Læsetid: 1 min.

The Possession

En håndfuld scener er ganske effektivt eksekveret, og flere gange undervejs får man følelsen af kød og blod bag det skabelonpræg, som ellers aldrig er langt væk
22. november 2012

Når din præpubertære datter går grassat, kan det have sig mange grunde. I Ole Bornedals – ikke voldsomt originale – gyser The Possession er det, fordi hun er blevet besat af en dæmon, som bor i en trækasse.

Der er lånt ret flittigt fra gyserklassikeren Excorsisten (1973), og som i den film kan den unge dames radikalt anti-autoritære adfærd ses som en metafor for selvstændighedstrang (og forældrenes angst for at miste al kontrol over afkommet).

Bornedal har altid kunnet noget med liv og død og høje emotionelle indsatser, og han formår da også at skabe figurer, hvis skæbne man gerne vil leve sig ind i – det gælder ikke mindst den trængte og nyligt separerede far, som spilles af Jeffrey Dean Morgan.

En håndfuld scener er ganske effektivt eksekveret, og flere gange undervejs får man følelsen af kød og blod bag det skabelonpræg, som ellers aldrig er langt væk.

Andre scener er på nippet til det ufrivilligt komiske, og navnlig da antydningerne af anormalitet viger for de mere dramatiske visuelle skildringer af dæmonens hærgen, går det galt.

Desuden er det forbløffende, at manuskriptforfatterne ikke styrer uden om noget så klichépræget som en fortravlet far, der misser sin datters danseoptræden.

Med tanke på, hvad Bornedal kan præstere, når han er i topform, er det svært at se The Possession som andet end en parentes i karriereforløbet.

 

The Possession. Instruktion: Ole Bornedal. Manuskript: Juliet Snowden og Stiles White. Amerikansk og canadisk (Palads og CinemaxX i København samt en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu