Men nu er det Rolsted

Smukt: Jonas Rolsted debuterer med korte prosastykker, snart fortællende, snart opløste som sand på stranden. Det er smukt, stilfærdigt og vidtfavnende
Sandkorn. Rolsteds sætninger er som sandkorn, oprindeligt kommer de hvor som helst fra, fra andre tidsaldre, fra den anden ende af jordkloden. Der kunne være små glasskår mellem dem. Men nu glider de gennem ens fingre.

Sandkorn. Rolsteds sætninger er som sandkorn, oprindeligt kommer de hvor som helst fra, fra andre tidsaldre, fra den anden ende af jordkloden. Der kunne være små glasskår mellem dem. Men nu glider de gennem ens fingre.

Sven Halling
2. november 2012

De bedste stykker i Jonas Rolsteds imponerende debut Flex Death er også de mest flimrende, dem finder man i bogens første og sidste afsnit. De øvrige afsnit – der er ti i alt – består hver af tredive små, nummererede prosastykker, nogle gange bare en sætning, nogle gange en halv sides penge, som samler sig om en rød tråd. Dér er der næsten altid et stabilt jeg, et rum bag udsagnene.

Men til start og slut strømmer prosaen af sted med ultrakorte sætninger, tit bare små fragmenter af en sansning, en tanke eller en scene. Det kunne være forvirrende, og det er det vel også, men især giver det en døsig fornemmelse af en solvarm bevidsthed. Rolsteds sætninger er som sandkorn, oprindeligt kommer de hvor som helst fra, fra andre tidsaldre, fra den anden ende af jordkloden. Der kunne være små glasskår mellem dem. Men nu glider de gennem ens fingre:

»Et sprog kræver at man taler det. Bed, så skal der gives jer. En stats historie. En mand glider frem bag en bil som en klitoris bag en finger. De bløde træk som langsomt vinder hårdhed. Jeg sidder i græsset og tager sokker på. Solen er lav og hvid. Hvidt, hvidt, hvidt. Som den scene hvor Rasmus Klump laver nordlys ved at hælde sne i en maskine og dreje rundt på et håndtag. Oboens nasale klang. Smykker forklædt som våben. Det er varmt og kvinder bærer børn og glas med kaffe ud i solen.«

Og sådan fortsætter det, sidevis. Der føles lykkeligt sådan at flyde med i disse siders forskelsløse drift fremad. Den følelse er værd at hæge om. Den er alligevel ret sjælden at møde i litteraturen. Så neddæmpet og så godt kan Jonas Rolsted altså skrive.

Om digterliv og piger

Men han kan også skrive på andre måder. I mange af bogens midterstykker skifter han gear, så bliver sætningerne mere omstændelige. Så får prosaen noget omhyggeligt og afsøgende over sig, hvad enten afsnittene så kredser om digterliv og piger, om barndommen, om den alkoholiserede far eller om at arbejde i hjemmeplejen.

Eller, det sker i afsnit fem og føles som et vildt skred, genfortæller historien om Perpetua, en tidlig kristen martyr. Her er sandkornenes æstetik i øvrigt på spil i stort format: Rolsted kan skrive den antikke historie ind i sin bog, så fremmedartet den end er, fordi han skriver den med nøjagtig de samme greb som dem, han brugte for at skrive om druk og om solens flimmer. Formen favner det hele. I al sin stilfærdighed er der noget virtuost over dén præstation.

Stykket fra hjemmeplejen er ellers et højdepunkt i Flex Death. Med et virkelig fint, stilfærdigt tonefald får Rolsted langsomt opløst grænsen mellem de ansatte og klienterne, og også opløst alle fordomme om, hvordan det arbejde kan være. Det kan være fornedrende, ja, men også meget andet.

»Men det er et indviklet væv af følelser det arbejde afsætter i mig. Først og sidst nogle meget dybe stød af lykke,« skriver han. Og lader i øvrigt mange af afsnittets tredive små stykker kredse om den kunst, klienterne er optaget af – og om de ansattes fyringer, deres usikkerhed og druk.

Åben afsøgning

Det virker tilfældigt, om de her mennesker befinder sig på den ene eller den anden side. Men Rolsted vil ikke socialrealismen, tværtimod. Afsnittet fungerer som en nærmest lyrisk eller i al fald helt åben afsøgning af de følelser og tilstande, de øjeblikke af fortabthed og tøven og nærhed, der også befandt sig dér, midt i arbejdet.

Og som vores forestillinger om velfærdens maskinrum sjældent har plads til. Det kan Rolsted og hans søgende, solvarme sætninger altså også.

Hvad mere? Enkelte udtryk løber som ledetråde gennem hele bogen, »Men nu er det forår«, »Sætning og modsætning«, »Et nyt samfund kræver et nyt sprog«. Solen og mørket og den måde, mørket kan stråle ud af tingene, vender tilbage igen og igen. Et enkelt afsnit har klare systemtræk – antallet af ord i de nummererede stykker tæller op fra et til femten og ned igen, så måske gemmer der sig en form for systemdigtning bag flimmeret af sætninger og antydede historier.

Jævnligt slår stilen ud i nogle virkeligt ekstravagante billeder. »Min mund er et lys der flakker rundt i kaffens mørke«, »Alderen åbner naturen«, den slags. Men også her er der noget roligt, noget kontrolleret og nærmest neddæmpet over stilen.

Hos Jonas Rolsted holder sætningen styr på sit indhold. Det er der ikke noget galt i. Flex Death er en skarpt komponeret, ekstremt stilsikker debut, smuk, stilfærdig og vidtfavnende.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Jonas Rolsted

Gyldendal

96 sider

199,95 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu