjstykker hænger på snoren som sanskritiske skrifttegn” og skuret er et opbevaringssted for fortidens efterladenskaber, fragmenter, som det haster at få stykket sammen. Der er en friskhedens finhed og råhed over billedsproget, når han lytter til, hvordan havet nægter at fryse til, og mælkevejen ser ud, som om nogen har strøet en nævefuld salt ud over himmelhvælvet.

Landskabets skrift

Digtene er af varieret længde, korte notatagtige iagttagelser, som studier i landskabets skrifttegn, situationer uden egentlig pointe, men med blikkets umiddelbare præcision. ”Fuldmåne sidst i februar og sne/ lysere end midsommerens nætter”, længere forløb i enkelsproget fortrolighed som en vandring, endda som en selvfølgelig, dansant spankuleren i et lærd univers, som var alt tidløst til stede på én gang - nordisk glødende, internationalt i klangen, tungsindigt og glasklart, en finsk tavshed gjort veltalende i en frihedens musikalske knækprosa.

Den kan også antage fortællingens, anekdotens karakter, som i den lakoniske beretning om et af stalintidens ofre, den finske politiker Edvard Gylling. ”Jeg forsøger at tale så enkelt, at selv en voksen kan forstå det”, står der i den sidste digtsamling, Den dunkles danse, der lader ane dødens nærhed, men snarest som et lys, der insisteres på, som en stadig bevægelse, ”spindelvævet hænger fra hans fingre, mens han danser, han danser gennem den sætning han har skrevet”, og der danner sig svævende fantasier, antydede fortællinger i genkommende billeddannelser som mycelium af forbindelser mellem ord, ideer, vækster med svampen som stadigt element. En mishandlet krops raserede sensitivitet som dunkle impulser i særlig skønhed.

Tiarnia er en bog indeholdende så mange af 1960’er-modernismens træk med det særlige beat af ekstrem sanse- og bevidsthedsudvidelse i hippiestil, verbalt tøjret til en ellers skrøbelig dannelsestradition. En høj pris betalt af digteren med den karakteristiske kabuds og det broderede pandebånd, symptomer på selvkravet om at holde sammen på en verden i opbrud.

Peter Laugesen har endnu en gang skrevet et medvidende forord om den finske digter, som han genkender i den moderne skriftverden, han selv er dybt fortrolig med, en form at skrive sig hen til, ”hvor det er muligt at acceptere, at tingene er som de er”.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu