Læsetid: 2 min.

Lys over Beethoven og Bach

Beethoven med Leif Ove Andsnes og Bach med Isabelle Faust er blandt vor klassiske musikanmelders anbefalinger til julens gavejagt
19. december 2012

Leif Ove Andsnes har spillet Beethoven i koncertsale i årevis, men han har ikke indspillet ham på cd før nu. Det projekt, han har sat sig i spidsen for, The Beethoven Journey, kræver nu også et vist tilløb, alle fem klaverkoncerter samt fantasien for klaver, kor og orkester, og Andsnes har allieret sig med et af de skrappeste kammerorkestre i verden: Mahler Chamber Orchestra. At spille klaverkoncerter uden dirigent kan være en fordel. Man slipper for et mellemled, der kan stå i vejen for den fælles sag, og når orkestret er så selvkørende som her, foregår udvekslingen af ideer mellem solist og musikere hurtigt, direkte og spontant. I disse liveoptagelser fra Prags pragtfulde koncertsal Rudolfinum oplever man et ualmindeligt sammensvejset teamwork.

Det er forventeligt, at Beethovens muskuløse tredje klaverkoncert får en intens og skarpt artikuleret opførelse med disse aktører. Overraskelsen er faktisk den blændende ekskursion gennem den første, mere oversete klaverkoncert, som sjældent har åbnet sig med en så varieret rigdom af farvespil og retoriske detaljer. Orkestrets klangbehandling søger bestandigt tydeliggørelsen, gennemsigtigheden, letheden, den rytmiske prægnans. Og over for dette modulerer Andsnes det omfattende katalog af replikker og bravura med en sand mesters tekniske overskud og åndelig indsigt. Stærkt anbefalet.

For et par år siden hyldede jeg i disse spalter Isabelle Fausts første cd med tre af Bachs værker for soloviolin. I september kom så nummer to med resten, partitaen i h-mol og sonaterne i g-mol og a-mol, og billedet står nu endnu stærkere: Isabelle Faust er blevet en af vor tids uomgængelige violinkunstnere, det har hun nu demonstreret til fulde i dette ultimative prøvestof.

Disse soloviolinværker er ret beset uudtømmelige, man bliver aldrig færdig med at tyde Bachs kalligrafiske skønhedsåbenbaringer, aldrig færdig med at besvare de myriader af spørgsmål, teksten stiller den enkelte musiker, uanset hvor erfaren hun måtte være. Noderne er skrevet på kun et system, som regel én enkelt stemme, der slynger sig op og ned, men somme tider klinger to, tre eller fire strenge på samme tid.

Hver fortolkning må nødvendigvis være et øjebliksbillede, for morgendagens fortsatte studium bringer måske nye problemstillinger, der skal løses. Den nye barokbølge med historiske instrumenter har således ændret vores opfattelse af denne musiks udtrykspotentiale, og Isabelle Faust har gjort en sådan antiromantisk tilgang til sit ståsted, men alligevel hun er aldeles udogmatisk i den klanglige udfoldelse. Det handler igen – som hos Leif Ove Andsnes – om retorisk mangfoldighed og flerdimensionel arkitektur, som lader Bach komme til os med en forunderlig nutidighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu