Bevægelse på stedet

Der er helt uhørt få cykler uden for et udsolgt Store Vega, men der er helt igennem overfyldt på skuffelsernes holdepladser. Ikke fordi TV-2 giver en dårlig koncert, slet ikke, men fordi vi alle synger med på alt det, som ikke blev til noget.

Og det foregår skam i god ro og orden. Vi er vel voksne mennesker, der har lært at bære vores desillusion helt igennem ulasteligt. På scenen et band i let rustent eksteriør, men med det indre lune intakt. Ikke længere klædt helt i sort, ja, der er hele to hvide skjorter på spil i Danmarks kedeligste orkester.

Flankeret af en ekstra tangentspiller og en lejlighedsvis messingtrio giver kvartetten os et sæt med sange fra 80’erne, fra mesterlighederne Nutidens Unge og Rigtige Mænd og den knap så essentielle En Dejlig Torsdag. Det afspejler sig i sættet, hvor vægten ligger på sange fra de to første. Der foretages nogle lidt kedeligt rockede renoveringer af noget af det mere synthpoppede arvegods undervejs, men det er bundsolidt eksekveret og dybt charmerende: »Ræven og rønnebærrene«, »ABC«, »Blod, sved og tårer«, »Hovedbanegården«, »Be bab a lu la«, »Vil du danse med mig«, »Natradio«, »Rigtige mænd«, »På Skanderborg Station«, »Evelyn«, »Hr og Fru Danmark«, »Eventyr for begyndere«, »September 1985«, »Hele verden fra forstanden«.

Berusende ord

Havde man et valg dengang i midten af 80’erne, da TV-2 satte ord på middelklassens vel- og skørlevned? Var der nogen andre derude, som var i stand til at revse os med så stærke vers, at man var pisket til at synge med på både racisters udbrud i S-toge og parforholdskatastrofer i parcelfælder? Var TV-2 ganske enkelt et grundvilkår, dengang, man var pige og dreng, mand og kvinde i et nærmest monokulturelt Danmark? er de hinsides godt og dårligt?

Det er i hvert fald fornemmelsen i et fyldt Store Vega, hvor vi alle er samspilsramte, faldet i et baghold, hvor fortiden beskyder os fra alle sider. Vi ser på hinanden. Er det hvad, du har drevet det til? Er det her, hvad jeg drømte om? At stå her næsten tre årtier senere og blive mindet om ungdoms dårskab, som brændte så meget hårdere end dette modne vanvid?

»Et sted derude ligger verden åben og forladt og venter kun på mig,« lyder det fra Steffen Brandt og fra salen.

Den desillusion som dengang var Brandts – og som man måske ikke fangede som desillusion, men som et reelt løfte – er nu blevet vores. Så vi giver hals, og det er den sørgeligste og alligevel mest berusende oplevelse at synge ordene, der var vores ungdoms brændstof og nu er vores nostalgis slagger.

De unge gæster

Der bliver sunget i et fælleskor, der uden problemer overdøver en karakteristisk stivbenet Brandt.Stadig i gang med at finde balancen, når han stolprer gennem sangene med en endnu svagere røst end dengang. Så den drukner vi, mens vi selv holder balancen fint, jo tak. Det her er en brandert, vi kan bære, for i morgen er der atter en dag.

Og de unge gæster kommer på scenen.

Kira Skov synger med på »Hele verden fra forstanden«. Og salen af 40-somethings – nogle med deres børn – synger med:

»Uret tikker, hjertet banker, hele verden fra forstanden. Gør dog noget, løb for livet, brug dog tiden, elsk hinanden.«

I Brandts universelle hjørne giver det hele lidt mere tværgenerationel mening.

Og til sidst dukker Magtens Korridorer op og bruger deres kunstneriske friværdi på fornuftigste vis med en god investering i »Eventyr for begyndere«:

»Vi gjorde, som vi ikke sku’ gøre. Og alt det vi ikke sku’ gøre, som vi burde ha’ gjort.«

Jo, tak, det skete. Det blev gjort. Nu er det forbi.

Det er bevægelse på stedet, som det lyder i »Be bab a lu la«. Og som det arter sig på to måder i Store Vega: 1) Som kontant følelsesmæssig afregning fra publikum på spillestedet. Og 2) Som repetitionen i at endnu en generation synger med på sine bristede illusioner. Som det er sket lige siden, blues og rock’n’roll blev født. Når man er ung, ved man det bare ikke endnu.

TV-2: Sange fra Nutidens Unge, Rigtige Mænd og En Dejlig Torsdag – Store Vega, Kbh., torsdag.