Læsetid: 3 min.

Et succesfuldt første møde

Engelske Edward Gardner gav faste rammer til kreativt spil i et program mættet af god musik
3. november 2012

Koncert

Torsdag aften havde publikum i Koncertsalen den ære at møde det forholdsvist unge dirigenttalent fra England, Edward Gardner, for første gang over for det danske radiosymfoniorkester i et dejligt program med Witold Lutoslawski, Sergej Prokofjev og Edward Elgar. Klassisk uden at være leflende klassisk. Den mest udfordrende del lå før pausen med Lutoslawskis Koncert for orkester og Prokofjevs violinkoncert, mens man efter pausen kunne læne sig tilbage med Elgars Enigma-variationer.

Gardner er ganske hot. Han er chefdirigent på English National Opera og opleves desuden også både på The Metropolitan i New York og på den italienske Scala Opera i Milano. Ved koncerten i Ørestaden kunne man opleve nogle af hans talenter og føle sig overbevist om hans kunnen. Naturligt nok også med en lille følelse af dette første mødes begrænsninger og kun delvise fortrolighed med et nyt orkester, men til gengæld må man nok give ham en del af æren for det mod og den selvbevidsthed, DR-symfonikerne udstrålede. Det er et orkester i udvikling, der for tiden synes at rykke sig for hver gang man hører dem. Under Gardners stringente og håndfaste direktion udfoldede orkesteret sig en stor del af koncerten med sikre satsninger og udforskende kreativitet.

Virtuost orkesterværk

Witold Lutoslawski skrev i 1950 sin Koncert for orkester til de nystiftede Warschauer Filharmonikere. En koncert for orkester er en idé hentet fra barokken, svarende til en Concerto Grosso, hvor alle orkesterets medlemmer er solister.

En hårdhændet bastromme holder takten i indledningen på Lutoslawskis værk. I Gardners udgave fik den en streng bydeform som på et slaveskib, mens de andre instrumenter måtte underordne sig og tilpasse deres bidrag. Sådan indledes værket med en ordentlig portion aggression, der dog mod slutningen glider over i et helt andet sceneri, hvor celesten overtager den gentagne tone med et nyt og anderledes solskinsbeskinnet påbud. Anden sats er en Cappricio notturno, det vil sige musikalsk virtuoseri i hæsblæsende tempo, men tyst som skumringen, indtil messingblæsernes introduktion af en overskyggende sang, som var det selve mørket, der meldte sin ankomst med basuner.

Tredje sats er en Passacaglia – en variation over et gentaget motiv, en barok form i moderne udgave med klimaks for øje. Et modigt og selvbevidst symfoniorkester med basgruppen i spidsen indledte satsen med en underspillet og energiladet præsentation af temaet, til de rev sig ind i toccataen, den kraftfulde og hurtige del, lang og insisterende som en James Bond-film, indtil koralen dukker op og bebuder en ende på dramatikken. Et fremragende værk, stringent styret og stringent udført.

En stærk afløser

Alexandra Soumm var sprunget ind som solist i Prokofjevs første violinkoncert i stedet for Leila Josefowicz, der var forhindret på grund af stormen i New York.

Alexandra Soumms spil rummer måske mere temperament end skønhed, men netop derfor klædte det violinkoncerten godt, der på trods af, at den udforsker det lyriske stadig slår sig i tøjret og hele tiden må kombinere lyrisk med dyrisk. Samme stringens som i Lutoslawski prægede musikken sammen med en solist, der kunne sit håndværk.

Koncertens afsluttende highlight, Edward Elgars Engima-variationer, rundede aftenen behørigt af med guld fra England fra Gardners egen bukselomme. I hvert fald kender han musikken lige så godt som den, så automatpiloten hele tiden truer, men ikke desto mindre var der plads til magiske ’her og nu’-momenter, som i selve indledningens koncentration, den sikre gliden ind i værkets hovedattraktion, Nimrod-satsen, og da Henrik Dam Thomsen omgav andante-satsen med intenst cellistisk nærvær.

Torsdag den 1. november kl. 19.30DR Koncertsalen. DR Symfoniorkesteret. Dirigent: Edward Gardner. Solist: Alexandra Soumm. Musik af Lutoslawski, Prokofjev og Elgar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bedre hjemmearbejde:
Tværtimod Camilla Marie Dahlgreen!
Dirigent Gardner var småfed med vom, gråmeleret og noget tilbagelænet med pludselige bøssede spjet. Egnima-variationer blev givet dovent og med overslag i slagtøjet.
Violinist Alexandra, lille og væver, blev puplikums yndling og gav kraftfuldt ekstranmmer.
Salen var mindre end 2/3 besat selvom netop disse 3 komponister lyder som skrevet netop til denne sal, som helst giver slikne Mozart og Beethoven i 2/3 af sæsonerne.
Nej, Camilla Marie Dahlgreen, det er ikke nok med hjemmearbejde, man skal være tilstede.

Man beder en pige fra det russiske overtage rollen som solist. En purung og aldeles ukendt virtuos ved navn Alexandra Soumm. Som så til gengæld leverer et violinspil med fuldstændig vidunderligt foran.

Den mørke skønhed er mageløs i sit engagement og frygtindgydende i fingrenes fart. På sin vis den bedste på violin i koncerthusets korte historie. I hvert fald den mest levende.

At hun skal trækkes med landsmanden Prokofievs triste stykke fra 1917, er bare ærgerligt. Det er et værk med fart kun for fartens skyld. Spillekantisk dåsemad. Gæsten svarer igen med belgieren Ysaÿes fantasi over »Vredens dag«.
SKREV de i Berlingske, som var tilstede.