Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Luft under vingerne

Tre en halv nye dansksprogede rock- og popplader beviser, at sproget kan udmønte sig i andet end flade kærlighedssange og ophobninger af sproglige klicheer
Tre en halv nye dansksprogede rock- og popplader beviser, at sproget kan udmønte sig i andet end flade kærlighedssange og ophobninger af sproglige klicheer
Kultur
18. december 2012

Selv om den har nogle måneder på bagen, bør Thomas Thomsens solodebut, Alt det jeg troede du bedst ku’ li’, ikke få lov til at gå upåagtet hen, dertil er den simpelthen for god. Det er en rap lille popplade, hvilket er så meget mere overraskende, eftersom Thomsen i mange år var frontmand i det indædte indieensemble Pluto, som op gennem oo’erne udsendte tre hardcore cd’er af den tyste og indadvendte slags. Til forskel fra normen dog altid på et prægnant og meningsfyldt dansk, omend helt klart i den genre, som scorer sine største triumfer på Det Elektriske Barometer. Hvilket nu generelt er et kvalitetsstempel og trods ansatser til en noget monokrom klang, var det mestendels løfterigt og glædeligt, hvad der kom fra den kant.

Nå, den gode sangtekst mestrer Thomsen stadig, nu hvor han sejler under eget flag. I lasten har han 10 nye sange, hvor det melodiøse er opprioriteret, hvilket gør helheden mere spiselig. Når jeg bruger ordet pop, er det ikke i gængs radiovenlig gakgak-forstand, for selv om der er kommet spræl og energi over foretagendet, og der tydeligvis er tale om en topmoderne produktion, hvor effekterne gløder og arrangementerne gakker behersket ud, er vi stadig tæt på indieland, der som bekendt ligger lige til venstre for Gdansk. Eller noget.

Der er kommet en fin dynamik ind i Thomsens såvel sangskrivning som performance, som gør, at man bliver hvad der på nudansk hedder glad i låget af at lytte til løjerne her. Også selvom det ikke er fis og ballade hele vejen igennem. Heldigvis.

Klangligt en anden vej

En helt anden form for alvor præger rockkvartetten Gasblås andet udspil, Fabrik, som klangligt, tekstligt og instrumentalt tager tråden op fra bandets mere end gedigne debut, Rebel, fra 2009.

Sanger og sangskriver Brian Hesselberg arbejder udelukkende på rockmusikkens midterbane, uden afstikkere eller svinkeærinder, og det ville sikkert være en smule kedeligt, hvis ikke det var, fordi han i så høj grad formår at få det optimale ud af de kendte stilgreb. Så skader det heller ikke sagen, at han har noget på hjertet og vil noget med både musik og tekster. Jo, der synges fra det nære og lige ud af posen, ingen dikkedarer, men det swinger, og det fungerer. Hesselberg er noget så på en gang eksotisk og gammeldags som vaskeægte proletar – og stolt af det. Han er også en provinsdreng, der er havnet i hovedstaden – og endelig har flere af bandets medlemmer etableret en såkaldt kernefamilie. Det synges der så om på 11 generelt vellykkede kompositioner med glød og gejst, men også anstrøg af lede og tristesse.

Men sangenes kvalitet matches ikke af en produktion, hvor lyden i for høj grad lukker sig om sig selv, og vokalen ikke hamres ud i fjæset på lytteren, hvor den hører hjemme; i stedet ligger den og gemmer sig i mellem instrumenterne uden rigtig at komme til sin ret. På trods af at det er samme producer som sidst. Så god som Fabrik nu end er, kunne jeg bedre lide Rebel, som havde mere luft under vingerne. Simpelthen.

Produceret til den store guldmedalje er til gengæld Rum 37’s debutskive, Mellem rum. Af gruppen selv, tilmed. På sådan en lidt imposant 80’er-agtig facon, som imponerer i begyndelsen og trætter i længden, som lytter oplever man i stigende grad en underligt fremmedgørende distance til de ofte velturnerede sange. Hvilket er ærgerligt, for kvartetten kan såvel skrive som arrangere og spille sange, men i hvert fald denne lytter finder det svært at engagere sig, grundet en glat og upersonlig lyd, der formår at give fornemmelsen af at alting her holdes ud i strakt arm. Dobbelt mærkeligt i lyset af de knivskarpt turnerede tekster, som hæver sig langt over gennemsnittet. Efter endt lytning spekulerer man over, om det her ikke bare vil fungere hamrende fedt live. For på plade bliver det aldrig rigtigt vedkommende, trods gruppens åbenlyse talenter.

De spiller ikke for ibens

Til slut trioen ibens, der jo var lige ved at få seriøst hul igennem i slut-90’erne, hvilket endte i tårer og skilsmisse og smækken med dørene. Så trods landeplager som »Ølstykke i november«, »Solveig« og »Jeg savner min blå cykel« blev det ikke til det, mange forventede af ensemblet. Den oprindelige trio, centreret omkring Carsten Lykkes næsten overvældende åbenhjertige tekster, samledes i midten af 00’erne for atter at prøve lykken, men uden det store held. Måske er tredje gang lykkens gang, for nu prøver de tre herrer så igen lykken med en seks-sangs ep betitlet halvelektronisk, hvor Lykkes seneste rapporter fra parforholdets overdrev og manderollens opløsning tilsættes – nå ja, halvelektronisk backing fra Henrik Marstal og Kristian Obling Høeg. Det er da okay, men fraset den kække åbner »Vi lover hinanden«, og den 80’erdrivende Pet Shop Boys-pastiche »Du ved hvad du har« er her ikke meget at komme efter. Skæringen »Afskedsbrev« er decideret dårlig. Og irriterende, tilmed. Et helt album varsles i det nye år, man må sgu håbe, der bliver arbejdet noget mere med sangskrivningen, for det her kører ikke rigtigt for de herrer.

 

Thomas Thomsen: ’Alt det jeg troede du bedst ku’ li’’ (Thomas Thomsen Musik)

Gasblå: ’Fabrik’ (Target)

Rum 37: ’Mellem rum’ (Target)

ibens: ’halvelektronisk’ (Happiness Music).

Alle er i handlen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her