Læsetid: 3 min.

Død over Stockholm

De danske teaterinstruktører Katrine Wiedemann og Kamilla Wargo Brekling lægger arm med både Strindberg og Bergman i hver deres teateropsætning på Stockholms Stadsteater. Og så må kærligheden se døden i øjnene
En lazaretseng eller en halmballe? Magnus Krepper griber, hvad han kan i sin karismatiske fortolkning af ’Peer Gynt’ på Stockholms Stadsteater.

En lazaretseng eller en halmballe? Magnus Krepper griber, hvad han kan i sin karismatiske fortolkning af ’Peer Gynt’ på Stockholms Stadsteater.

Petra Hellberg

15. december 2012

Det røde øje’ kaldte Strindberg sin lampe. Altså den lampe, som lyste med et stykke rødt glas ud mod balkonen, hvor han modtog folkets hyldest et par måneder, inden han døde i 1912.

Lampen står stadig inde i hans lejlighed oppe på Drottninggatan. I museet inde ved siden af kan man se en video fra Strindbergs begravelse. Videoen kører i loop, så man kan iagttage, hvordan kisten bæres ud på hestevognen, og hvordan den ene frakkeklædte herre efter den anden træder op på begravelsesforhøjningen og kaster blomster ned til kisten. Igen og igen. Hvis Informations højtsavnede kritiker Allan de Waal havde nået at skrive om udstillingen, ville han have moret sig over museets groteske patos. Nu er der bare forfærdeligt stille i rummet. ’Død over Stockholm’ må det hedde.

Men Strindberg er overalt i denne snedækkede by. På Stockholms Stadsteater har to danske sceneinstruktører lagt arm med det strindbergske sindelag, der uvægerligt lægger sig over en svensk teaterforestilling om umulig kærlighed. Samtidig skal instruktørerne tydeligvis også spille op mod publikums Bergman-vante brutalitet. Det er noget af en opgave. Breklings opsætning af hendes egen KRIG vinder på sin præcise selvironi, og Wiedemanns fortolkning af Ibsens Peer Gynt respekteres for sin åbenlyse kødelighed. Så langt, så godt.

Latter og pitstops

Kamilla Wargo Brekling skabte oprindelig KRIG – en forestilling om kærlighed med danske skuespillere for otte år siden. Men nu er teksten altså blevet overleveret til et forunderligt veloplagt team af fire svenske skuespillere. De krænger vitterlig kærligheden ud på vrangen – med Ann-Sofie Rase som den vildeste kærlighedskvinde, der kan kunsten at løbe på stedet og dog flytte sig milevidt. Ved premieren skreg stockholmerne af grin fra start til slut. Måske fordi stykkets skilsmisseord blev spillet ud med Strindberg-had og danskerironi på samme tid.

Brekling kan virkelig sit kram, når det kommer til timing. Sammen med koreografen Karina Dichov Lund iscenesætter hun med revyens nådeløshed og realismedramaets smerte – på én gang. Breklings realisme er som Strindberg anno 2012 – med afsløring af alle forelskelsens latterlige pitstops. Og så er hendes montageteknik inspireret af Bergman: Brekling kan også gå fra harmoni til skilsmisse på en eneste replik.

Svensk Jens Albinus

Katrine Wiedemanns fortolkning af Ibsens kærlighedsfornægtelsesstykke er anderledes monumental. Scenografen Maja Ravn har stablet vinduesrammer oven på hinanden til to kæmpevægge, der absurd nok fjerner ethvert udsyn. Samtidig har hun givet gulvet smutlemme, som Peer Gynt bruger, hver gang han forfører endnu en tilfældig kvinde – inde i Linus Fellboms drømmestråler af lys.

Første scene lægger flot ud med kroppe, der svajer selvskærende skarpt ved siden af Peer Gynt. Og Stockholms Teaters ensemble imponerer, sådan som det føres an af den høje, skaldede Emil Almén, der spiller retarderet barn og købmandsdødsengel med lige stor overbevisning.

Men det er takket være Magnus Kreppers karismatiske Peer Gynt, at forestillingen blusser hele vejen gennem Ibsens sære fantasistykke. Magnus Krepper er en sand forfører: Hans krop agerer som en tvillingebror til Don Juan – og som skuespiller ligner han en svensk fætter til Jens Albinus, men med Troels Kløvedals globetrotterfjæs udsat for skærgårdsstemme.

Barsk humor

Wiedemanns iscenesættelse bevæger sig dog lovlig langstrakt fremad mod døden. De svenske tilskuere er da også helt tyste. De sidder næsten lige så stille som den betagende, finlandssvenske skuespiller Maria Salomaas Solveig, der venter og venter på Peer i sin gule kjole.

Men undervejs liver publikum op i Wiedemanns groteske forførelsesscener. For er der en instruktør, der i dag kan skildre håbløs forførelse med barsk humor, så er det Katrine Wiedemann. Både Strindberg og Bergman ville være imponerede over hendes ublu frejdighed omkring den mandlige trang og den kvindelige kynisme, når det gælder udbyttet af et møde på en madras eller en høballe. Desværre gælder den samme anarki ikke hendes scener om døden. Her bliver kødeligheden for overskuelig. Selv da Solveig siger sin knusende smukke kærlighedsreplik til Peer, der svigtede.

Derfor vinder døden. Men publikum klapper. Sneen daler videre. Og Strindbergs røde øjelampe har antagelig set alt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu