Læsetid: 4 min.

Der er guld i bakken!

Wikke og Rasmussens hjertevarme julekalender er på ingen måde til ’den spidse ende af en møggreb’
Julestjerner . Wikke og Rasmussens ’Julestjerner’ er som et vinteråndedrag, der rigtig renser de novembermørke lunger . Humoren er tilbage. Ikke bare som et øjebliks komisk lindring, men som en stemning, der breder sig i det velkendte magiske Wikke og Rasmussen-univers.

Julestjerner . Wikke og Rasmussens ’Julestjerner’ er som et vinteråndedrag, der rigtig renser de novembermørke lunger . Humoren er tilbage. Ikke bare som et øjebliks komisk lindring, men som en stemning, der breder sig i det velkendte magiske Wikke og Rasmussen-univers.

6. december 2012

»Husk, at julen er hjerternes fest« Med denne lille påmindelse slutter Wikke og Rasmussen hvert afsnit af deres julekalender Julestjerner på DR1. Og man kunne faktisk godt have på fornemmelsen, at de seneste års julekalendermanuskriptforfattere havde glemt netop det – midt i alle de velmenende pointer om mobning, syge søstre og Grundtvig.

Julekalenderen er for længst rykket ind i primetime, og så kan det hele jo ikke være nissepjank og risengrød, synes ræsonnementet at være. Velskrevne og veludførte er disse alvorstunge adventskalendre, ingen tvivl om det, men alligevel virker Wikke og Rasmussens Julestjerner som et vinteråndedrag, der rigtig renser de novembermørke lunger. Humoren er tilbage. Ikke bare som et øjebliks komisk lindring, men som en stemning, der breder sig i det velkendte magiske Wikke og Rasmussen-univers.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker virkelige ting for de virkelighedsfjerne karakterer. I første afsnit bliver hovedpersonen Sus’ far fyret fra sit tømrerjob i Dansk Snakkesammen Køkken, og familien skal genhuses, da deres boligblok vakler faretruende efter en storm. Heldigvis arver de en faldefærdig planteskole fra en død grandonkel. Alt sammen meget alvorligt, men her er børnene ikke sørgmodige tilskuere til deres forældres liv.

Fornuftige børn og fjollede voksne

Det er børnene, der taler med fornuftens stemme, og de voksne, der er fjollede, autoritetstro og magtesløse. Det er Sus, der gang på gang må berolige sin mor, der synger julesange, når hun bliver nervøs. Det er også Sus, der stiller sig meget tvivlende over for en politibetjent, der mener at kunne aflæse hastighedsforskellen på 50 og 51 kilometer i timen alene ved hjælp af sit skarpe blik. Kan det nu også være rigtigt? Og nej, der er virkelig meget i Julestjerner, der ikke kan være rigtigt. Sus synes at være den eneste, som den magiske realisme ikke er gået op for. Hun kan ikke se det fantastiske i at arve en faldefærdig planteskole i Brorfelde. Hun tror ikke på, at man kan leve af at sælge julestjerner fra en gårdbutik. Hun ved godt, at man ikke kan julesynge problemer væk. Hun vil bare hjem til Brøndbyøster og køre BMX.

Men som hos så mange andre af Wikke og Rasmussens modvillige helte fornemmer man, at eventyrligheden nok skal klemme skeptikeren ud af hende til sidst. For hvem lader sig ikke overbevise, når man er omgivet af Brorfeldes mystiske indbyggere. Der er lille tandløse Tom, der gerne vil vise Sus sin samling af vampyrtænder og sit vampyrnisselandskab. Og der er Bjarne, der både er politimand og brugsmand – men ikke på samme tid! (»Jeg er politimand på halv tid, og brugsmand på halvtid men ikke samtidig.«) og Big J, der sidder nedsunket ved sit hammondorgel og savner sin forsvundne hustru.

Vampyrnisser og forsvundne forældre

Forældre forsvinder åbenbart i Brorfelde, finder vi ud af. Sus’ jævnaldrende ven KokkeBob ser på stjerner hver dag i et forladt observatorium. En juleaften for syv år siden forsvandt hans moar sporløst efter at have set på stjerner netop der. Hun efterlod kun en gammel havelåge af en cykel, som hendes søn nu kører rundt på. Tandløse Toms far er også forsvundet. Og KokkeBob har to mormødre. De meget moderne familiemønstre peger i retning af, at Sus skal løse et julemysterium, mens hun gør ufrivilligt ophold i Brorfelde.

Sus’ og Bobs verden er på en gang meget konkret og meget abstrakt. De voksne tror, at Bob bare er helt tosset med at se på stjerner, men i virkeligheden er det den eneste forbindelse, han har til sin forsvundne mor, og det kunne jo være hun kom tilbage, mens han stod i observatoriet og kiggede på stjerner. Derfor er det ikke lige meget, hvor han bor. De voksne tror, at Sus bare er helt vild med at køre BMX og sådan småpigesødt forelsket i BMX-træneren, The Wizz, men i virkeligheden er hendes følelsesliv i seriøst pubertetsoprør, hendes fjollede forældre skal have et barn til, og det eneste stabile i hendes liv er Brøndbyøster, og derfor er det ikke lige meget, hvor hun bor. Ting er ikke altid så simple, som de ser ud. Lidt lissom en Wikke og Rasmussen-film.

Befriende langsommelighed

Makkerparret er et oplagt valg til at lave dette mystiske tv-koncept: Familiejulekalender. Deres farverige scenografi, karikerede persontegninger og befriende langsommelighed vil sikkert fange selv helt små børn. Som far Johns mærkelige bil fra Dansk Snakkesammen Køkken, der er pyntet med skabslåger og har en ovn med viskestykker dinglende på den ene side som bagklap. Men de kunne sagtens have været endnu mere lystige med paletten, som det skete i Hannibal og Jerry og Flyvende Farmor. Til gengæld er Grusgrevinden Vera gennemført, og forhåbentlig får vi set meget mere til Veras infernalske side, når hun forsøger at overbevise familien om at lade den arvede planteskoleruin opsluge af grusgraven. Få kan smile så manisk som Birthe Neumann gør det bag rattet i gummigeden i rollen som Vera Grus, der allerede er stærkt etableret som karakter med tilhørende oneliners som: »Det er lige til den spidse ende af en møggreb« og det urovækkende men alligevel dragende: »Der er guld i bakken!« Også Bjarne Betjent – eller Brugs afhængigt af uniformen – er en helt igennem fjollet Wikke og Rasmussen-figur, der spilles med imponerende stenansigt af Steen Stig Lommer. Han fører patruljevognen med ære og stolthed, selv om der står Brugsen på siden af den.

Sus spilles af Martine Hjejle med kølig overbærenhed over for de pinlige forældre Maria (Szhirley) og John (Rasmus Bjerg), hvis varme og begejstring især skinnede igennem, da de på vej ud i det ukendte lystigt sang »Holbæk er noget for sig. For enden af Holbækmotorvejen ...« Det bliver helt sikkert endnu mere pinligt for Sus, inden vi når jul.

 

Julestjerner. DR1 hver dag kl 19:30. Dagens aktuelle afsnit ligger tidligt på dr.dk, så de små kan nå at se familiejulekalender, inden de skal i seng ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu