Kevin Macdonald er en ret succesfuld mand. Men der er ikke meget, som tyder på, at den 45-årige instruktør fra Glasgow har smisket sig vejen frem. I et interview i The Independent kommer han omkring forskellige medier og deres evne til at sige noget sandt om verden. Og han mener, at det på mange måder står slemt til.
Macdonald hævder, at britisk fjernsyns budget for en dokumentarudsendelse i dag er en sjettedel af, hvad det var, da han begyndte i branchen for snart 20 år siden. Og at dette medfører »et enormt dyk håndværksmæssigt. Folk bekymrer sig ikke længere så meget om, hvordan noget lyder eller ser ud, for det har de ikke råd til.«
Ikke desto mindre er dokumentargenren i vælten, men det har en forstemmende forklaring: »Der sker forfærdelige ting indenfor journalistik, og en af grundene til, at det går godt for dokumentargenren, er, at journalistik er i krise,« siger Macdonald.
»Der er ingen, der bruger penge på at sende journalister ud og finde fakta mere, og det betyder, at de, der ønsker det, kan slippe af sted med hvad som helst.«
For tre år siden udforskede Macdonald disse temaer i den politiske thriller State of Play, som altså er en fiktionsfilm med tydelige tråde til virkelige problemstillinger. Den fokuserer især på forholdet mellem bloggere og professionelle dybdeborende journalister.
»Blogging handler om meninger, og har vi virkelig brug for mere meningsstof? Nej, vi har brug for, at nogen rent faktisk går ud og finder fakta om et eller andet, og derefter præsenterer disse for os, så vi kan forme vores egen mening.«
Makværker om Marley
Kevin Macdonald var også manden bag YouTube-projektet Life in A Day, som var baseret på bidrag fra 80.000 mennesker, der alle havde optaget på samme dag. Alligevel – eller netop derfor – er han skeptisk overfor demokratiseringen af medier og teknologi: »Der var smukke øjeblikke og meget specielle bidrag fra talentfulde mennesker iblandt, men det var nålene i høstakken. Det er blevet ligeså let at skrive en blog, som det er at lave en film eller tage et fotografi, og det kræver ingen særlig kunnen. Der er ingen, der tænker, før de tænder kameraet længere.«
Instruktøren siger da også, at projektet fik ham til at føle sig styrket i troen på sine egne talenter. Om forskellen på at instruere fiktion og dokumentar siger Macdonald, at man kan være intellektuel og verbal, når man laver sidstnævnte, mens førstnævnte mere fordrer det instinktive, følelsesmæssige og visuelle.
Den produktive skotte lavede tidligere på året Marley, en kritikerrost portrætfilm om manden, han kalder »den tredje verdens eneste superstjerne« Bob Marley. Macdonald siger, at meget af det tidligere materiale om reggae-legenden er »fuld af uresearchet sludder. Når man begynder at tale med folk, indser man, hvor doven meget af rockjournalistikken var i de såkaldt gode, gamle dage. Hvorfor skrive sandheden, når legenden er bedre?«
Marley er udkommet på dansk dvd og Blu-ray.
