Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

De særligt uegnede

En fortælling om Kirkens Korshærs arbejde for de svageste
Kultur
21. november 2012

Der ville næppe være nogen inden for det kirkelige, som i dag ville finde på at kalde en ny kirkelig social hjælpeorganisation for en ’kors-hær’. De to ord sat sammen lyder for mærkeligt. Alligevel står der hos mange – selv uden for det kirkelige – stor respekt om den hjælpeorganisation, som nu i præcis 100 år har taget sig næstekærligt af nogle af de dårligst stillede mennesker på samfundets bund. Dem, andre helst ikke vil have med at gøre, men som i korshærens optik er fuldgyldige medlemmer af både samfundet og Vorherres menighed. Det er det synspunkt, der har været udgangspunkt og ledetråd i arbejdet, hvis historie nu er nedskrevet af den tidligere P1-chef Finn Slumstrup.

Det var det helt rigtige valg at lade Finn Slumstrup skrive bogen om Kirkens Korshær. Slumstrup kalder bogen en fortælling, og det er netop, hvad den er – til forskel fra en videnskabelig afhandling for slet ikke at tale om en tandløs og uinspireret redegørelse for det historiske forløb, hvilket man godt kunne frygte for et jubilæumsskrift. Slumstrup fremstiller korshærens arbejde med indføling uden at være ukritisk eller forherligende. Bogen er ligeledes vidunderligt fri for nedladende og bedrevidende indgangsvinkler over for det kirkelige, hvad der ellers havde været fristende for mange, for det er godt nok nogle originaler, der i 1912 påbegynder det kirkelige vækkelsesarbejde for byernes svageste. Syv kvinder og fem mænd (ret interessant kønskvotering anno 1912) gik løs på deres samtids sociale armod ud fra en klar overbevisning om, at de ville og kunne hjælpe andre ud af den elendighed, der dengang var større, end de fleste nok i dag gør sig forestillinger om.

Ikke indignationen

’Social indignation’ ville man måske kalde det i dag, men det er ikke en synsvinkel, der dækker. Kirkens Korshærs første folk var socialt bevidste, ofte langt mere end meget af samtidens øvrige kirkelighed, men de var først og fremmest drevet af en overbevisning om, at tilværelsens mening var at hjælpe de nødstedte. Det er det, de selv siger, og Slumstrup lader ildsjælene komme til orde. Han fortæller, hvad der skete, og hvordan de første af hærens folk så sig selv. Under overskriften ’Hvad vi vil’ erklærede de bl.a. følgende: »Svaret er let: vi vil tjene Jesus. Hvorfor? Fordi vi elsker ham med hele vort hjerte, og fordi han elskede os først«. Og videre: »Men når spørgsmålet bliver om måden at tjene Jesus på, da svarer vi: ’Det andet bud er lig det første: Du skal elske din næste som dig selv’. Fordi vi elsker ham, elsker vi også de mennesker, han elsker«.

Så direkte og bevidst enfoldigt beskrev man det, der vist i dag ville blive kaldt for virksomhedens ’mission’ og ’vision’. Hvis de fattige ikke ville komme til kirken, fordi de oplevede kirken som et reservat for de velhavende (en ikke ualmindelig betragtning i samtidens storbyer), så måtte kirken komme til de fattige. Det gjorde man med mission i gader og gårde, bogstaveligt talt.

Det var også på den tid, man arrangerede vækkelsesmøder, som havde en imponerende tilslutning. Det var en af de markante skikkelser fra disse vækkelsesmøder, præsten Hans Peter Mollerup (københavneviddet havde naturligvis døbt ham ’vækkeuret’), der satte sig i spidsen for arbejdet for de socialt mest udsatte. Med en imponerende uforfærdethed gik man løs på opgaverne i de fattigste områder i byen på beværtninger, herberger og logihuse. Organiseringen var ikke altid helt på plads, og man var sjældent klar over, hvordan man helt præcis skulle skaffe pengene til de projekter, man havde indledt, men de kom alligevel, og i løbet af korshærens første periode steg omsætningen ud over alle forventninger. Fra 1915 til 1919 var stigningen således 800 pct., og fra 12 medarbejdere i 1912 var der i 1919 367 aktive.

Revsende chefer

Kirkens Korshær har som sagt beholdt et godt ry i befolkningen. Der er som regel opmærksomhed omkring korshærschefernes udtalelser, når de revser en rå tids negligeren af de udsattes og svages ret og værdighed. Man er som i hærens første dage ikke bange for at bruge store ord, nogle gange måske ud fra en betragtning, der sætter tingene vel markant op, men alligevel; der er da schwung over det, når den nuværende chef Helle Christiansen bl.a. udtaler, at man i det kirkelige hjælpearbejde, diakonien, må være »fortaler for nødlidende mennesker og må gå i rette med det og dem, der ødelægger liv«, og når samme chef siger, at kirkelig »diskretion er ikke en dyd, men en last, der afsnører folkekirken fra en evangelisk dynamik.« Det er da ikke forkert.

Finn Slumstrup: ’Dér, hvor ingen andre er – en fortælling om Kirkens Korshær’. Unitas forlag. 462 sider, 299 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her