Læsetid: 4 min.

Hævnen er fed

Jussi Adlers femte bog om Afdeling Q, ’Marco Effekten’, er en fed thriller og en sød fantasi om, at de, der stikker snablen i Afrikas honningkrukke, smager straffen
7. december 2012

En kvinde holdes indespærret i et trykkammer af tre stjernepsykopater i fem år. En klike af overklassens afkom tæver og dræber tilfældige mennesker af vellyst. Hvis man umiddelbart tænder på de ekstremiteter, der ligger til grund for de to første bøger om vicekriminalkommissær Carl Mørck og Afdeling Q, hvorunder de uopklarede sager sorterer, har man måske allerede sluttet sig til jubelkoret omkring Jussi Adler-Olsens millionforretning af en krimivirksomhed.

Er man derimod – som denne anmelder, der er overmæt af forfattere, som overgår hinanden i sensationslystne plot og perfide massemord – blevet fristet til at stå af efter at have læst henholdsvis Kvinden i buret og Fasandræberne, er der heldigvis en god grund til at blive.

Springer man på serien igen med det femte bind om Afdeling Q, venter nemlig en thriller i international klasse garneret med københavnsk lokalkolorit. At kalde Marco Effekten underspillet ville ganske vist være absurd. Jussi Adler-Olsen væver korruption i Cameroun sammen med ministerielle svindlere, kyniske bankchefer, afrikanske børnesoldater og teenage-nomader, der tyranniseres til at tigge på Strøget af en amerikansk desertør ved navn Zola.

Men resultatet er et rigt plot, hvis elementer af sandsynlighed næres nervepirrende af en aktuel realitet, hvor Schengen-landene trafikeres af både internationale forbrydere og deres ofre, mens gerningsstedet par excellence er det Afrika, der drænes for værdier.

Tæskespændende

Et af Jussi Adler-Olsens kendetegn er at lade sine fortællingers thrillerelementer drive plottet, i øvrigt et træk, stadig flere krimiforfattere tyr til, og som tillader talrige cliffhangers undervejs. Den traditionelle opklaring af krimigåden og jagten på en morder træder i baggrunden for hæsblæsende bestræbelser på at afværge et worse case scenario. I Marco Effekten er det den 15-årige nomade Marcos liv, der er på spil, og takket være en spillevende beskrivelse af Afdeling Q-seriens unge gæstestjerne, hans fjender og det Østerbro, hvor han kæmper for sin overlevelse som illegal immigrant, er det et tæskespændende forløb, der breder sig over 500 sider.

Marcos farbror Zola er en selvudnævnt leder af en sammenbragt familie bestående af nogle og tyve nomadefolk, der er kommet til Danmark fra Italien. Her har han kategoriseret kvinderne som sengekammerater, mændene som livvagter, deriblandt Marcos viljesvage far, og børnene som indtægtskilder. Som en moderne version af Dickens’ Fagin sender han klanens unge medlemmer på Strøget hver dag for at tigge og stjæle, og bringer de ikke tilfredsstillende mange penge med hjem, er der prygl i vente. Mørklødede Marco er ud over at være usædvanligt køn, en hurtig og intelligent dreng, men Zolas regimente levner ikke plads til hans trang til at forsvare de svagere børn. Da Marco overhører tyrannens plan om at lemlæste ham for at svække hans oprørstrang og øge hans indtjening, stikker Marco af.

Den gustne sandhed

Forfølgelsen sætter ind og bevarer sit hidsige tempo uden at miste blikket for de intense enkeltstående scener. Fra første færd placeres man som læser midt i det jordhul, hvor Marco skjuler sig for Zolas hund og håndlangere. Marco forstår først ikke sit held, da jorden i skovbrynet giver efter, men snart går den gustne sandhed op for ham. Den kraftige stank, han troede kom fra et dødt dyr, stammer fra noget større. Det er liget af et menneske. Og selv om det er halvt i opløsning, er to tydelige kendetegn, et stort rødt hår og en afrikansk halskæde, ikke til at tage fejl af, da Marco senere spotter dem på en forsvundet mand på en plakat på Østerbro.

Den dræbte viser sig at være William Stark, der er embedsmand på Evalueringskontoret for Udviklingsbistand, og som er forsvundet efter en ekspedition til Cameroun for at undersøge et muligt mord på lederen af et dansk u-landsprojekt. Alt det ved vor hovedperson naturligvis endnu ikke. Den temperamentsfulde kommissær Mørck kæmper fortsat med sin indre konflikt, splittet som han er mellem sit opklaringstalent og en stærk trang til at smække benene op og hvile ud efter en skudepisode, der blev fatal for hans kolleger Anker og Hardy. Førstnævnte blev dræbt; Hardy mistede førligheden, men nyder, efter at Mørck har installeret ham i sit rækkehus, små, mærkbare fremskridt.

Sprogligt løft

I de ydmyge kælderlokaler, hvor den efterhånden sagnomspundne Afdeling Q holder til, er Carl Mørck som sædvanlig optaget af få sine medarbejdere til at følge procedurerne og holde sig fra at tage særligt krævende sager. Ingen af delene lykkes. Hans gådefulde, men handlekraftige hjælper Assad fortsætter ligeledes sine skarpe iagttagelser og talrige talemåder om kameler, og til trods for at han er seriens mest originale figur, er der ved at gå karikeret folkekomedie i samspillet mellem ham og praktikanten Rose, dullen med det store hjerte. Carl Mørck må desuden kæmpe med en knugende kærestesorg, da den smukke psykiater Mona dropper ham. Men nerven i hans historie er den rørende relation, han får til Marco, og som Jussi Adler-Olsen skildrer hjerteligt og uden generende sentimentalitet.

Også sproget har fået et mærkbart løft i Marco Effekten, der er behageligt fri for den ekspositions-tunge dialog, der gjorde især Kvinden i buret lidt træg. Når Adler-Olsen økonomiserer med sproget og doserer komedieelementer og menneskelige rædsler, leverer han eminent underholdning i en kvalitet, der forklarer Jussi-effekten.

Desuden har hans nye bog et hjerte, der banker for det globale samfunds mindreårige tabere, og som drømmer en sød drøm om, at de, der stikker snablen i Afrikas honningkrukke, smager straffen. Hævnen er fed i Marco Effekten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer