Eventyrlig opsætning af ’Den fiffige lille ræv’

Det var en usædvanlig aften for en operapremiere. Auditoriet var fyldt af så at sige alle generationer, børn, unge, forældre og bedsteforældre, og mens den fiffige lille rævs tildragelser gik over scenen i godt 90 minutter, mærkede man en fokuseret koncentration, sporadisk ledsaget af hviskende konferencer rundt omkring på rækkerne. Operaen gik rent ind hos store og små, og det er ikke hver dag, man kommer ud for det i et værk med et så moderne tonesprog. Francisco Negrins nyopsætning på Den Kgl. Opera er med andre ord stærkt anbefalelsesværdig, også fordi den med glans omdefinerer det tvivlsomme begreb ’familieforestilling’. Denne opsætning vil engagere alle aldre med et barnligt sind i behold, fordi den er så eventyrligt begavet fortalt i et magisk billedmageri, ligesom den er godt besat i de afgørende roller, og ligesom den besættende musik bliver tolket med glød og nerve under vores for tiden største dirigenttalent, Thomas Søndergård.

Papiret som grundstof

Men alt dette skyldes jo Janáek, denne hos os sent opdagede stemme fra Mæhren. Den fiffige lille ræv er fra 1923, og den fik først dansk premiere i 1963. Det er tilmed gået trægt siden med at opføre Janáeks operaer herhjemme, som alle andre steder har vundet ry som hørende til de væsentligste i det 20. århundrede, og derfor er det ekstra glædeligt, at den lille ræv vender tilbage i hvad, man må betegne som et triumftog. Det er musik i sin egen særegne kategori, som ikke ligner ret meget andet, fragmentariske melodier, modale tonearter, gentagne rytmiske brokker, skæve taktarter, alt sammen med dybe rødder i folkemusikken og talesproget. Ikke nemt at gå til for skandinaviske sangere, som befolker en del af Den Kgl. Operas solistensemble, og det var vel også i transpositionen fra tjekkisk til dansk, at det vaklede af og til, når man hørte diverse accenter i den særdeles musikalske og finurligt nutidige oversættelse, som Ursula Andkjær Olsen havde leveret.

Den visuelle side af sagen er imidlertid spektakulær. Produktionen må være en overhænger fra den tidligere operachef, Keith Warner, som havde indkaldt scenografen Es Devlin til sin Parsifal i foråret. Devlin kendes som arkitekten bag afslutningsceremonien i årets Olympiske Lege og en række shows med navne fra popbranchens øverste etager. Nu er hun tilbage i København med den rene magi, hjulpet af eksperter i lyssætning og videoprojektioner. Den fiffige lille ræv handler om to verdener, naturens og menneskenes, den første frodig og farverig, den har vores store sympati, den anden gold og grå, og den må vi selvransagende beskue med beklagelse. Men de to verdener er gjort af samme molekylære grundstof, som repræsenteres af papiret, sterile kuber hos menneskene, runde og bløde former i naturen. Alt, hvad der hører til scenens rekvisitter, får papiret som materiale og udfoldelsesprincip som i den japanske origamikunst. Lyset og videoprojektionen adskiller dernæst den golde og den frodige verden, scenerummet forvandles ganske simpelt til et gigantisk troldkammer, gå selv hen og se det i de detaljer, for det skal ikke afsløres her.

Vidunderlig ræv

Også iscenesætteren Francisco Negrin hører til de velkomne gengangere i København. Han kom første gang i 1997, det var før Kasper Holtens regeringstid, i 2005 stod han for en opsigtsvækkende opsætning af Händels Julius Cæsar, og han har lavet andet Händel og Poul Ruders hos os. Det er absolut ikke nogen nem opgave at få musik, sang, gestik og drama i Janáeks fiffige ræv til at hænge sammen, alene blandingen af dyr og mennesker er temmelig problematisk. At det lykkes så godt for Negrin, skyldes i høj grad den frihed, scenografien har givet ham. Den magiske lygtes projektioner på det lodrette papirlandskab lader nemlig aktørerne bevæge sig tredimensionalt på jorden og i luften, en manipulation som kunne beskrives som en animeret drømmefortælling i stil med Alice i Eventyrland.

Blandt disse 18 større og mindre partier må flere fremhæves, først og fremmest Gisela Stille som en vidunderlig ræv med de fiffige ører, smukt ved stemme, smidig i det kropslige nærvær, intens i alle spillets faser. Den rørende elskovsscene med hanræven, også en veloplagt og charmerende Anne Margrethe Dahl ramte netop den dybe streng i operaen, som kan tolkes som en selvbiografisk emotionel stormflod, Janáeks passion for den 35 år yngre gifte Kamila Stösslová. Skovfogeden, det trods alt mest sympatiske eksemplar fra den menneskelige jammerdal, stod markant i John Lundgrens skikkelse, han var så firkantet og snæversynet som foreskrevet og så forvandlet visionær i operaens sidste bevægende scene, som hylder naturens evige kredsløb.

Leoš Janáek: ’Den fiffige lille ræv’. Iscenesættelse: Francisco Negrin. Scenografi: Es Devlin. Det Kgl. Operakor. Det Kgl. Kapel. Dirigent: Thomas Søndergård. Operaen den 15. december