Læsetid: 6 min.

Kunstner bider værk

Interessant og gennemført udstilling af albansk-franske Anri Sala om, hvordan man indkredser og skaber kunst
Interessant og gennemført udstilling af albansk-franske Anri Sala om, hvordan man indkredser og skaber kunst
21. december 2012

Musik møder en allerede, inden man går indenfor i labyrinten, der er rammen for Anri Salas udstilling i Louisianas kælder. Det er lyden af ikke at vide, hvad der venter. Det er forventningens glæde, barnlige dyt i saxofonen, det er den ubekymrede jazz, der følger en indenfor.

Indenfor er det en bygning og et ghettolignende område, saxofonen forsøger at indkredse. Anri Sala styrer kameraet i en langsom og kontrolleret bevægelse, der først afslører en dør, så et rum, så en blomst i et vindue, der viser sig at sidde i håret på saxofonisten, der hænger på ydervæggen af bygningen højt, højt over jorden. Han spiller bygningen og området og oplevelsen, næsten som en kunstkritiker, der forsøger at nærme sig et værk ved at lægge ord oven på det og rundt om det. Det burde falde til jorden med et bump, men bliver alligevel hængende. Ordene kan aldrig blive sande, men bliver alligevel ikke afsløret. Anri Sala zoomer helt ind på saxofonisten Jemeel Moondocs ansigt, der ligesom musikken lader sig gribe af associationerne. Han er et andet sted. Det er meget smukt. Det handler om, at objekter kun er til for at sætte subjekter fri. Tingen eller værket er kun, hvad det er. Hvis vi vil have det til at betyde mere, så skal vi væk.

I slutminutterne af den 13 minutter lange film kigger vi stadig på ham, men han kigger ikke tilbage. Fantasien er et privat sted. Den er ikke ude efter nogen dialog. Og hvis man alligevel er ude på at have den midt i skabelsen, så kræver det mod, og at man ignorerer dem, der kigger. Et grundlæggende træk i det at være kunstner er også, at rejsen foregår i det indre. Det er først, når jagten er overstået, og tænderne er sat i byttet, at publikum bliver inviteret indenfor.

Det sidste værk i labyrinten, eller det første, hvis man tager bagvejen, handler på en måde om det modsatte. Her bliver musikken til objektet, her er det en mands sårede følelser i en situation, hvor han går fra kæresten, der bliver fortalt i hårde og høje trommesoloer. Den danske komponist Rune Glerup har i et forsvar for, at han komponerer musikalske objekter, sagt om en blyant, at den heller ikke lige pludselig bliver til en banan, ligesom hans musik også er skabt af gentagelser af lyde, der ikke udvikler sig. Og sådan forholder det sig med Anri Salas trommesoloer. De er en stabel af lyde, der bliver anbragt i rummet. De forandrer sig ikke. De er lige så meget objekter som den bygning, Jemeel Moondoc hænger på.

Et storværk

Værkerne er bedre i hovedet end i maven. Det bedste værk, »1395 dage uden rød«, er tilmed umuligt rigtig at nyde på grund af lydene fra trommeværket i nabolokalet. Eller også er det intentionen fra kunstneren at gøre det så svært som muligt for publikum, han har jo eksempelvis også i samme film indlagt en mange minutter lang scene, hvor man kun ser et træ i rødt modlys.

Men ét værk skiller sig ud med uovertruffen humor. I »Title Suspended«, der er lavet over Michel-angelos berømte fresko i Det Sixtinske Kapel, drejer Guds hånd rundt, lige over for Adams, begge iført plastikhandsker, så vi er helt sikre på, at intet liv hopper videre, om det så skulle lykkes dem at komme i nærkontakt. Det ser så ynkeligt ud, når de ikkeudfyldte gummifingre slapt falder ned til siden, at det nærmer sig blasfemi.

Filmen »1395 dage uden rød« er et storværk. Den er meget konkret, den er tilmed spændende og nervepirrende, og den indbyder til et væld af læsninger. Både den indkredsning af kunsten, som går igennem hele udstillingen, og som peger på, at man er nødt til at afføre sig plastikhandskerne, hvis man vil skabe kunst, hvor beskidt og hvor svært det er, men så sandelig også på emner som kollektivitet, krig, og hvordan æstetikken også kan have sine ofre. Og så har den noget så sjældent som to parallelle historer, der spejler sig i hinanden.

Begge historier udspiller sig i Sarajevo. Bandet sidder i et tilforladeligt, ikke særlig sakralt lokale, der ligger ud til en gang, og nærmer sig gennem kollektiviteten et værk. De indkredser et værk for så at indtage det. Alle indtager deres positioner og øver sig, de rammer ikke plet hver gang. Og det er ikke noget kønt syn, det har ikke samme andægtighed over sig, som når de sidder i koncerthuset, hvor de forfører beskuerne, det her er bare en flok musikanter, der hver især er gode til noget, men som gennem kollektiviteten kan vælte bjergene og indtage byen, og forbipasserende stopper også kun kortvarigt op, inden de fortsætter og går videre hen ad gangen.

Udenfor i byen stopper en diskret klædt kvinde også kun kortvarigt op. Hun er på vej gennem byen. Men hun er den indkredsede, den, der risikerer at blive ramt af snigskytterne, der har belejret byen. De har omringet den og sidder og sigter. De har udvalgt sig en række centrale områder, store lyskryds med lange gader, hvor de lokale står og gemmer sig bag murene for så én af gangen at tage chancen og løbe over. De er klædt diskret for ikke at vække opsigt.

Filmens 43 minutter er ikke lige sådan at fordøje, det kræver arbejde, før magien folder sig ud. Men den ihærdige bliver rigt belønnet. »1395« handler om, hvor beskidt et arbejde det er at skabe et værk, hvor møjsommeligt og grimt det er, hvordan æstetikken også kan kræve ofre – det er jo ikke kønt at tænke på de sagesløse borgere, der må miste livet for ’det stores skyld’.

Skræmmende afslappethed

Krigen og belejringen er måske nødvendig, men detaljerne er ikke kønne, og derfor må de ignoreres, ligesom prøverne også bliver holdt på gangen og ikke i det store fine musikhus, hvor alle musikanterne bliver til ét, hvor den lille triangel bliver del af noget større. Som sniperen, der gør et kryds ubehageligt og måske med tiden kun dræber et par enkelte, men alligevel bliver en del af, at en hel by skifter navn.

Skyggerne er pudsigt nok det smukkeste i filmen. Og den helt konkrete sammenligning mellem krig og kunst, hvor kunsten alligevel ender med at være størst, fordi musikerne risikerer livet for at spille.

Men der er også noget forfærdeligt over deres afslappethed. Både musikerne og borgerne tager det helt roligt. For os, der aldrig har oplevet krig, er deres manglende panik larmende. Anri Sala fortæller med det lille greb, at fænomenet krig måske slet ikke er så utopisk, som vi forestiller os. Krig kan ramme os alle, ingen hverdag er for fin til krig, og der findes ikke nogen krig, der kan ikke blive til hverdag.

Men når Sala har sagt det, har han også sagt, at krig er utopisk. Filmen er optaget i den rigtige sniperalley, der hvor snigskytterne tog hundredevis af menneskeliv i 1990’erne, der hvor befolkningen virkelig gik og gemte sig og sneg sig om hjørnerne i deres grå tøj. Men hvor ser det dog fjollet ud, når de nu genindspiller scenerne, selv om de stammer fra en virkelighed så virkelig, at byen stadig er fyldt med sørgende mødre og grædende enker.

Der lød et skud. En kunstner sigtede. Nærværende anmelder blev ramt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu