Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Vi skal dø, men vi har kærligheden

Michael Hanekes prisforgyldte og mesterlige ’Amour’ er en overraskende enkel og fundamental fortælling om livets ydmygende afslutning og om kærlighedens insisteren
Intimitet. Meget sjældent er man, som hos denne enkle Haneke, blevet så præcist ført ind i noget så både gådefuldt og åbenlyst som alderdommens uundgåelige slutfase, hvor intimiteten mellem det ældre ægtepar  nu også er en skrøbelig, ydmygende afhængighed.

Intimitet. Meget sjældent er man, som hos denne enkle Haneke, blevet så præcist ført ind i noget så både gådefuldt og åbenlyst som alderdommens uundgåelige slutfase, hvor intimiteten mellem det ældre ægtepar nu også er en skrøbelig, ydmygende afhængighed.

Fra filmen

Kultur
20. december 2012

Michael Haneke etablerer scener så præcist som nærmest ingen anden. I åbningen af hans seneste mesterlige film, guldpalmevinderen Amour, bryder brandvæsen og politi ind i en herskabslejlighed i Paris. Noget stinker. En dør er tætnet med lysebrunt malertape. Bag den ligger et indtørret kvindelig på et leje af blomster. Det er både en gådefuld og helt banal omstændighed. Et forfærdende og fredfyldt syn. Så følger filmens omfattende titel på sort baggrund: Kærlighed.

I næste scene er vi til klaverkoncert – filmens eneste scene udenfor lejligheden. Kameraet er vendt mod publikum. I den mumlende menneskemængde ledes øjet, uden kameraets hjælp, hen mod ét par: en smuk og stilfuld kvinde i 80’erne, den pensionerede klaverlærerinde Anne, i selskab med sin mand, George (Jean-Louis Trintignant). Anne spilles af fantastiske Emmanuelle Riva, der i 1959 spillede ’Elle’ i Marguerite Duras’ og Alain Resnias’ Hiroshima min elskede. Riva er i Amour smukkere nu end da. Et billede på alderdommens rolige værdighed. Filmen udspiller sig mesterligt nærværende i præcise scener mellem dette startpunkt, to ærbare ældre i et dyb livslang forbindelse, og så indledningens slutpunkt: døden. Det er en komplet og fundamental fortælling om livets ydmygende afslutning og om kærlighedens insisterende livsdrift. Lige så enkel og engagerende som dens fundamentale tema.

Sygdomsvals

En morgen stirrer Anne pludseligt blankt ud i luften i spisekøkkenet. George ser forvirret på sin hustru. I flere minutter kan han ikke få kontakt med hende, deres liv sammen er sat på pause. Fra denne dag begynder Anne – hendes krop og sind – at spole baglæns: Hun bliver lam i den ene side af kroppen, klaverhånden kroger. Hun går fra kørestol til sygeseng, fra læsning i sengen til gennemvædning af lagenet. Fra dannede og morsomme samtaler om nu og da til senil barnevrøvl, skrig og tårer. Vi følger i drastiske spring denne regression, voldsomt troværdigt spillet. Når George, med støtte fra sine gamle knæ og med armen om Annes ryg, hjælper hende fra kørestol til lænestol i tætte små trin, ligner det en vals: et intimt øjeblik mellem et forelsket par. Men intimiteten er nu også skrøbelig, ydmygende afhængighed.

Hanekes gåder

Amour er et usædvanligt ligefremt bidrag til Hanekes usædvanlige samleværk. Hans film er normalt rystende og skæve undersøgelser af »sindets tusmørke« – sådan som hovedpersonen i den masochistiske Pianisten (2001) formulerer det. De placerer sig et sted mellem et særligt ulideligt helvedessort mørke – dér hvor det voyeuristisk udfordrende sadismemareridt Funny Games (1997) og Bennys Video (1992) befinder sig – og en mørkegrå zone, hvor det guldpalmevindende mesterværk Det Hvide Bånd (2009), en slags allegorisk forhistorie til Anden Verdenskrigs ondskab, placerer sig.

Hanekes film er oftest udformet som gåder, der aldrig løses, spørgsmål, som ikke besvares – som det fremgår i titlen til Kode Ukendt (2000) og i dennes åbningsscene, hvor en hørehæmmet pige foran sine klassekammerater forsøger at mime noget, en kropslig ’kode’, som ingen kan gætte. De tilsendte videobånd i Skjult (2005) forbliver også et sådant mysterium, ligesom Det Hvide Bånds mordgåde aldrig rigtigt opklares. Filmene slutter ofte med et brat, tyst puf, som lader enhver forklaringsforventning hænge og dingle.

Amour placerer sig et helt andet, mere enkelt sted end de førnævnte film. Man kalder den hans mest tilgængelige film. Om det er en styrke, afhænger af præferencer. Der er et par mystiske hændelser, men de læses snildt som Georges mareridt og drømme. Der indtræffer en drastisk og diskutabel begivenhed, men den opleves ligeså logisk, som den er overraskende. Der er, ligesom i hjemmeoverfaldet i Funny Games, indbruds- og invasionstematikker: politiets indbrud, en (rigeligt symbolsk) due, som George jagter i gangen, og sygdommens og alderdommens invasion. Der er et mørke, som sygdommen slutter omkring de to. Men det er anderledes banalt genkendeligt, fordi det udtrykker et fundamentalt faktum ved vores magtesløse liv: At det skal ende. Grimt. Vi kender fra starten svaret.

Vi skal dø

Der er heller ingen menneskelig ondskab i Amour. Der er en voksen datter, musikeren Eva, der under sine besøg er datteragtigt krævende, forkælet og anklagende. Hun er perfekt spillet af Isabelle Hubbert med et ekko fra hendes rolle som klaverlærerinde med moderbindinger i Pianisten. At vi forstår, hvor forfejlet en indsigt Eva har i sine forældres isolerede slutkamp, understreger, hvor præcist Haneke og skuespillerne beskriver parrets forbindelse – og hvordan denne tosomhed giver mening til Georges ensomme stædighed. Meget sjældent er man, som hos denne enkle Haneke, blevet så præcist ført ind i noget så både gådefuldt og åbenlyst som alderdommens uundgåelige slutfase: Vi skal dø, vi er magtesløse og ydmygede, men vi har kærligheden.

 

Amour. Instruktion og manuskript: Michael Haneke. Fransk (Dagmar Teatret, Falkoner Biografen og Grand Teatret i København, CinemaxX og Metropol i Aarhus, Biocity Odense, Biffen i Nordkraft i Aalborg, Reprise Teatret i Holte og Kinopalæet i Lyngby)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andersen

Dejlig film med troværdige skuespillere og historie.
Thats life.