Læsetid: 3 min.

Madame Distance

Helle Fagralid er en lækkerbisken i rollen som Madame Bovary. Men Elisa Kragerups teaterfortolkning af historien om kvindefornedrelse virker som et kynisk postulat
Instruktør Elisa Kragerup bruger både masker og kroppe for at skildre liderlighedens brutalitet i sin opsætning af ’Madame Bovary’. Men selv om Helle Fagralid (th.) ser både fascinerende og forførende ud, så preller historien om fruen, der keder sig med sin mand og vil have mere luksus og ’romantik’, i sit liv af på tilskueren.

Instruktør Elisa Kragerup bruger både masker og kroppe for at skildre liderlighedens brutalitet i sin opsætning af ’Madame Bovary’. Men selv om Helle Fagralid (th.) ser både fascinerende og forførende ud, så preller historien om fruen, der keder sig med sin mand og vil have mere luksus og ’romantik’, i sit liv af på tilskueren.

Miklos Szabo

19. december 2012

Madame Bovary passer godt ind i Det Røde Rums repertoire. Her er liderlighed og dekadence, her er moralske dilemmaer og følelsesmæssig afmagt – og måske et lille stik af sorg.

Men i Elisa Kragerups iscenesættelse har tilskueren svært ved at leve sig ind i historien. Her er en distance lige så fed som Madame Bovarys luksuriøse silke, og en gnidningsløs kynisme lige så handy som de gardiner, hun hele tiden gemmer sig bag med diverse elskere.

Historien i Flauberts roman rummer alle de stærke passioner, som netop en instruktør som Elisa Kragerup ellers ville kunne vise på scenen, så de fik kød og blod og lidenskab.

Men det virker faktisk, som om teksten denne gang spænder ben for Kragerups leg med de menneskelige drifter. Den tyske dramatiker Tine Rahel Völcker har godt nok formået at presse den franske klassiske historie ned i replikformat. Men dramatikergrebet er tøvende, replikkerne er fulde af kommenterende bemærkninger undervejs – og gentagelserne hober sig op undervejs, så både eskapader og løgne bliver underligt ligegyldige.

Her kunne Elisa Kragerups iscenesættelse og Palle Steen Christensens scenografi måske have pustet liv i passionen. Men det virker, som om de har været så forhippede på, at tilskuerne skulle kunne iagttage liderlighedens deroute, at de har mistet fornemmelsen for, om tilskuerne overhovedet nåede at blive interesseret i disse mennesker, inden nedturen satte ind. Om der overhovedet opstod en identifikation mellem den flyvske Emma og hendes mange tilbedere – og tilskueren.

Lækkerbidsken

Rummet er flot nøgent med en vippeseng ii midten og neonrør i svævende tjekket oval – og med et gardin, som lader tilskuerne skjule sig sammen med Madame. Og Mogens Laursen har sørget for et lyddesign, så vi kommer helt tæt på de hemmelige lyde. Alligevel fremmer intimiteten ikke indlevelsen.

Men jo. Den smækre Helle Fagralid er en lækkerbisken-Bovary, både enfoldig og manipulerende i en uforudsigelig og forførende blanding. Og Thomas Hwan er en troværdigt afstumpet elsker med selvglæden forrest i smilet og sixpack under jakkesættet.

Den blændende Maria Rossing tager den rå sælgerhat på fra sin menneskekloge figur i Det gode Menneske fra Sezuan og sælger lige så gerne kjoler som kister. Og imens står Rasmus Bjerg som en lalleglad ægtemand med bind for øjnene og smiler, mens kvinden bedrager ham – og alle andre.

Hvor er frigjortheden?

Emnemæssigt ligger denne forestilling tæt op ad Skuespilhusets Lulu, der var beretningen om kvinden, hvis lidenskab fører hende på deroute. Og oplagt nok er Lulu og Madame Bovary blevet opsat af vores to førende kvindelige klassikerinstruktører, Katrine Wiedemann og Elisa Kragerup. Men mærkeligt nok har ingen af forestillingerne har ramt plet. Måske fordi begge forestillinger så bombastisk beskriver kvindens sextrang som noget, der uvægerligt fører til kvindens sammenbrud og død?

Jovist, det syn ligger i de gamle tekster – sammen med rædslen for graviditet og hadet til børn. Men hvor er glæden over den frie krop egentlig gået hen i teateropsætningerne i 2012? Hvor er der sex på kvindens præmisser? Hvor er kvinden, der ikke ser sig selv som offer? Og hvorfor denne teaterfokus på kvinder, der netop ikke føler noget, der kan kaldes kærlighed? Balancen er ultrafin, og der skal meget lidt til, førend frigørelse bliver til fornedrelse, ikke bare i 1800-tallets borgerlige kvindeunivers, men også i dag. ’Gør noget, så vores liv bliver en rus!’ siger Emma Bovary til sin nikkedukkemand, der ikke forstår sin hustru. Tænk, hvis forestillingen var blevet netop sådan en rus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu