Læsetid: 5 min.

Naturen husker og udskiller

Undgå det dårlige plot og bliv et mindre menneske med Willie Dohertys film ’Secretion’ på Statens Museum for Kunst
Undgå det dårlige plot og bliv et mindre menneske med Willie Dohertys film ’Secretion’ på Statens Museum for Kunst
7. december 2012

Træerne begyndte at dø.«

»Nogle træer døde helt og blev invaderet af mange svampearter.«

»Nogle mistede deres blade om efteråret som sædvanligt, men fik dem aldrig igen, og træerne har siden stået tilbage, fastfrosset i en evig vinter.«

En monoton herrestemme fortæller på engelsk, mens kameraet langsomt panorerer gennem skovens væltede træer, der er dækket af mos og svampe. Vi ser svampene helt tæt på, inden kameraet forsvinder ud i et vandløb og en bæk, der løber gennem skoven, mens stemmen fortsætter anslaget til det, der kunne blive en god historie. Der er tale om en sygdom, som ingen kendte, og der gik flere år, før man fandt ud af, hvordan det var opstået.

Willie Dohertys film Secretion varer 20 minutter og består først af billeder af natur, og siden af en forladt bygning, gammelt tapet og til sidst, nærbilleder af mug.

Den er lavet til dOCUMENTA13 i Kassel i Tyskland og er i den kontekst nem at forstå, men også lidt kedelig. Herrestemmen fortæller, at udbruddet kunne spores til et militærområde. Man havde forsøgt at fortrænge, hvad der var sket. Men det havde ikke stoppet forureningen, som langsomt havde spredt sig. Og vi hører om X, der har arbejdet i én af stedets detentioner, hvor hans job bestod i at rense detentionen for alle spor af de indsatte.

»Hans opgave var at sikre, at enhver form for menneskelig kropssekret og udflåd blev vasket af enhedens betonvægge og gulv.«

»Han skrubbede, skyllede og nedskyllede hele enheden og sikrede, at alt spildevand blev skyllet ud gennem et metalafløb midt i gulvet og videre ned i en afsikret opsamlingstank. Ikke desto mindre havde rensningssystemet fatale fejl.«

Naturens grusomhed

Eksistensen af den militære enhed bliver afsløret, X formår at stikke af og flytter til en anden del af landet, men forureningen når ham, og han går til i et hjem, der er befængt med mug og svamp. Han ender sine dage i et mareridt, hvor han iført sin gamle uniform flyder ned ad de selvsamme floder som bærer forureningen.

I Kassel handler filmen om nazismen og er en ganske poetisk kommentar til hele ideen med Documenta, der blev oprettet i årene efter krigen for at genoprette tilliden, hele sårene, skylle bakterierne ud, fjerne virussen og lade moderniteten komme til.

Filmen handler umiddelbart om en måde at arbejde med fortiden på, og hvor umuligt det kan være at komme videre, fordi enhver af samfundets kirtler vil udskille det giftige stads, hvis der har været et grimt udbrud et sted i kroppen. Nærmest som om naturen husker, eller som om steder kan mindes. Som en slags antropomorfisme af geografi for er det på en måde ikke, det vi gør, når vi opsøger historiske steder – prøver vi ikke at læse en hukommelse ind i pladser, stræder og hele byer?

Secretion handler selvfølgelig også om naturens grusomhed, og om hvordan den altid vinder i sidste ende. Men den er lavet som et langtrukkent digt med en historie, der er spændende uden at blive forløst, hvilket selvfølgelig stinker af, at den peger på noget større.

Og i en dansk kontekst er der masser, der falder lige for. Det kan handle om, hvordan ideer kan forpeste et helt samfund. I sin tvetydighed kunne den passe lige fint på dem, der siger, at det er indvandringen i 90’erne, der har fået de danske værdier til at visne bort, til dem, der siger, at det er dem, der siger præcis det, der har fået vores samfund til at sygne hen.

Er det kapitalistkritik?

Man kan næsten høre den ene flok sige om islam, at den har spredt sig som en betændelse i vores samfund. Mens den anden flok har en helt anden mening om, hvem der har brug for penicillinen.

»Som dagene blev mørkere og de ensomme vinternætter bag husets skimlede vægge opslugte ham, blev hans tilstand værre, og der gik betændelse i læsionerne, der hurtigt spredte sig og dækkede hele hans krop.«

Willie Doherty søsætter en metafor med sit blik for mikroorganismer, floder og synder. Dens svaghed er, at den passer til alle temperamenter. Kapitalistkritik? Det kan næsten ikke være andet. X stikker af, men dør af det, han stikker af fra som én, der forlader kapitalismen for blot i stedet at købe sig ind i præcis samme tankesæt som bonderøv, Merkurbank-kunde eller som kunstner. Eller det kan næsten kun være en integrationskritik, hvor det er indvandreren, der beslutter sig for at være dansk, men altid vil blive defineret ud fra det, han har forladt.

Eller det kan næsten kun være bæredygtighedspropaganda, COP18-reklame, gmo-kritik. Det tager generationer, før generne holder op med at udskille fortidens synder. Og man bliver altid indhentet af sine synder, om det så bare er de gode gamle dage, man forsvarer.

Luk ørerne og se kun film

Man kan også gå den anden vej. I stedet for at vade ud i de store tunge billeder, kan man se dem som et slag for den kollektive bevidsthed. Alting hænger sammen, som i en kaosteoretisk bevidsthed, hvor der er en forbindelse mellem det psykiske og det fysiske, og hvor selv de mindste udsving får konsekvenser de særeste små steder.

»Det vand, som havde absorberet sporene fra hans arbejde, bar ham ned af floden og ud i de store floder.«

I Kassel er det umuligt at abstrahere fra nazismen. I Danmark er det svært ikke at være politisk.

Filmens greb er en simpel metafor, der tigger efter at blive brugt. Men man skal ville det. Den fylder ikke sig selv med varm luft og stiger op, op, op. I sig selv er det blot en stille meditation.

Det er 20 minutter i skoven og i tapetcafeen og på Noma i den helt rigtige æstetiske afstumpethed, som bliver helt o.k., hvis man kan abstrahere fra stemmen og udelukkende hengiver sig til filmens skalering. Det er nørdet, men lader man den tage en med, tættere og tættere på, så bliver man selv mindre og mindre. Som et barn, der leger med soldater i en hul træstamme og pludselig kan se en helt skov på få centimeter. Men luk ørerne, hvis du vil undgå at blive rodet ind i et dårligt plot.

’Willie Doherty – Secretion’ – hver halve time i X-rummet på Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48 – 50, København til den 24. februar 2013.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu