Hvis man har en forestilling om livet i DDR som en traurig trummerum i et åndeligt set betongråt bylandskab, kun afbrudt af pruttende Trabanter og Stasis lejlighedsvise henrettelser, er Barbara en velkommen overraskelse.
Christian Petzolds Sølvbjørn-vinder fra filmfestivalen i Berlin er den seneste i rækken af særdeles vellykkede film om østtyskernes tilværelse i 1980’erne. I 2003 kom Goodbye Lenin! og tre år senere Florian Henckel von Donnersmarcks drama De andres liv. Umiddelbart er Barbara mindre original end den førstnævnte komedie om en ung mand, der af hensyn til sin syge mor skjuler sandheden om Murens fald, og sidstnævnte Oscarvinder om en dramatiker og en Stasi-agent, hvis menneskelighed vækkes af dennes kunst.
Men mindre kan gøre det, fordi Barbaras nedslidte provinshul blandt almindelige DDR-borgere er rigt på menneskelig tekstur og nuancer i både persontegningen og i Petzolds faste fotograf Hans Fromms billeder af vindblæst hverdagslig natur. Og fordi filmen bærer levende præg af, at instruktøren tilbragte sin barndoms sommerferier i DDR. Den 52-årige tysker har tidligere gjort sig bemærket med det klichéprægede trekantsdrama Jerichow, en opdateret version af Postbuddet ringer altid to gange, der var i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Venedig i 2008. Her havde hans foretrukne skuespiller, 37-årige Nina Hoss, ikke meget at gøre. Det har hun som Barbara.
Tvangsforflyttet
Efter at have søgt om tilladelse til at immigrere til Vesten, er dr. Barbara Wolff blevet idømt fængsel og frataget sin stilling på et hospital i Berlin. Derefter tvangsforflyttes hun til et underbemidlet sygehus i en lille by i ved den baltiske kyst. Over for sin nye chef, lederen af børneafdelingen, André Reiser (Ronald Zehrfeld), gør hun sig ingen umage med at skjule mistilliden i sine enorme, vagtsomme øjne. Han er en tiltrækkende bamset mand, som dog snart afsløres i at rapportere om hende til den lokale Stasi-officer (Rainer Bock). Schütz, som han hedder, finder personlig nydelse i at ransage Barbaras hjem, mens en konet assistent trækker i gummihandsker og beordrer hende ud på badeværelset. Også derfor møder storbylægen sine nye omgivelser med demonstrativ distance, hvad der får André til at advare hende mod at skille sig ud.
Barbaras mål er at flygte til Danmark med hjælp fra sin vesttyske elsker Jörg (Mark Waschke), som hun møder hemmeligt i den nærliggende skov. Men hun er også et engageret menneske og en dedikeret læge, og da pigen Stella (Jasna Fritzi Bauer) flygter fra ungdomsfængslet og kommer til hospitalet med meningitis, knyttes bånd hen over Stellas sygeleje. Det er uvist, hvad Andrés ærinde er, da han leverer en analyse af en Rembrandt-reproduktion for Barbara på sit kontor. Hans konklusion på »Dr. Tulps anatomilektion« – at kunstnerens sympati lå hos liget og ikke hos retsmedicinerne i færd med at obducere det – antyder, at også doktoren med Stasi-relationen hylder mennesket frem for systemet.
Mens de Deutschmark, Jörg giver hende, og som hun skjuler under en sten ved stranden, bliver flere og flere, og dagen for flugten nærmer sig, intensiveres Barbaras dilemma.
Christians Petzolds film lever i kraft af Nina Hoss’ magnetiske tiltrækningskraft og begavede, tilbageholdte, erotiske udstråling. I kabelstrikket mørkeblå cardigan og med opsat hår og sin ikke blå, men vistnok grønne cykel ekkoer hun modstandsbevægelsens heltinder. Takket være de få, nøje udvalgte virkemidler, som Christian Petzold fortæller sin historie med, forfalder Barbara dog ikke til kulørte krigsberetninger a la Regine Deforges’ Pigen med den blå cykel. Og filmen undgår også den sædvanlige brunkålsfarvede miljøtegning af DDR.
Frisk og autentisk
Relationerne på hospitalet skildres med et andet nærvær end stævnemøderne med den velstillede vestlige forretningsmand. Og den nordtyske natur, der både er Barbaras fængsel og frirum, og de fuldmodne grøntsager på Andrés køkkenbord låner filmens realistiske tidsbillede en småberusende sanselighed.
Den velspillede og velskrevne Barbara er muligvis en anelse fortænkt. Men som periodedrama føles filmen alt i alt frisk og autentisk, også i kraft af sine detaljer. I en scene venter Jörgs partner ved sin blankpolerede bil, og en forbipasserende ’Osten’ standser for med lige dele beundring og væmmelse at kommentere det luksuriøse læderindtræk. Selv det tyske sprog er en nydelse i Petzolds film, som når den bløde André tøvende reflekterer: »De synes måske, at jeg førte mig lidt for meget frem lige før. Med demonstrationen af mine apparater og min billedanalyse ... ?«
Barbara er ikke uomgængelig, men Nina Hoss og hendes kryptiske frihedskæmpende kvinde gør en fængslende figur i en elegant og smukt fortættet film. Man bør unde sig selv en billet til Barbaras ikke så fjerne fortid.
Barbara. Instruktion og manuskript: Christian Petzold. Tysk. Premiere i biografer i større danske byer.
"Og filmen undgår også den sædvanlige brunkålsfarvede miljøtegning af DDR."
Tjah.. brunkål var nok ikke DDR's største miljøproblem. Mon ikke brunkullene svinede mere.. ;-)
Det varer ikke længe før der kommer en reindspilning af: enter the dragon - med en kvinde i hovedrollen, naturligvis.
Pruttende Trabanter, så måske var det alligevel også brunkål.
"Selv det tyske sprog er en nydelse i Petzolds film" besynderlig bemærkning!
Tror anmelderen har haft lidt for travlt.
Filmen er så absolut tiden værd. Noget i retning af en 'uintellektuel' udgave af De Andres Liv.
Havde da jeg så filmen ganske svært ved at se sammenligningen mellem De andres liv og Barbara. De to film foregår i to meget forskellige tempoer, selvom det omhandler noget af det samme.
Hvis nogen overvejer at gå ind og se den, så lad være med at forvente 'De Andres Liv 2'. Barbara er noget helt andet og foregår i et meget mere 'dagligdags' tempo.
Tror anmelderen har haft lidt for travlt.
Filmen er så absolut tiden værd. Noget i retning af en 'uintellektuel' udgave af De Andres Liv.
Havde da jeg så filmen ganske svært ved at se sammenligningen mellem De andres liv og Barbara. De to film foregår i to meget forskellige tempoer, selvom det omhandler noget af det samme.
Hvis nogen overvejer at gå ind og se den, så lad være med at forvente 'De Andres Liv 2'. Barbara er noget helt andet og foregår i et meget mere 'dagligdags' tempo.
Tror anmelderen har haft lidt for travlt.
Filmen er så absolut tiden værd. Noget i retning af en 'uintellektuel' udgave af De Andres Liv.
Havde da jeg så filmen ganske svært ved at se sammenligningen mellem De andres liv og Barbara. De to film foregår i to meget forskellige tempoer, selvom det omhandler noget af det samme.
Hvis nogen overvejer at gå ind og se den, så lad være med at forvente 'De Andres Liv 2'. Barbara er noget helt andet og foregår i et meget mere 'dagligdags' tempo.
Hm, jeg synes egentlig ikke den lyder specielt nuanceret.
jeg tror jeg vil se filmen... den er ikke amerikansk.. det alene gør at filmen kan være værd at se.
at det så ikke er en voldsfilm.. er et plus... minuset er det erotiske ....
Erotisk udstråling kan måske være tilbageholdt.
Men hvordan kan den være "begavet" tilbageholdt. Der skulle måske have stået: "udspekuleret tilbageholdt"
Det kræver en vis begavelse at være udspekuleret! ;-)
Glæder mig iøvrigt til at se filmen.
Jo, måske nok.
Jeghæfter mig dog ved de udspekuleredede ting, som artiklen lader ane. Som når anmelderen siger: "Den velspillede og velskrevne Barbara er muligvis en anelse fortænkt...."
Ja, det tror jeg gerne. Det interessante er dog det ærlige og det lige ud tænkte, ikke det fortænkte.
Men ok., hvor meget kan man forlange.
"Og den nordtyske natur, der både er Barbaras fængsel og frirum..."
Hvordan kan man skrive sådan en sætning uden at spilde et eneste ord om hvad denne nordtyske natur er for en størrelse? Og hvordan denne natur kan blive til et fængsel?
Det kan man kun hvis man skriver til et tysk publikum. En tysker kan umiddelbart associere udtalelsen med visse socio-psykologiske træk. På samme måde som danskere associerer visse ting med eksempelvis begrebet "jysk". Koblinger som ikke giver meget mening udenfor pågældende sproglige referenceramme.
Anmeldelsen ligner en gang oversat copy-paste.
Hvis ikke den er direkte oversat, så har anmelderen i hvert fald skelet kraftigt til engelsksprogede anmeldelser. Hvorfra skulle udtryk som Deutschmark (typisk engelsk forvanskning af Deutsche Mark) eller den baltiske kyst (på tysk hedder det Ostseeküste, på dansk Østersøkysten) ellers stamme?