Den stærkes ret i Neuengamme

I den første bog på dansk om KZ-lejren Neuengamme giver Peter Langwithz Smith en solid indføring i de uværdige forhold, der livslangt kom til at præge de danske fanger
I den første bog på dansk om KZ-lejren Neuengamme giver Peter Langwithz Smith en solid indføring i de uværdige forhold, der livslangt kom til at præge de danske fanger
9. november 2012

»Vi kunne stadig ikke se andet end de pæne barakgavle. Alt andet lå i buldrende mørke. Da tændtes pludselig en projektør mellem barakkerne, og i denne lysstråle så jeg et syn, der fik alle drømme om en ny Frøslevlejr til at forsvinde for altid. I lyskeglen så jeg 6-8 mennesker beskæftiget med et eller andet. Deres påklædning var så grotesk, at man fristedes til at trække på smilebåndet. Bukserne stumpede lige under knæene. De var påsyet brogede lapper fra andre klædningsstykker. De havde ingen strømper på, men kun nogle mærkelige træsko, som de vaklede afsted på. Jakken var åben og påsyet eller bemalet med lapper i alle farver og former. Skikkelserne, som vi så lidt på afstand, var magre og sammensunkne, og i det skarpe lys så de mærkelig grå ud i ansigterne, og deres bevægelser var døde og uvirkelige. Pludselig opdagede jeg, hvad skikkelserne var beskæftiget med. De slæbte lig! Jeg så kun sceneriet i det øjeblik, vi passerede mellemrummene mellem barakkerne, men det var nok til, at det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg var ankommet til den berygtede koncentrationslejr Neuengamme syd for Hamburg.«

Sådan beskriver David Hejgaard sit første indtryk af kz-lejren Neuengamme efter at være blevet deporteret fra Frøslevlejren den 20. oktober 1944. Andre deporterede har hæftet sig ved en karakteristisk, gennemtrængende og allestedsnærværende stank – en blanding af rådne roer (hovedingrediensen i den uhumske og næringsfattige lejrsuppe), menneskelige ekskrementer og uddunstninger (som følge af dårlig hygiejne, underernæring og sygdom) og ligrøgen fra krematoriet.

Neuengamme har stadig en traumatisk klang i mange danske familier, for af de næsten 6.100 deporterede danskere under besættelsen stiftede omtrent de 5.500 bekendtskab med lejren. Enten fordi de fra september 1944 blev deporteret hertil, eller fordi de kortvarigt opholdt sig i lejren i forbindelse med evakueringen med De Hvide Busser mod slutningen af krigen. Kun kommunisterne i Stutthof og jøderne i Theresienstadt kom aldrig til Neuengamme.

På den baggrund kan det undre, at der aldrig er udkommet en bog på dansk om lejren. Ganske vist har der med Jørgen H. Barfods klassiker Helvede har mange navne foreligget ansatsen til en sådan, ligesom talrige fangeberetninger er blevet publiceret, men en grundig monografi på dansk har manglet. Det råder Peter Langwithz Smith nu bod på med Neuengamme Koncentrationslejren 1938–1945.

Arbejde ind i døden

Bogen folder lejrens historie ud fra etableringen i 1938 som en såkaldt udekommando under Sachsenhausenlejren ved Berlin, over ’opgraderingen’ til stamlejr for fortrinsvis rigstyske politiske og kriminelle fanger til en kæmpelejr for fanger fra de tysk-besatte lande i 1944, hvor der tillige oprettedes mere end 80 udekommandoer under Neuengamme i det nordtyske område–alle i tilknytning til en arbejdsindsats. Fra 1942 ansås fangerne nemlig først og fremmest som et vitalt arbejdskraftstilskud til den tyske krigsøkonomi. Godt 100.000 mennesker kom til Neuengamme. Ca. halvdelen overlevede det ikke.

Sin fremstilling bygger forfatteren i al væsentlighed på publiceret materiale, især to tyske monografier om Neuengamme, men også en lang række videnskabelige artikler og publicerede fangeberetninger. Dette fremgår klædeligt af såvel teksten som det glimrende noteapparat.

For en, der som anmelderen i en årrække har beskæftiget sig med Neuengamme i embeds medfør, rummer bogen derfor ikke opsigtsvækkende nyt. Men Peter Langwithz Smiths ubønhørlige, detaljerede, systematiske (og undertiden temmelig repetitive) oprulning af sit emne formåede ikke desto mindre at deprimere anmelderen, som ellers troede sig galvaniseret. Ikke mindst fordi Smith formidler den menneskelige fornedrelse i kz-lejren ved at lade kilderne (primært fangeberetninger) tale for sig selv. Vi kommer tæt på SS’erne, på indkvarteringen af fangerne, på dagligdagen, herunder arbejdet, på mishandlingerne, afstraffelserne og henrettelserne, sulten, sygdommene og på udekommandoerne, hvor forholdene om muligt var endnu værre end i stamlejren.

Råt fangehierarki

Man får i det hele taget et godt indblik i de helt specielle psykosociale mekanismer, der kom til uhæmmet udfoldelse i koncentrationslejrverdenen. Alt var gennemsyret af råhed og grænseløs egoisme. Her herskede jungleloven – og nærmeste plageånd var som regel en ’overfange’ eller en ’kapo’, dvs. en medfange fra det såkaldte fangeselvstyre, som var udpeget af SS, og som sammen med SS udgjorde toppen i det bizarre kz-hierarki.

Med fangeselvstyret og med inddelingen af fangerne i forskellige kategorier–politiske, kriminelle, asociale, homoseksuelle, Jehovas Vidner osv.–er vi ved selve kernen i kz-lejrens nederdrægtighed. For med dette hierarki opildnede SS fangerne til en nådesløs og rå intern magt- og overlevelseskamp. Kampen drejede sig om de knappe fødevarer, og som regel stod den mellem de to stærkeste fangekategorier, de ’politiske’ og de ’kriminelle’. Hvor de kriminelle vandt, var forholdene som regel (men ikke nødvendigvis) de værste. Nationalitetsmangfoldigheden i lejren gav også anledning til megen splid fangerne imellem, ofte opmuntret af SS. Kun ’Bibelforskerne’, som Jehovas Vidner blev betegnet af SS, synes som gruppe betragtet at have bevaret deres menneskelighed (eller måske netop ikke?): De nægtede, trods pinsler, ydmygelser og fristelser, at anerkende SS og jungleloven som en højere myndighed end Jehova. Formentlig fordi de opfattede kz-lejren som Jehovas afgørende prøvelse af dem.

Vejen til overlevelse

I den nyere tyske forskning betegnes fangerne i fangeselvstyret som ’Funktionshäftlinge’, altså funktionsfanger, ud fra en betragtning om, at også disse fanger var ofre. Der var altovervejende tale om rigstyske kriminelle og politiske fanger, som havde siddet i kz-lejr i mange år. Betegnelsen, som Smith også konsekvent anvender, kan forekomme en anelse eufemistisk, når man betragter deres virksomhed i almindelighed.

Men vejen til overlevelse var enten at opnå status som overfange–eller i det mindste at stå på god fod med dem. Det kunne man for eksempel komme til ved bestikkelse med tobak og madvarer, herligheder som de danske fanger i en vis udstrækning havde adgang til på grund af de såkaldte Røde Kors-pakker. Pakkerne gjorde de danske fanger ombejlede, misundte og ofte forhadte blandt de øvrige fanger.

Sære udeladelser

Det er velbegrundet, når Smith ser med en vis skepsis på begreber som ’fangesolidaritet’ og ’modstand’ i Neuengamme-universet. Man kunne måske efterlyse en endnu hårdere udfordring af den diskurs, som langt hen ad vejen er et resultat af de tidligere (fortrinsvis kommunistiske) ’Funktionshäftlinges’ efterkrigstidsmonopolisering af Neuengammes (og andre kz-lejres) historie.

Og hvorfor delagtiggør forfatteren ikke læseren i de overvejelser, han må have gjort sig, da han valgte at stille skarpt på udekommandoerne Husum-Schwesing og Ladelund, begge lejre, som lå umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, men kun med danske fanger i førstnævnte? Eller hvorfor han i detaljer følger de 141 deporterede danske grænsegendarmers skæbne, men stort set forbigår den, der overgik de 450-500 danske ’asociale’ og ’kriminelle’, der blev deporteret til Neuengamme fra efteråret 1944? Fanger Smith i det hele taget kun omtaler marginalt? Når han samtidig hævder, at der kun befandt sig 100 ikke-tyske ’kriminelle’ fanger i lejren (s. 54), giver denne undladelse et skævt billede af sammensætningen af de danske fanger i Neuengamme.

I sin helhed giver Smiths bog dog en solid og grundig indføring i lejren og de uværdige forhold, der livslangt kom til at præge også de danske fanger og disses nærmeste. Få slap umærkede fra erkendelsen af, hvor tynd kulturfernissen er. Også for læseren vil denne erkendelse formentlig være ubehagelig og tankevækkende.

 

Henrik Skov Kristensen er overinspektør ph.d., Frøslevlejrens Museum/Nationalmuseet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Peter Langwithz Smith
Informations Forlag
608 sider
kr. 399

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu