Læsetid: 5 min.

Helvede findes, og kaos er en selvfølge

To store danske museer viser forskellige stadier af en malerisk livsrejse i proces og situation
Kirkeby. I starten af 1960’erne var den unge Per Kirkeby optaget af, hvad der skete i USA. ARoS-samlingen (billedet) har sin hovedvægt i Kirkebys billeder fra de sene tressere og begyndelsen af halvfjerdserne.

Kirkeby. I starten af 1960’erne var den unge Per Kirkeby optaget af, hvad der skete i USA. ARoS-samlingen (billedet) har sin hovedvægt i Kirkebys billeder fra de sene tressere og begyndelsen af halvfjerdserne.

27. december 2012

Det nyeste billede på den udstilling, hvormed ARoS nu præsenterer sit Kirkeby-arkiv, er fra 1997.

Herbst-Anastasia hedder det, en hilsen til efterårets melankolske dronning.

At Per Kirkeby giver mange af sine billeder tyske titler skyldes næppe alene, at hans galleri, Michal Werner, har hovedsæde i Tyskland.

Det skyldes også, at en stor del af hans tankeverden er influeret af tysk maleri, tysk filosofi og tysk litteratur.

For ham hører dansk og tysk sammen, og det gør det også i det hele taget, det er vores historie. Det var Naziriget og besættelsen, der en lang overgang, som nu måske er ved at være forbi, førte til, at det angelsaksiske, især det amerikanske, kom til at stå os nærmere. Den unge Kirkeby var, som så mange andre, nærmest alle, temmelig monomant optaget af, hvad der skete i USA . Det var i begyndelsen af 1960´erne.

»What´s happening, baby?«, som Hans-Jørgen Nielsen sagde det.

Amerika var popkunst og minimalisme, det var hard-edge, happening, land-art, og alle vegne var den unge geolog en af de mest flabede spydspidser.

Arrogancen dækkede rimeligvis over en usikkerhed, for usikker var der god grund til at være. Krigen var forbi, men truslen om en ny hang over alt.

I den situation begynder udstillingen på ARoS, der jo i høj grad er baseret på malerens egne donationer, foretaget gennem en årrække, fordi han naturligt nok ønsker, der skal være et sted, hvor fremtiden kan se – konkret, lige om lidt – hvad der egentlig drev ham, og hvordan han forvaltede den drift. I hans tilfælde som tidligt postmoderne kunstner, ligesom drivende på en isflage gennem en fjendtlig tids kolde hav mod muligvis varmere tilstande, større katastrofer og situationer, hvor maleren ikke har andet end sit maleri at sætte ind mod helvede og kaos.

For en religiøs maler, som Kirkeby er det en håndgribelig sag. Helvede findes, og kaos er en selvfølge.Den unge Kirkeby var en »dedicated follower of fashion«, som rockgruppen The Kinks kaldte det. Han var med på det nyeste, men hvor nyt det var, det han selv producerede, kan diskuteres.Kunsthistorikeren Lucy Lippard skrev den første betydende bog om fænomenet Popkunst i 1966, og Per Kirkeby anmeldte den temmelig arrogant i tidsskriftet Billedkunst, som Troels Andersen redigerede.

Lippard så sådan på det, at popkunstens første bølge skabte hul og plads til noget helt nyt, den anden bølge ligesom konsoliderede det, og den tredje egentlig bare hældte det hele tilbage i de gamle flasker og udnyttede fænomenets salonfähigkeit.

Kirkebys tidlige tegninger og collager var meget primitive, studentikose nærmest, i forhold til hvad Richard Hamilton, R.B. Kitaj, Roy Lichtenstein, Andy Warhol, David Hockney eller Claes Oldenburg allerede havde lavet i England og Amerika.

Det viser udstillingen i Aarhus, og Kirkeby står ved sine primitive begynderværker, sin lidt famlende afsøgen af et felt, der måske nok allerede var udforsket og havde fået udtryk, men som han endnu ikke selv magtede at finde billedsprog til.

ARoS-samlingen har sin hovedvægt i billeder fra de sene tressere og begyndelsen af halvfjerdserne, den lange række af malerier med blandede materialer og højst blandede hensigter på masonit, kvadratiske udsyn mod jungler i sindet og verden, han først lidt senere begyndte af kunne overskue i proces og situation.

Entropien

Det er først derefter, han bliver »Per Kirkeby«, som verden i dag kender ham, men det er ikke sådan, at de senere billeder bare fuldender noget, der før dem var ufærdige skitser.

Alt er altidallerede til stede, det er en del af den lektie, kunsten lærer enhver, og selv om happeningens glade dage for længst var stivnet i performance og installation – lyt bare til ordene: en happening sker blot, mens en performance eller en installation kræver præmediterede hensigter –er det stadig kunstnerens kamp med stoffet, der er det vigtige.

Sådan ser Kirkeby sig selv. Han er en gammeldags romantiker, og mere en tysk romantiker end en dansk, han står nærmere Novalis end H.C. Andersen. Det var som romantiker, han tog sine første små, dejsende skridt ind i kunstens jungle i begyndelsen af tresserne. Og sådan er det blevet ved.

Egentlig burde han donere ARoS et par store malerier fra de senere år, så man kunne se, i hvor høj grad det er tilfældet. De mangler i det aarhusianske arkiv.

Til gengæld kan man så finde dem på Glyptoteket i København, hvor Kirkebys lille udstilling af maleri og skulptur dog desværre slutter allerede her den 30. december.

Epifani kalder Kirkeby den. Det betyder åbenbaring. Som da Paulus besvimede af indsigt uden for Damaskus.

I det lille rum til venstre for indgangen, i dunkel belysning, hænger en række fine malerier, der hovedsagelig er fra de senere år.

Kirkeby siger selv i en kort programerklæring, at han med sine nyeste billeder så at sige søger sit maleris opløsning, og det kunne man så tænke sig ville blive noget, der kom til at ligne de første små collager, hvor en kvindekrop fra et pornoblad kitschet kan være klistret på et kvindehoved fra et modeblad eller andet pubertært oprørsgejl, men sådan spiller kunstens klaver ikke.

Hverken livet eller kunsten bevæger sig i cirkler. Intet går op, intet vender tilbage. I de seneste malerier opsøger Kirkeby en slags ny ubehjælpsomhed, som om det beder ham om at gøre at begynde forfra for at markere, at noget er sket.

Og det noget, der er sket, kan kun være epifanien, åbenbaringen, og hvad der er åbenbaret, kan kun billederne vise.

De hænger i det halvmørke, hvor maleren har valgt, at de skal hænge, og fra væggene betragter de hans små, mørke skulpturer, der boltrer sig helt anderledes på gulvet, som var de dyriske emanationer af underbevidste kræfter, eller magiske budskaber måske fra andre lande, såsom Grønland, der har betydet så meget for ham, hvad man kan se på ARoS, hvor serier af akvareller og rids peger på det meteorologiske og det geologiske i Kirkebys sind og værk.

Det svævende, drømmende land af fjerne bjerge i tåge og det nære, konkrete land af frostsprængte revner og sprækker.

I ørkenen møder Maigret entropien, som Kirkeby selv engang formulerede fornemmelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer