Læsetid: 1 min.

Hypnotisøren

6. december 2012

Moderkærlighed og sønner, der søger deres mor – det er styrende temaer i den svenske instruktør Lasse Hallströms mest personlige film Mit liv som hund og Hva’ nu Gilbert Grape? Og motivet går i næsten parodisk overdreven form igen i denne dystre fortælling fra den skandinaviske krimi-industris samlebånd. Det drejer sig om en dyrt anlagt filmatisering af pseudonymet Lars Keplers bestseller Hypnotisøren (2009), skrevet af et ægtepar, hvilket måske forklarer historiens moderlige synsvinkel, der er usædvanlig for denne genre. Lena Olin er malerinden, der ser sit barn blive kidnappet, da hendes fremmedgjorte lægemand (Mikael Persbrandt), indvikles i opklaringen af det mystiske drab på en hel familie. Olin bliver først for alvor en furie, da sønnen forsvinder, og hendes fortvivlelse udmønter sig i aggression. Vi får kvasi-strindbergske scener fra et smuldrende ægteskab, alt imens krimi-opklaringen går sin gang, ledet af hvad der skulle være hovedpersonen, en yngre finsk-svensk kriminalkommissær. Han spilles sympatisk sobert og alligevel intenst af Tobias Zilliacus, men det er tydeligt, at Hallströms egentlige interesse ligger hos ægteparret med de store problemer, pinagtigt realistisk inkarneret af Olin og Persbrandt. Det giver en uligevægt i kompositionen, ærgerligt nok, for Hallström tilføjer som helhed krimien mere ægte følsomhed og situationsfornemmelse, end man normalt ser i den mekanisk oppumpede genre. Lad så være, at selve plottet virker slemt fortænkt og udmunder i et flot opsat, men latterligt urimeligt snelandskabsklimaks.

Hypnotisøren. Instruktion: Lasse Hallström. Manuskript: Paolo Vacirca. Svensk (Dagmar, Empire, Falkonér, Grand, Palads, Park)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu