Læsetid: 3 min.

To hundeliv i mørket

Paddy Considines britiske ’Tyrannosaur’ om venskabet mellem et hustruvoldsoffer og en voldelig enkemand er pissepessimistisk og forrået socialrealisme med et lille håb om medmenneskelighed
29. november 2012

Det er ikke bare – knips! – sådan at rejse sig fra biografsædet efter at have set Paddy Considines Tyrannosaur. På én måde er den en film, der – mast gennem den depressive pessimismes kødkværn – efterlader en lille laset strimmel håb at samle op.

Samtidig er det håb blevet så mørt af instruktørens slag, at det er svært rigtigt at bruge til noget. Livet i skyggen af samfundet er barskt, mennesker bliver grusomme versioner af sig selv i det mørke. Det lærer den socialrealistiske britiske filmtradition os igen og igen, i forskellige tonearter, hos især den sorthumoristiske humanist Mike Leigh, politiske Ken Loach og også sidste års aktuelle og sortsynede Peter Mullan (Neds, 2010). Men Tyrannosaur, baseret på Considines prisvindende kortfilm med samme skuespillere, Dog Altogether fra 2007, er de tre lagt sammen på en særligt nedslående dag.

Afmagtsspark

Tyrannosaur er dels betegnelsen på en buldrende tung dinosaurart. Og så er det det øgenavn, som filmens hovedperson, Joseph (førnævnte, dunkle Peter Mullan), plejede at benævne sin bulderfede, sukkersyge, men altædende, nu afdøde hustru. Som enkemand er hans had og selvhad eskaleret i en værtshusrus af vredesudbrud og slagsmål. I en af filmens første scener ser vi ham storme rasende ud af et spillekasino, hivende sin hund med sig i en snor. Den piver uophørligt forvirret, Joseph giver den i afmagt et energisk spark i maven, og så falder den tavs om. Det er den fortvivlende, destruktive »story of his life«, fornemmer man – en historie, som klamrer sig til ham som en samvittighedslammende selvforståelse.

Josephs muligvis sidste redning bliver den blide, kristne middelklassekvinde Hannah, som han opsøger i hendes lille godgørende genbrugsbutik – på flugt fra en tæskebande. Hannah, spillet både intenst og mildt af Olivia Colman, beder en bøn for Joseph, mens han tavs som en lille bange dreng gemmer sig under et tøjstativ og bryder sammen i desperat hulken.

Men hvor Kvinden ofte i især Mike Leighs film (Life Is Sweet og Vera Drakes Hemmelighed) er en forbilledlig moderfigur med uanede reserver af mennesketro og styrke, viser hemmeligt alkoholiserede Hannah sig at være mindst lige så fortabt, måske endnu mere håbløst, end Joseph. Inden for hendes pæne villas vægge tæsker hendes rige, manipulerende mand (spillet isnende ubehageligt af evigt fantastiske Eddie Marson) hende, ydmyger hende og pisser på hende, bogstaveligt talt. Hendes dragning mod Joseph balancerer smerteligt mellem forestillingen om at kunne redde et andet menneske, blive reddet af selvsamme og i den higen at opsøge samme destruktion, som man flygter fra. Det mønster frygter Joseph, han håner hende væk og tilsviner hendes kristne hykleri for at redde hende fra ham selv, men bevarer så trods alt en skamtæsket strimmel af håb.

Klasser

Spillefilmsdebuterende Considines socialrealistiske klasseportræt i Tyrannosaur tager en form, der en gang imellem føles observeret udefra, snarere end indefra. Misbrug og ulykke eksisterer på lige fod, men i forskellig form, i alle samfundslag, lærer vi – en smule forudsigeligt. Arbejderklassens værtshussammenhold, og skæve karakterer, får under en gravølsfest et sært idylliseret, musikakkompagneret udtryk, der står i kontrast til den ellers rolige filmstil og det diskrete kameraarbejde med smukke, mørke, matte billeder. En lille jovial dreng fra Josephs boligkvarter bliver et lige lovligt pædagogisk eksempel på miljøets fatale konsekvenser. Og Hannahs angst for at udstille sin middelklassefacades rådne virkelighed understreger disse klassefordomme. Det hjælper en smule til at holde en, ikke intenderet, distance til filmen, men man må stadig kæmpe for ikke at synke helt ned i det lidt for insisterende mørke. Det mest ægte og vigtige, man kan tage med sig fra biografsædet, er sammenspillet mellem Joseph og Hannah og den tynde tråd, der holder deres to hundeliv sammen. Trods alt.

 

 

 

Tyrannosaur. Instruktion og manuskript: Paddy Considine. Engelsk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu