Læsetid: 5 min.

En hyldest til livet

Neil Youngs bog hedder godt nok en selvbiografi på dansk, men selvom den indeholder selvbiografiske passager, har den mere karakter af statusopgørelse hos en kunstner i den alder, hvor de fleste går på pension
På scenen. Musikken fylder godt i Neil Youngs selvbiografi. Der er ingen kronologi, og der  pendles ubesværet fra årene hjemme i Canada med det første orkester, The Squires, til hans seneste soloshow til fordel for Farm Aid. Her spiller han i Central Central Park i New York i september 2012.

På scenen. Musikken fylder godt i Neil Youngs selvbiografi. Der er ingen kronologi, og der pendles ubesværet fra årene hjemme i Canada med det første orkester, The Squires, til hans seneste soloshow til fordel for Farm Aid. Her spiller han i Central Central Park i New York i september 2012.

Shannon Stapleton

14. december 2012

Nu har undertegnede så levet et par dage i og med Neil Youngs selvbiografi og det har på mange måder været en oplevelse udover det sædvanlige. Måske (eller netop) ikke i litterær forstand, thi Young hæver sig som skribent næppe over det middelmådige, han skriver uden filter om stort og småt, og hvad der nu falder ham ind undervejs – man genkender i stilen den guitarist Neil Young også er og dennes forkærlighed for improvisation og feedback. Så at kalde stilen for middelmådig er såmænd så også forkert, for den virker i forbløffende grad som en forlængelse af den skrivendes personlighed og gør som sådan glimrende fyldest. Og Neil Young må i høj grad i lyset af Selvbiografi - en hippiedrøm (den engelske originaltitel er den både mere sigende og mere korrekte Waging Heavy Peace: A Hippie Dream, hvad der måske har forekommet oversætter Søren Vinterberg uoversætteligt, men den indkredser dog bedre flere af bogens tematikker; derudover har Vinterberg nu klaret opgaven godt) siges at være en person, for hvem glasset altid er halvt fyldt. Hvilket dog ikke forhindrer værket i at gennemstrømmes af sorg over de mange faldne i hans inderkreds.

Potten som genvej

Neil Young skrev bogen i løbet af 2011, en periode, hvor han havde kvittet både stoffer og sprut, ikke fordi man fornemmer, han havde et afhængighedsproblem, men på råd fra sin læge i hælene på den hjerneblødning, han fik i 2005. At hans far, forfatteren og journalisten Scott Young, led af demens hen mod slutningen af sit liv, foruroliger også Neil Young og man fornemmer, at det tog hårdt på ham at opleve den far, han åbenlyst beundrede, langsomt miste sin orienteringssans i tilværelsen, og det er bestemt ikke noget, han ønsker skal overgå ham selv. Så den da 66-årige sangskriver beslutter med samme konsekvens, som han lukker et musikalsk projekt ned, når han fornemmer at dets tid er ved at rinde ud, at kvitte begge dele. Sværest er det med potten, som han altid har brugt som genvej til sangskrivningens mysterier og da hans elskede muse (hvad han konsekvent kalder hende) for en stund forlader ham på den konto, beslutter han sig for i stedet at skrive, hvad der på dansk altså kaldes hans selvbiografi.

Og det er det så måske også. På sin egen skæve youngske facon. Man kan grundet de mange eksistentielle passager ikke lade være med også at se den som en art gøren status over ikke mindst mennesket Neil Young. Så hvis man, som i øvrigt også med Bob Dylans Krøniker, Bind 1 (uden sammenligning i øvrigt … og dog!), ikke går efter kronologi og/eller indsigt i tanke- og følelsesprocesser omkring kunstnerens hovedværker, men er klar til at følge den skrivende hvor som helst dennes associationsrækker måtte føre én (og her kommes der vidt omkring, selvom Youngs verden på mange måder er forbløffende lille), er der masser af læseværdige passager at hente i bogen her. Og så er det værd at nævne, at den først og sidst er et uhyre rørende dokument om et menneske i den alder, hvor vennerne begynder at falde fra. Og der ikke umiddelbart står erstatninger i kulissen, som kan overtage hin enkeltes rolle i ens liv.

Modeljernbaner

Det kommer der mange sørgmodige, men også paradoksalt nok livsbekræftende passager ud af i dette godt nok lange, men også spraglede og leve(n) de værk. Som først og sidst giver læseren en fornemmelse af Neil Youngs selvopfattelse, værdier (hippiedrømmene fra den oprindelige titel fylder godt) og ikke mindst besættelser. Jeg ved således ikke rigtigt, hvad hverken fans eller den blot nysgerrige læser vil få ud af de tre største interesser (fraset musikken, der jo i højere grad er et såvel kald som arbejde) i Neil Youngs tilværelse: Modeljernbaner, udviklingen af en el-bil og en (voldsom) forbedring af MP3’ens lydkvalitet kaldet Pono. Det første kan vel kaldes en hobby kørt helt ud i det ekstreme, de to sidstnævnte størrelser er deciderede kommercielle projekter, som Young af alle kræfter forsøger at sætte på skinner, og han lader læseren forstå, at motivationen for at kaste sig ud i at skrive de erindringer, han ved flere lejligheder har påstået, han ikke ville, i høj grad også er økonomiske. Han er simpelthen besat af at føre sine (hippie) drømme ud i livet. Det fylder alt sammen godt, det er såmænd ganske fornøjeligt, men også lidt træls. Man får da indblik i sagernes udvikling, ikke mindst gennem møderne med de kommercielle kræfter, der i sidste ende skal føre Youngs visioner ud i livet. Hvis det altså kan lade sig gøre.

Et andet felt, der fylder godt og som jeg læste med større interesse, handler om Neil Youngs familie. Både hans forældre og opvæksten forskellige steder i Canada får sine afsnit, men det er sønnen Ben Young (som han konsekvent omtales sammen med prædikatet »vores åndelige leder«), der har den største rolle i bogen, fraset fortælleren selv. Skæbnen ville, at begge Youngs sønner fra to forskellige ægteskaber blev født med spastisk lammelse. Zeke, den ældste, har siden fået ændret sin diagnose til en hjerneskade, pådraget under graviditeten og det lyder som om han har formået at skabe sig en tilværelse, hvorimod Ben Young kræver konstant tilsyn og pleje og så vidt jeg forstår heller ikke ejer talens gave. Ben Young dukker op igen og igen, men som i bogens øvrige indhold som sådan udtrykker Neil Young på intet tidspunkt bitterhed over sønnens vanskæbne, men forsøger at se på den med kampgejst og optimisme. Der kan man vitterligt tale om én, der kun tæller de lyse timer. Det skader så heller ikke, at hans tredje ægteskab ifølge kronikøren selv er både lykkeligt og forløsende. Eller at datteren Amber fødtes uden defekter og at hendes virke som billedkunstner fylder den gamle kæmpe med stolthed.

En tiltrængt mikstur

Endelig er der musikken. Nørd som jeg er, var det de passager, jeg læste med størst fascination og udbytte. Da der ingen kronologi er, pendles der ubesværet fra årene hjemme i Canada med det første orkester, The Squires, til hans allerseneste soloshow til fordel for Farm Aid. Ind i mellem tages der afstikkere til Buffalo Springfield (et orkester, han virkelig elsker), Crosby, Stills, Nash & Young og ikke mindst Crazy Horse, hans trofaste backingband. Har man således troet på myten om fjendskabet mellem ham og makkeren Stephen Stills, kan man godt tro om igen. Neil Young forguder ham! Og sådan er den fuld af overraskelser, anekdoter og kærlighedserklæringer. Hvad de sidste angår, myldrer bogen med dem, levende som døde takkes og fortælleren er fuld af taknemmelighed og ydmyghed over for de mennesker, der har betyder noget for ham. Der flettes en krans for de døde, jo vist, men i sin essens er Selvbiografi en hyldest til livet og som sådan en tiltrængt mikstur. Denne læser kom i hvert fald til at holde mere af Neil Young end han gjorde i forvejen; hvem skulle nu have troet, dét var muligt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu