Hvordan er det lige, at man lader sig score? Og hvordan er det lige, man selv tror, man scorer? Det var Shakespeare ret optaget af i Trold kan tæmmes tilbage fra 1590’erne – og det er også det tricky punkt for de skotske teaterfolk David Greig og Gordon McIntyre i Midsommer fra 2008. Og med disse to stykker dyrker Nørrebro Teater og Café Teatret altså hver for sig de teatralske kærlighedsforviklinger her op til julefrokosttiden.
Lars Mikkelsen ligger nederst på Nørrebro Teater. I hvert fald lige i de korte øjeblikke, hvor Ditte Hansen får smækket sine lange stænger rundt om ham i deres stuntagtige slåskamp. Lars Mikkelsen kører med charmen og skægstubbene, og Ditte Hansen spænder temperamentet fra storrasende til blid. Mikkelsen kickstarter sin indre Don Juan med de udtrådte vagabondstøvler, og Hansen tænder sin barske blondine og sin frygtløse revytiming. De er et skønt par. Også selv om man knap kan skelne, hvem der er trolden, og hvem der er tæmmeren.
Desværre er Kan trolden tæmmes? kun underholdende på overfladen. Den moderne frit-efter-Shakespeare-tekst af nordmanden Vidar Magnussen er en effektiv trendkomedie, men den savner originalens underfundighed. Iscenesætteren Kim Bjarke har ellers både ferme greb og højt tempo, og Anne Sofie Espersen spiller lækrere babe end nogensinde – og Ole Lemmeke får faktisk hevet et interessant journalistportræt ud af sin tåbelige rolle. Alligevel bliver forestillingen tam i Ida Marie Ellekildes kedsommelige scenografi. Mellem gulvstriber og glasvægge trives trolde kun dårligt.
Bræk på træplanker
På Café Teatrets nøgne træplanker i Midsommer har vilde eksistenser det til gengæld fremragende. Både Stine Schröder Jensens desperate advokatpige og Allan Klies småkriminelle bums er lige blevet brændt af, og de mærker begge tallet 40 ånde i nakken. Så de drikker og horer og brækker sig, som de skal.
Det viser sig at være et ganske muntert sted at starte i Peter Dupont Weiss’ klukkende morsomme og kropsglade iscenesættelse. Stine Schröder Jensens flotte singlepige har en skarp selvironi i sin alenekrop. Og Allan Klie har bumsens drukstemme og hændernes sult, når han ser sit snit til at holde om hende denne særlige midsommernat, hvor alle regler er ophævet. Selv et bondageshow giver mening i denne korte nat. For da de to desperadoer står bundet til hinanden med hænderne over hovederne, bliver det klart, hvordan en helt enkel kropsstilling kan afsløre et helt livs smerte. Her forsvinder alle hemmeligheder, og pludselig bliver alt tårevædet følelsesladet. Det er kropsteater, der virker – midt i komikken.
Guitar og drømmelys
Samtidig sidder ordene, hvor de skal i Weiss’ fortræffelige oversættelse. Og Kisser Rosenquists lys leger raffineret med vores lyst til at gemme os i mørket – og sammen komme ud i lyset. Desuden skaber guitaristen Nils Lassen sin helt egen teaterkoncert med diskrete tjenerseler og medrivende nerve i Gordon McIntyres sange. Når Allan Klie synger og jammer, kommer hans stemme direkte fra teenagetidens kælderdrømme, og Stine Schrøder Jensens sang har en afvæbnende tysthed.
Men jo. Midsommer er en komedie. Det er Kan trolden tæmmes? også. Men i Midsommer vælter singlelivets rå laviner af desperation samtidig ind over publikum:
Desperationen over ikke at lade sig lokke af et par nysgerrige øjne og en ensom krop. Og hvad der ellers sker, når man prøver på ikke at lade sig score.
’Kan trolden tæmmes?’ Manuskript: Vidar Magnussen. Frit efter Shakespeares ’Trold kan tæmmes’. Instruktion: Kim Bjarke. Scenografi: Ida Marie Ellekilde. Nørrebro Teater til 13. januar. www.nbt.dk
’Midsommer’. Manuskript: David Greig. Musik: Gordon McIntyre. Oversættelse og instruktion: Peter Dupont Weiss. Lys: Kisser Rosenquist. Kapelmester: Nils Lassen. Café Teatret til 15. december. www.cafeteatret.dk
