Stævnemøde med DDR

Hvis man har en forestilling om livet i DDR som en traurig trummerum i et åndeligt set betongråt bylandskab, kun afbrudt af pruttende Trabanter og Stasis lejlighedsvise henrettelser, er Barbara en velkommen overraskelse.

Christian Petzolds Sølvbjørn-vinder fra filmfestivalen i Berlin er den seneste i rækken af særdeles vellykkede film om østtyskernes tilværelse i 1980’erne. I 2003 kom Goodbye Lenin! og tre år senere Florian Henckel von Donnersmarcks drama De andres liv. Umiddelbart er Barbara mindre original end den førstnævnte komedie om en ung mand, der af hensyn til sin syge mor skjuler sandheden om Murens fald, og sidstnævnte Oscarvinder om en dramatiker og en Stasi-agent, hvis menneskelighed vækkes af dennes kunst.

Men mindre kan gøre det, fordi Barbaras nedslidte provinshul blandt almindelige DDR-borgere er rigt på menneskelig tekstur og nuancer i både persontegningen og i Petzolds faste fotograf Hans Fromms billeder af vindblæst hverdagslig natur. Og fordi filmen bærer levende præg af, at instruktøren tilbragte sin barndoms sommerferier i DDR. Den 52-årige tysker har tidligere gjort sig bemærket med det klichéprægede trekantsdrama Jerichow, en opdateret version af Postbuddet ringer altid to gange, der var i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Venedig i 2008. Her havde hans foretrukne skuespiller, 37-årige Nina Hoss, ikke meget at gøre. Det har hun som Barbara.

Tvangsforflyttet

Efter at have søgt om tilladelse til at immigrere til Vesten, er dr. Barbara Wolff blevet idømt fængsel og frataget sin stilling på et hospital i Berlin. Derefter tvangsforflyttes hun til et underbemidlet sygehus i en lille by i ved den baltiske kyst. Over for sin nye chef, lederen af børneafdelingen, André Reiser (Ronald Zehrfeld), gør hun sig ingen umage med at skjule mistilliden i sine enorme, vagtsomme øjne. Han er en tiltrækkende bamset mand, som dog snart afsløres i at rapportere om hende til den lokale Stasi-officer (Rainer Bock). Schütz, som han hedder, finder personlig nydelse i at ransage Barbaras hjem, mens en konet assistent trækker i gummihandsker og beordrer hende ud på badeværelset. Også derfor møder storbylægen sine nye omgivelser med demonstrativ distance, hvad der får André til at advare hende mod at skille sig ud.

Barbaras mål er at flygte til Danmark med hjælp fra sin vesttyske elsker Jörg (Mark Waschke), som hun møder hemmeligt i den nærliggende skov. Men hun er også et engageret menneske og en dedikeret læge, og da pigen Stella (Jasna Fritzi Bauer) flygter fra ungdomsfængslet og kommer til hospitalet med meningitis, knyttes bånd hen over Stellas sygeleje. Det er uvist, hvad Andrés ærinde er, da han leverer en analyse af en Rembrandt-reproduktion for Barbara på sit kontor. Hans konklusion på »Dr. Tulps anatomilektion« – at kunstnerens sympati lå hos liget og ikke hos retsmedicinerne i færd med at obducere det – antyder, at også doktoren med Stasi-relationen hylder mennesket frem for systemet.

Mens de Deutschmark, Jörg giver hende, og som hun skjuler under en sten ved stranden, bliver flere og flere, og dagen for flugten nærmer sig, intensiveres Barbaras dilemma.

Christians Petzolds film lever i kraft af Nina Hoss’ magnetiske tiltrækningskraft og begavede, tilbageholdte, erotiske udstråling. I kabelstrikket mørkeblå cardigan og med opsat hår og sin ikke blå, men vistnok grønne cykel ekkoer hun modstandsbevægelsens heltinder. Takket være de få, nøje udvalgte virkemidler, som Christian Petzold fortæller sin historie med, forfalder Barbara dog ikke til kulørte krigsberetninger a la Regine Deforges’ Pigen med den blå cykel. Og filmen undgår også den sædvanlige brunkålsfarvede miljøtegning af DDR.

Frisk og autentisk

Relationerne på hospitalet skildres med et andet nærvær end stævnemøderne med den velstillede vestlige forretningsmand. Og den nordtyske natur, der både er Barbaras fængsel og frirum, og de fuldmodne grøntsager på Andrés køkkenbord låner filmens realistiske tidsbillede en småberusende sanselighed.

Den velspillede og velskrevne Barbara er muligvis en anelse fortænkt. Men som periodedrama føles filmen alt i alt frisk og autentisk, også i kraft af sine detaljer. I en scene venter Jörgs partner ved sin blankpolerede bil, og en forbipasserende ’Osten’ standser for med lige dele beundring og væmmelse at kommentere det luksuriøse læderindtræk. Selv det tyske sprog er en nydelse i Petzolds film, som når den bløde André tøvende reflekterer: »De synes måske, at jeg førte mig lidt for meget frem lige før. Med demonstrationen af mine apparater og min billedanalyse ... ?«

Barbara er ikke uomgængelig, men Nina Hoss og hendes kryptiske frihedskæmpende kvinde gør en fængslende figur i en elegant og smukt fortættet film. Man bør unde sig selv en billet til Barbaras ikke så fjerne fortid.

Barbara. Instruktion og manuskript: Christian Petzold. Tysk. Premiere i biografer i større danske byer.