’Det var udansk at få penge for at spille’

Mogens Berg var i starttresserne en af Danmarks mest talentfulde fodboldspillere. Han var fast højre wing for odenseklubben B 1909 og var med, da 9’erne i 1964 – med en legendarisk sejr over KB i den altafgørende kamp i Idrætsparken – vandt det danske mesterskab. Samme efterår debuterede Mogens Berg som 20-årig på landsholdet. Trods sin indsats og sit talent fik han ikke løn:

»Vi fik støvler af B 1909. Og det syntes vi faktisk var ret stort,« husker Mogens Berg, som arbejdede som typograf ved siden af sin karriere som fodboldspiller. Med landsholdet fik man »en femmer, så man kunne købe en avis eller lignende,« husker Mogens Berg. Altså en slags lommepenge. 1964 skulle imidlertid blive et endnu mere begivenhedsrigt år for Mogens Berg. Kort før jul skrev han kontrakt med den skotske fodboldklub Dundee United. I Skotland havde man for længst indført professionel fodbold og Mogens Berg gik nu fra at tjene 300 kroner om ugen som typograf i Odense til at tjene langt over det dobbelte:

»Jeg fik 600 kroner om ugen – plus bonusser. Det var vildt. Som ung mand vil man jo gerne have smart tøj. Jeg købte også en bil derovre,« husker han. Dertil kom en stor overgangssum, som blev sat ind på hans konto i Danmark.

Konsekvenser

For Mogens Berg var det naturligt at sige ja til tilbuddet om at blive professionel. Så kunne han leve af det, som han allerhelst ville – nemlig spille fodbold. Men det var også et valg med konsekvenser. Mogens Berg og de 80-90 andre danske fodboldtalenter, som i 60’erne forlod Danmark for at prøve lykken i udlandet, var ikke populære herhjemme. Både klubledelser, DBU og store dele af pressen holdt fast i idealet om, at fodbold skulle være ulønnet. I en ny bog, De sidste amatører, beskriver historikerne Thomas Kaarsted og Johnny Wøllekær – med udgangspunkt i netop de odenseanske klubber – tiden op til professionaliseringen af dansk fodbold. Det var mildest talt ildeset, at man skiftede til udlandet:

»Man opfattede de udlandsprofessionelle som forrædere. Ledere i DBU omtalte dem nærmest som andenrangsmennesker. Man holdt stædigt fast i en fortælling om, at professionelle fodboldspillere var som artister,« fortæller Johnny Wøllekær. I bogen beskriver de to historikere blandt andet, hvordan OB’s stjernespiller Jørgen Leschly Sørensen blev svinet til af klubbens formand, da han skiftede til italiensk fodbold: »Forsvind. Du er en katastrofe for dansk idræt. Jeg vil aldrig mere se dig for mine øjne,« lød budskabet. Så hårde ord fik Mogens Berg dog ikke med på vejen, men han husker godt den dårlige stemning omkring sit skift:

»Jeg kan huske en artikelserie i Stiftstidende, som handlede om os, der var rejst til udlandet. Der var ingen grænser for, hvor forfærdeligt, det var.«

Skiftet til Dundee United fik også andre konsekvenser for ham:

»Jeg måtte ikke længere spille for landsholdet. Og da jeg kom hjem igen i 1968 fik jeg et års karantæne, før jeg måtte spille for B 1909 igen. Det var fuldstændig latterligt. Der var en eller anden forestilling om, at vi i Danmark absolut skulle være de sidste amatører.« Opfattelsen var, at det var udansk at få penge for at spille, forklarer Thomas Kaarsted:

»Fik man penge for at spille, var man en forræder mod sportens idealer og etik, og derfor kunne man naturligvis ikke repræsentere kongeriget, flaget og DBU.«

Da Mogens Berg og B 1909 vandt danmarksmesterskabet i Idrætsparken i 1964 var alle holdets spillere undtagen én født og opvokset i Odense. Og ikke nok med det: De var såmænd fra Kochsgade-Skibhuskvarteret – altså hentet fra gaderne omkring klubhuset. Angriberen Mogens Haastrup var den eneste undtagelse – han var fra Svendborg:

»Det er vel nærmest et symbol på amatørfodbolden. Det ville man jo aldrig nogensinde se i dag,« siger Thomas Kaarsted. I De sidste amatører bliver den odenseanske fodbolds guldalder fra 1959 til 1964 beskrevet grundigt. Dengang havde Odense ofte tre hold i den bedste række. B 1909, som var en arbejderklub – også kendt som ’de rø’e’, B1913, som var en middelklasseklub – også kendt som ’de blå’ og OB, som blev betragtet som en overklasseklub – også kendt som ’de stribede’.

»Man valgte gerne den klub, man boede tættest på. Og når man først var i én klub, blev man der.« Den del af amatørismen havde bestemt sin charme, mener han:

»Der opstod en voldsom rivalisering mellem klubberne, som samtidig grundlæggende var en rivalisering mellem klasserne og mellem kvartererne.« Da OB’s anfører Poul Bassett i 1957 pludselig skiftede fra til rivalerne i B1909 vakte det således stor opstand. Den slags var man bestemt ikke vant til:

»Man havde et meget nært forhold til sin klub. Den dag i dag har mange af de gamle B 1909’ere stadig telefonnumre, der slutter med et 09,« fortæller Thomas Kaarsted. Da Information i forbindelsen med denne artikel skal sende en mail til Mogens Berg, har der også sneget sig et 9-tal ind i mailadressen:

»Nej, det er skam ikke tilfældigt,« forsikrer han. Det var også velkendt, at bestemte arbejdspladser holdt med bestemte klubber:

Det var ifølge bogen ikke ualmindeligt, at man som ny medarbejder fik at vide, at »her på fabrikken holder vi med ’de rø’e’«. Eller »her på kontoret holder vi med OB«.

I de glade amatørdage var der også fyldt godt op på stadion – ikke mindst til lokalopgørene på Odense Stadion. Og den omtalte mesterskabskamp i 1964 mellem B1909 og KB trak 43.300 tilskuere til Idrætsparken, hvilket er det største antal tilskuere, der nogensinde har været til en dansk klubkamp. De høje tilskuertal satte yderligere pres på debatten om professionalisering. For hvorfor skulle klubberne tjene endog mange penge, når spillerne ikke fik løn?

Krise

Som årene gik og stadig flere af profilerne rejste til udlandet, faldt interessen for den danske fodbold. Og det gik stærkt:

Det ramte København først i 1960’erne, men kom med nogen forsinkelse til den fynske hovedstad. I 1966 var der tilsammen 43.000 tilskuere til de to lokalopgør mellem B 1909 og B 1913. Året efter var der halvt så mange. Og tendensen var den samme overalt i landet. Et lavpunkt var en kamp mellem AB og B1909 i 1969, hvor kun 885 mødte op. Man forsøgte at gøre fodboldkampene til en mere folkelig begivenhed med lotterier og letpåklædte damer, men det var ikke nok til at lokke danskerne ind og se amatørfodbold:

»En del af forklaringen var, at der ikke var professionel fodbold i Danmark. Alle de store spillere var i udlandet. Men det var DBU de absolut sidste til at erkende. Først i 1973-74 laver man en analyse af situationen. Det er ret uhørt at lade så stor krise stå på så længe uden at gøre noget,« mener Thomas Kaarsted, som også giver den stædige fastholdelse af amatøridealerne skylden for den manglende succes på landsholdet i 50’erne, 60’erne og 70’erne:

»Standarden på landsholdet var lav dengang. Og det skal ses i lyset af, at Danmark var en fodboldstormagt i tiden før 1. Verdenskrig. Men fordi man tilbage i 20’erne valgte amatørvejen – og stod stædigt fast helt frem til sidst i 70’erne – mistede man den position.« Dertil kommer, at man viste engelsk fodbold i fjernsynet – ikke dansk: »Det er formentlig derfor, mange i dag holder med Liverpool eller Manchester United, inden de holder med et dansk hold.«

Opblødning

Lidt skete der dog i årene op til 1978, hvor amatørdagene stoppede. Fra 1971 og frem, kunne udenlandsprofessionelle få lov at spille med på landsholdet – også Mogens Berg blev taget til nåde og fik i slutningen af karrieren et par landskampe – nu dog ikke som wing, men som centerhalf:

»Der var blevet taget lidt af hurtigheden,« som han formulerer det. Også på andre områder stod amatøridealet for fald. Rejserne var blevet flere – og man kunne til tider få kone og børn med til ’træningslejre’ på Gran Canaria osv. Man var også begyndt at ’fiske spillere’. Blandt andet kunne man tilbyde dem job, og det var ifølge De sidste amatører en offentlig hemmelighed, at Odense Kommune, som var socialdemokratisk ledet, ansatte mange B 1909’eren. På samme måde arbejdede der efter sigende mange OB’ere på nogle af de private virksomheder, som støttede klubben. Der var også beskyldninger om sorte penge i fodbolden, og på et tidspunkt lukkede man op for præmiechecks – som blev udløst ved gode resultater. Og der kom reklamer på trøjerne:

»Der var et ikke ubetydeligt hykleri i tiden. Man hyldede amatøridealet, men indførte præmiechecks og tillod reklamer,« siger Thomas Kaarsted. Det var først, da venstrepolitikeren Helge Sander og fodboldspilleren Harald Nielsen i 1977 meldte ud, at de ville starte en professionel piratliga – i øvrigt kaldet Superligaen – at der skete noget:

»Først da vågnede DBU for alvor op.« Året efter var amatørfodboldens lange æra i Danmark slut. Kun Norge var lige så sene til at droppe idealerne – alle andre betydende fodboldnationer havde indført professionalisme. For fodbolden var opgøret med amatørismen godt. Men for B 1909 – og den særlige stemning mellem klubberne i Odense – var det dårligt nyt. I en professionel liga var der kun plads til ét Odense-hold:

»OB blev de store,« fortæller Mogens Berg »De havde flere penge og var bedre til at skaffe sponsorater,« siger han. Men selvom amatørdagene bestemt havde deres charme, så er der ingen grund til at begræde skiftet til professionel fodbold, mener Thomas Kaarsted:

»Nej. Det var så absolut en nødvendighed, hvis tilskuerinteressen skulle stimuleres og dansk fodbold igen skulle begå sig internationalt.«