Læsetid: 4 min.

Historien kører i ring

Indimellem er ’Hobbitten: En uventet rejse’, første del af Peter Jacksons nye Tolkien-trilogi, både flot og dramatisk. Men filmen er ikke ubetinget vellykket. Det skyldes både en ujævn historie, uinteressante figurer og en ny optagelses- og fremvisningsteknologi, der får billedsiden til at se tarvelig ud
Der er noget med tempoet og rytmen i ’Hobbitten: En uventet rejse’, som ikke fungerer. Snakkescener afløses af kampscener, der afløses af flugtscener, uden at man for alvor bliver engageret i noget af det, men faktisk keder sig bravt, mener Informations filmredaktør.

Der er noget med tempoet og rytmen i ’Hobbitten: En uventet rejse’, som ikke fungerer. Snakkescener afløses af kampscener, der afløses af flugtscener, uden at man for alvor bliver engageret i noget af det, men faktisk keder sig bravt, mener Informations filmredaktør.

SF Film

12. december 2012

Mod handler ikke om at bruge sit sværd, men om at vide, hvornår man ikke skal bruge det.

Nogenlunde sådan siger troldmanden Gandalf (Ian McKellen) til hobbitten Bilbo (Martin Freeman) i begyndelsen af første del af Peter Jacksons nye Tolkien-trilogi, Hobbitten: En uventet rejse. Man kunne parafrasere lidt og sige, at det at være en god filmskaber handler om at vide, hvornår man bør lade være med at lave en film. Jeg er endnu lidt i tvivl om, hvorvidt Peter Jackson skulle have givet sig i kast med Hobbitten eller ej, men jeg er sikker på, at En uventet rejse ikke er nogen vellykket film.

Som bog er Hobbitten et mindre værk end Ringenes Herre. Den er kortere, mere børnevenlig, mindre mørk og mindre væsentlig, og det er ikke helt forkert at opfatte den som en slags optakt til Tolkiens store mesterværk, Ringenes Herre, både for læserne og for Tolkien selv. Det har kun kunnet lade sig gøre at strække den lille bog til hele tre film ved at tage ubrugte elementer fra Ringenes Herre, plukke fra de tekster, Tolkien skrev for at udbygge sit Midgårds-univers – posthumt udgivet som Húrins børn og Silmarillion – og selv skrive til; en modig beslutning, når man tager i betragtning, hvor nærtagende Tolkien-fans har vist sig at være.

Set før

Kort fortalt er Hobbitten en klassisk dannelsesfortælling om den fredelige titelperson, Bilbo Sækker, der bliver en mere eller mindre ufrivillig deltager i en ekspedition sammen med Gandalf og 13 uregerlige dværge. Målet er dværgenes tabte kongerige, Erebor, som mange år forinden blev ødelagt og indtaget af dragen Smaug, der er lige så glad for guld som dværgene selv.

Og ekspeditionen bliver naturligvis lige så begivenhedsrig, som man kunne forvente. I hælene har Bilbo og dværgene en flok sure orker, og undervejs møder de både venligtsindede elvere, sultne bjergtrolde, levende bjerge og en sær lille skabning, Gollum, der bor ved en sø dybt under jorden og er meget glad for en guldring, som Bilbo finder og stikker i lommen.

Således minder Hobbitten: En uventet rejse faktisk meget om Ringenes Herre. Det er mere eller mindre samme hjemme-ude-hjemme-historie, der fortælles, og det kommer Hobbitten til at lide under. Der er masser af enkeltstående scener, som er flotte, sjove og dramatiske. Men meget af det har man set før i Ringenes Herre.

Fysisk og digitalt

Der er noget med tempoet og rytmen i Hobbitten: En uventet rejse, som ikke fungerer. Snakkescener afløses af kampscener, der afløses af flugtscener, uden at man for alvor bliver engageret i noget af det, men faktisk keder sig bravt. Det skyldes blandt andet, at man ikke er lige så engageret i Bilbo og især dværgenes skæbne, som man var i Frodo, Sam og alle de andres i Ringenes Herre.

Det hele er ellers vældig imponerende og hæsblæsende iscenesat i et nærmest fuldendt Tolkien-univers, hvor meget få af de mange computeranimerede væsener og omgivelser ligner netop computeranimerede væsener og omgivelser. Enkelte steder halter de digitale effekter, men det er småting, og de fysiske og digitale verdener flyder umærkeligt sammen, hvilket tjener Peter Jackson og hans fotograf og effektfolk til ære; med Hobbitten tager de endnu et teknologisk stormskridt fremad.

Måske er det også derfor, at man får fornemmelsen af, at det er universet, ikke figurerne, der har interesseret instruktøren mest. I hvert fald lader han dem lidt i stikken undervejs i filmen, og kun Bilbo og scenerne med Bilbo og Gollum er interessante psykologisk set.

Det bringer mig frem til den helt store ting, der ikke fungerer.

Uklædelig billedside

Hvor en film traditionelt optages og vises med 24 billeder i sekundet, har Peter Jackson sammen med James Cameron udviklet en teknik, hvormed man kan optage og vise film med 48 billeder pr. sekund. Det skulle betyde, at billedet bliver meget skarpere, også i dybden, og klarere og detaljegraden højere, hvilket igen skulle have en positiv effekt på den 3D, som Hobbitten: En uventet rejse naturligvis også er optaget i.

3D-effekten er ganske glimrende – det handler heldigvis mest om at give universet dybde end om at smide ting i hovedet på publikum – mens den fordoblede billedfrekvens, HFR (Higher Frame Rate), om noget gør billedsiden meget klarere, så man opdager detaljer i kulisser, kostumer og ansigter, man ikke har lagt mærke til før.

Desværre giver HFR også Hobbitten: En uventet rejse et videoagtigt udseende, der bestemt ikke klæder historien.

Faktisk tager den sig decideret tarvelig og sæbeoperaagtig ud i begyndelsen, hvor farverne er klarest og lysest. Senere i filmen, hvor skyerne trækker sammen på himlen, og Bilbo og dværgene kommer under jorden, betyder det ikke så meget, fordi billederne også bliver mørkere og mere ’film’-agtige.

Man undrer sig

Ligesom i forbindelse med Ringenes Herre må man tage hatten af for den kraftanstrengelse, Hobbitten-trilogien er for Peter Jackson. At lave tre film af den størrelse i træk er en monumental opgave at påtage sig. Omvendt kan man undre sig over, hvorfor instruktøren vælger at gøre det selv, når nu han har vist, hvad han kan og vil med Tolkiens univers.

Det hænger selvfølgelig sammen med, at den mexicanske instruktør Guillermo del Toro trak sig som instruktør, da den voksede fra en film til tre, og at Peter Jackson derfor følte, at han måtte tage over for at få realiseret filmen.

Men når Jackson, som en amerikansk anmelder har bemærket det, har ladet sig inspirere mere af mainstream-underholderen Steven Spielberg end af den gotiske eventyrfortæller del Toro, skulle han måske have fundet en anden instruktør – eller helt have ladet være.

’Hobbitten’. Instruktion: Peter Jackson. Manuskript: Peter Jackson, Philippa Boyens, Fran Walsh og Guillermo del Toro. Amerikansk-new zealandsk (Biografer verden over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Anmeldelsesen giver mig et indtryk af at anmelderen ikke har noget videre kendskab til fantasy som genre.
Pointen med det meste fantasy er lige netop universet og ikke nødvendigvis kun karakterene. Det er derfor vi f. eks ser så mange landskabs beskrivelser i Tolkiens bøger.
De 'psykologisk interessante' ting overlades til postmoderne egotrippere som Helle Helle.

Det er, med al respekt, svært at tage en anmeldelse seriøst, når den kommer fra en Outsider, der ikke har nogen videre kendskab/respekt for genren Fantasy.

Har du overhovedet læst bøgerne?

Beslutningen om at lave 3 film ud af den bog er ren pengemaskine. Der er simpelthen ikke kød nok på den, det er netop bogens force. Den er så underspillet, og så ligefrem i forhold til Ringenes Herre. Men alligevel ved vi at Tolkien havde tænkt meget over sin skabning, for prototyperne på Silmarallion og andre tekster var skrevet lang tid før Hobbitten. Men som sagt, Hobbittens litterære charme er netop dens tilgængelighed og ligefremhed, i modsætning til Ringenes Herre alvorlighed. Det sidstnævnte værk har rigtignok mere psykologisk dybde i forhold til hovedpersonernes kamp, men det er netop også en af årsagerne til at Hobbitten er så væsensforskellig fra Ringense Herre.

@Gustav Alexander

Jeg har ikke set filmen endnu, men jeg har læst Hobitten en del gange gennem årene, ligesome Ringenes Herre og Silmarilion er tygget igennem mere end 5 gange.

I det her tilfælde har Monggaard ret. Der er ikke meget kød på karakterene i bogen med undtagelse af Bilbo, Gollum og i nogen grad Thorin.

Hvad angår Tolkiens landskabsbeskrivelser kan jeg godt lide at læse dem og jeg mener, i modsætning til mange, at han skriver dem godt. Det er ikke det samme som at sige de er brændende relevante i hverken film eller bog.

Sluttelig vil jeg sige at din betragtning om at man kan være en "Outsider" er uheldig. Den understreger en ganske bred strømning i "nørdkultur" hvor man skal synes om tingene på den rigtige måde eller holde mund som jeg mener er intellektuelt doven og egentlig også pinlig.

Det er den samme tendens man ser hver gang en eller anden person siger det forkerte om detter eller hin computer spil og straks springer fanatiske støtter ud af busken og forsøger at nedbryder enhver kritik af deres valgte produkt. Du kan finde et morsomt eksempel på dette da Tom Chick anmeldte Halo 4 på quartertothree.com. Halo fans fik fantastisk travlt med at udgyde galde og kalde ham uærlig, arrogant, retarderet og hvad ved jeg.

Hvis en genre, fantasy, ikke kan diskuteres af andre en de indviede, hvad er så pointen? Hvis det er en særlig esoterisk kunst at værdsætte fantasy hvad er så værdien af fantasy som litteratur? Det kan aldrig være et krav at man skal "respektere" en genre for at kommentere på den eller anmelde den.

I øvrigt anmelder han ikke bogen men filmen, hvorfor det er flintrende ligegyldigt om han har læst bogen. Det er igen, tror jeg, et forsøg på at underkende anmeldelsen som helhed ved at gøre det til et esoterisk emne for kun de særligt inviede.

Afslutningsvis vil jeg knytte en metakommentar til genren som helhed. Jo ældre jeg bliver (er rundet de 30 nu om dage) må jeg indrømme at jeg finder mindre og mindre at holde af ved fantasy. Det er oftest endimensionelle historier uden noget egentlig interessant andet end eskapisme. Det er også nok i et stykke tid, men der er sgu ikke meget at komme efter i Ringenes Herre når man har set overfladen. Da jeg var yngre var jeg meget oprørt når folk affærdigede fantasy som genrefiktion og ikke litteratur, men jeg må efterhånden give dem ret. Mit efterhånden omfattende reoludvalg af fantasy bliver ikke læst meget og jeg krummer af og til tæer når jeg tænker på noget af det. Interessant nok synes jeg ikke science fiction har helt det samme problem. Tror det er det spekulative element der hæver det over fantasy og den følelse af pulp det giver mig.

Jeg har svært ved at finde en fantasy ækvivalent til Flowers For Algernon eller A Canticle for Leibowitz for nu at nævne to gennemtærskede bøger.

Aah, den klassiske fortælling om en trylledreng, der må så grueligt meget igennem, kravle gennem garderobeskabet, møde en trold og en computeranimeret løve og slås mod orker og mobbende bøller, førend han endelig bliver venner med en ugle og en guldring så han kan blive optaget på trylleskolen.

Også i filmatiseringen af"Ringenes Herre" var en del af scenerne alt for prægede af krig-kamp-hug.

En meget væsentlig figur i blev totalt overset: Tom Bombadil og hans verden.
Muligvis fordi den ikke var konkret-voldelig - nok....
Alligevel synes jeg "Ringenes Herre" var en fantastisk filmoplevelse. Og jeg skal selvfølgelig se Hobitten så snart mulighed bydes.

En anden meget spændende - filmatiseret- forfatter som må have inspireret J.K. Rowling er Phillip Pullman. Han har bla. skrevet "Det Gyldne Kompas" som er det 1. bind i en trilogi.
Man har aldrig filmatiseret Pullmans 2 følgende bøger i trilogien: "Skyggernes kniv" og "Ravkikkerten". Måske er det godt, for der er altså noget bøger kan med at løfte bevidstheden op på nye niveauer, som ingen film, den være sig nok så fantastisk nutidkonstrueret,- kan.
Jeg gad nok se en filmatisering af hans to sidste bøger i trilogien "Det Gyldne Kompas", - det ville være virkelig være noget ..helt sikkert uhyrligt dyrt og vanskeligt at producere.... MEN LÆS ALTID BØGERNE FØRST!

Faktisk synes jeg også "Snowhite and the Huntsman" var ret godt gået. Måske skulle instruktørene kaste sig over samlede Grimm og lave serien komplet. ;). Idéen hermed videregivet.

Endnu en robust anmeldelse fra Monggaard. Han er i særklasse inden for genren.

Ang. 48 FPS optagelsen.

Jeg har observeret fra projektorer der har en fordobling af billederne, med en form for interpolering hvor der beregnes et ekstra billede, at der opstår en forkert lyssætning på filmen, så den kommer til at ligne noget fra en billig tv serie. Jeg tror det er det fænomen Monggaard observerer her.

Jeg ved fra optagelse med video kamera at optagelse i 50 fps, mod normale 25fps, og afspilning igen, i ægte 50fps, kan give et fantastisk godt - naturligt billede.

Jeg kan ikke forestille mig at alle biograferne nu skulle være i stand til at vise ægte 48 fps i 3d. Der må ske en form for interpolering, eller digital manipulation for at det kan ske. Jeg tror det der sker er, at lyssætningen som intruktør og kameramand ser, bliver forskellig fra den vi kan se som biograf gængere.

Der kommer en unaturlig konstrast, der udvisker gråtonerne, og får billedet til at fremstå mere skarpt end det faktisk er.

Jeg glæder mig til at se hobitten - i modsætning til mange, så mener jeg hobitten (bog) er en perle. En film ville havde været for lidt til den kondenserede historie, som jeg i øvrigt mener, er mere levende end ringenes herre (bøgerne). To film ville nok havde været passende - afhængig af længden selvfølgelig. Fra trailerne kan man se, at Jackson har medtaget sangene. I bogen bladrer jeg hurtigt forbi dem, men her synes de, stadig følgende traileren, at bidrage positivt til baggrundshistorien og forgribelsen af det kommende.
Så vil jeg medgive Rasmus Paulsen, at fantasy-genren er ensformig dog synes jeg som sagt hobitten er i særklasse. Sci-fi er i frigjort fra ensformigheden på grund af genrens behandling af samtidens politiske temaer. Alene af den grund står den aldrig stille.

@Hans Hansen

Jeg er ganske enig i at Hobitten er en glimrende bog. Jeg holder meget af den og har for nylig genlæst den med stor fornøjelse. Jeg synes egentlig den er et stærkere værk end Ringenes Herre idet den er mindre... well, den er mindre og har en klar struktur. Den er dog stadig ret hurtig udtømt for dybere indhold og tilbage står dens prosa og næsten naive charme og det er dét der bærer bogen i sidste ende. Jeg kan sagtens forstå hvis det er svært at overføre til film.

Jeg skal selv ind at se filmen inden længe og ser frem til det, men jeg forventer bestemt ikke at der skrives filmhistorie eller at det er en Kieslowski film. :)

Gustav Alexander

@Rasmus Poulsen

Jeg formulerede mig fuldstændig forkert og det er selvfølgelig min egen skyld.
Det var ikke min mening at implicere fantasy som en særegn sub kultur, der kun kan forstås indefra.
Min pointe derimod er, at man må have en hvis forståelse for genren for at skrive en relevant analyse af et værk derfra. Det er en selvfølge og det mener jeg ikke at ovenstående anmeldelse udstråler.
Fantasy som genre lægger mere vægt på worldbuilding, hvilket i genren ses som en kunst og en pointe i sig selv. I mainstream litteratur/film er worldbuilding set som enten dekadent eller et mål til en ende. Det betyder, at mange anmeldere vil denigrere denne del af fantasy og det er netop det vi ser i ovenstående anmeldelse. De psykologiske aspekter af karakterene ses som vigtigere end de storartede visuelle landbeskrivelser. Det er udtryk for en helt fundamental misforståelse af genren.
Tolkien er hverken moderne eller postmoderne fiktion og skal derfor ikke forstås som sådan. En romantisk tolkning ala Rousseau el. 1800 tallets romantik havde været en mere relevant måde hvorpå værket kunne angribes, da Tolkien beskæftiger sig med natur vs kultur, mytologi og civilisation. Det giver derfor ikke meget mening at ekskludere dette fra analysen og istedet fokusere på områder, der ikke anses som specielt fundamentale i fantasy.

Angående fantasy som litteratur så giver jeg dig ret i at en del af fantasy ikke kan ses som litteratur. Men jeg tror dog stadig ikke du har kigget længe nok.
Har du læst Steven Erikson's "The Malazan Book of the Fallen' eller Scott Bakker's bøger? Begge forfattere har baggrund i henholdsvis antropologi, arkæologi og filosofi. Dét er intelligent litteratur efter min mening.
Jeg giver dig ret i at science fiction ikke lider af samme problem som de mere banale aspekter af fantasy. Jeg fastholder dog at store dele af fantasy kan og bør ses som litteratur.
Mit problem er, at folk nægter af forstå fantasy og har en del forudfattede idéer om genren, der simpelthen ikke holder stik. Hanton Fliks kommentar er et ret rammende eksempel på dette.

Jeg havde ingen forventning om at filmen ville følge bogen... Jeg havde dog forventet lidt mere respekt for det oprindelige materiale... Der er meget få scener der står tilbage som beskrevet i bogen!
Jeg havde forventet mere action end bogen byder på, men derfra og så til at ændre alle scener, hvor det kunne komme til konfrontationer til at der gør det syndes jeg er lige i overkanten... Den ville have klædet filmen at skrue lidt op for humoren, lidt ned for aktionen og meget op for karakter dybden...

Christian Monggaard

Gustav Alexander.

Jeg har faktisk læst bøgerne, og jeg kender en del til fantasygenren, som jeg har skrevet om flere gange i avisen.

Men der er , som også andre har gjort opmærksom på i denne kommentartråd, stor forskel på litterær fantasy, der godt kan leve i kraft af sin stemning og verden, og så en film, der har svært ved det – i hvert fald af den mainstream slags, som Peter Jackson gerne vil lave.

Mht. det at lave tre film ud af en forholdsvis lille bog, så er jeg enig i, at det er profittænkning fra filmselskabets side. Jeg tror dog, at Jackson selv er ’pure at heart’ og blot morer sig med at opholde sig så længe som muligt i Tolkiens univers – og samtidig få fortalt nogle af de historier fra Ringenes Herre, der ikke var plads til, og nogle af Tolkiens andre historier fra Midgård, som er blevet udgivet posthumt.

Det stod der oprindeligt mere om i min anmeldelse, men det blev også skåret ud af pladsmæssige årsager.

Og tak for de pæne ord, Søren Kramer.

Jeg har bare en lille teknisk præcisering.

Når Monggård skriver:
”Hvor en film traditionelt optages og vises med 24 billeder i sekundet, har Peter Jackson sammen med James Cameron udviklet en teknik, hvormed man kan optage og vise film med 48 billeder pr. sekund. … ” er dette kun delvist rigtigt.

Film er ganske rigtigt blevet optaget med 24 billeder i sekundet, men ved fremvisningen i biografen vises hvert billede ved hjælp af en anordning (blændermekanisme) i projektoren to gange. Det vil sige, at billedfrekvensen herved bliver fordoblet til 48 billeder i sekundet- ligesom tilfældet er med HFR.
Sådan har det været lige siden tonefilmens fremkomst. En fremvisning med 24 bill/sek. vil afstedkomme et tydeligt flimrende billede.
Rigtig mange skribenter er tilsyneladende ikke klar over denne tekniske detalje.

Og når visse kvalmefornemmelser hos nogle publikummer tilskrives disse 48 billeder, er det noget sludder.
Kvalmen skyldes snarere en kombination af at sidde for tæt på et skarpt og livagtigt kæmpe stort billede, optaget med vidvinkel og i ustandselig bevægelse. Altså samme virkning som i en rutsjebane.
Jeg har ikke set filmen og kommer desværre heller ikke til det, da Jacksons umådeholdne brug af underlægningsmusik helt sikkert, om ikke det andet, vil afstedkomme et kvalmende ubehag hos mig.

Filmene Ringenes Herre var en gang hollywoodsk mainstream-bras. Mange kunstige dialoger, en hulkende Frodo igennem hvad føltes som en uendelighed (vel 1½ film), fladpandet børnehumor en supermand af en elver, glidende ned ad trapper og olifanter som en anden surferdude.

For ikke at nævne adskillige fatale fejl, såsom spøgelseshæren, der lige moppede det hele op i en ruf - en deus ex machina - og gjorde alle andres indsats komplet overflødig. Og som Gimli sagde, kunne de bare have slæbt dem med til Mordor og smadret det med den uovervindelige hær, hvis nu Frodo's mission glippede.

Det var en omgang makværk, og jeg er dødtræt af at høre overalt at det var "åh så fantastisk!", fordi man åbenbart ikke kan tillade sig at kritisere et "mesterværk".
Et hint til alle jer "åh-så-fantastisk"'ere: BOGEN er et mesterværk, IKKE filmen.

Dennis

Selvfølgelig er filmen Hollywoodsk, hvad havde du ellers forstillet dig den skulle være. det var og er den eneste måde hvorpå bogen ville kunne laves om til en film.

En instruktør og producer vil aldrig slippe af sted med en så latterlig dyr film, hvis ikke der kunne tjenes styrtende bunker på den. Filmselskaber sidder som høge, hvilket enhver ved som har fulgt med i tilblivelsen af Ringenes Herre.

Jeg syntes også det er værd ar bemærke, at Ringenes Herre er helt umulig at omsætte til film, hvis man skulle forholde sig tro til den.ikke mindst pga det omfattende person galleri, den ekstrem langsomme frem og tilbage start. Det tager jo en evighed før Frodo og co kommer nogle steder. Dens mærkværdige fortællerstil, f.eks. fortælle den et slag som flashback, (i det hele taget er fokus på slagene i bogen til at overse.) inkludere et hav af sang, små historier og personer, der til tider gør at historien tager nogle seriøse afstik. Det er selvf. Nogle af de ting der gør bogen så god og speciel, det kan bare ikke omsætte til film, medmindre du vil kede og forvirre ikke inkarnerede individer.

Ringenes Herre er et prime eksempel på, at nogle ting ikke kan omsættes til en film, hvis du vil forholde dig tro mod det, uanset om du så deler det op i 3 og har en spilletid på 10-11 timer.

I stedet bør man glæde sig over de mennesker der fik læst bogen pga. Filmen ;) hvilket er temmeligt mange.

Jeg syntes også at det kan være befriende med let underholdning i ny og næ, derfor har jeg det også fint nok med at en film eller en bog ikke rykker ved nogle grænser, får mig til at tænke og filosofere over er givet emne eller gør mig klogere.

Hvis jeg vitterligt ønskede dette vil jeg kaste mig over andre værker end mainstream film, bøger og sågar Ringenes Herre, for sådanne har jo slet ikke den form for dybde. Så tag det nu for hvad det er!

Serup:
Film er selvfølgelig ikke bøger, det ved jeg godt, men det undskylder ikke den gang pis, der blev produceret.

Deus Ex Machina er dødssynd nummer eet i enhver historie, og den begik Peter Jackson. Amerikansk popkultur i form af surferduding er en dødssynd ifølge mine standarder, og ødelagde totalt filmens illusion (Suspension of Disbelief hedder begrebet på engelsk). Og jeg kan heller ikke tilgive den barnlige humor skåret efter den hollywoodske skabelon, som jeg også mener brød illusionen, samtidig med, at den fjernede filmen langt fra bogen.

Efter min mening kunne de film have været langt bedre, for eksempel med en instruktør som Guillermo del Toro, og jeg var da også helt oppe at ringe, da jeg hørte, at han skulle lave Hobbitten. Det var godt nok en fuser at høre, at Jackson skulle fortsætte med sit makværkeri.