Læsetid: 5 min.

Oliver og dødsfabrikken

Døden fylder meget i Charles Dickens klassiker ’Oliver Twist’ – langt mere end hovedpersonen, dette farveløse englebarn. Og så er den nye oversættelse meget fri
Døden fylder meget i Charles Dickens klassiker ’Oliver Twist’ – langt mere end hovedpersonen, dette farveløse englebarn. Og så er den nye oversættelse meget fri
14. december 2012

Der er ikke meget spræl i Oliver Twist, barnehelten og titelpersonen i Charles Dickens klassiske roman. Han er en bleg skikkelse, undervejs tæret af feber og vanrøgt, til slut en opfedet kransekagefigur i tableauer fra det viktorianske Englands allermest sentimentale drømmeverden. Mest fungerer han som en ting. Alle romanens andre skikkelser føler for ham, vil have fat i ham, vil hjælpe ham eller holde ham væk fra de andre, men nogen selvstændig energi har han ikke. Han er offer for de onde mennesker og begærsobjekt for de gode. Han er en stakkels engel i en hård, hård verden. Det er lidt svært at værdsætte i dag.

Det var åbenbart også svært at bruge som motor for en roman i 1838, for opmærksomheden i Oliver Twist bevæger sig ret hurtigt væk fra Oliver selv og hen til et galleri af fantastiske, energiske bipersoner, der myldrer frem over siderne. Især kræver skurkene og bærmene fra de lavere klasser læserens – og forfatterens – opmærksomhed, lige fra kirkebetjent Mr. Bumble, en af forældreløse Olivers første plageånder, til jøden Fagin og koret af barnelommetyve omkring ham.

Hans bande bliver Oliver indrulleret i, da han er flygtet fra fattiggården og fra en læreplads som bedemand. Det sker i London. Her møder man også den forhærdede Mr. Sikes, Fagins brutale kumpan, og det galleri af anstændige, men excentriske bedsteborgere, der på nærmest magisk vis bliver tiltrukket af Olivers blide træk og blide væsen.

Og så kører intrigerne ellers, med hemmelige testamenter og skjulte slægtsforviklinger, indtil det viser sig, at stakkels, forældreløse Oliver ikke bare tilhører sjælens adel, men også lovformeligt tilhører det bedre borgerskab. Til slut har alle fået den skæbne, der passer til deres moralske karakter og øvrige vandel.

Sociallov og dødsfabrik

Som Dickens øvrige romaner udkom Oliver Twist oprindeligt som føljeton. Der skulle være spænding i historien, pludselige forviklinger og jævnlige dramatiske højdepunkter. Læseren skulle jo læse videre måneden efter. Det virker stadig, Oliver Twist er en umiddelbar fornøjelse. Men Dickens store kvalitet, det plejer man at sige og det er fuldstændigt sandt, ligger altså hverken i det subtile plot eller i det psykologiske portræt. Det ligger i mylderet af skikkelser, tegnet op med få, sikre strøg: et energisk projekt, tics i replikken og en sær fremtoning.

Den ligger også i evnen til at samle et helt samfund i en enkelt roman, at vandre ubesværet ind og ud af kriminelle bander, støvede loftskamre og idylliske landejendomme. Der er noget panoramisk over hans bøger, eller snarere: en slyngende variation i den verden, man møder. Med Dickens som guide kommer man rundt i utrolige mængder af krinkelkroge af 1800-tallets England og London, Man aner måske endda, at tingene er forbundet med hinanden.

Der er en lignende bevægelighed i hans pen. Som mange andre af 1800-tallets engelske romanforfattere virker Dickens til tider temmelig omstændelig. Ingenting siges ligeud, alting må omskrives, især hvis det kan give anledning til endnu en indskudt sætning eller et par lange, med omhu udvalgte ord. Føler man som nutidig læser.

Men han kan også skrive en helt uforlignelig, sarkastisk prosa, sådan så hans berømmede, sociale indignation gnistrer med en vild ironi. Umenneskelige børnehjem, umenneskelige fattiglove og et umenneskeligt retssystem fremstilles i det store hele som dødsfabrikker i Oliver Twist: De vil ikke sikre de fattigste mad eller borgerne retfærdighed, de vil skaffe besværlige elementer af vejen. Helst så billigt som muligt.

I det hele taget fylder døden forbløffende meget i denne roman, fra sociallovenes administrative død – ”Så de stillede den regel op, at alle fattige skulle have lov til at vælge (for de ville ikke tvinge nogen, sådan var de ikke), om de ville sulte ihjel gradvist på fattiggården, eller de ville få det overstået med det samme udenfor” – til mordets og skafottets mere spektakulære ditto. Og også her kommer spændvidden hos Dickens frem. Nogle af Oliver Twists mest rystende kapitler følger skurkenes sidste dage, deres flugt og martrede samvittighed med en forbløffende, åndeløs indføling. En sidste, fantastisk spændvidde finder man i replikkerne, og så er vi tilbage ved de mange, myldrende skikkelser i Dickens romaner. Men her bør man notere, at Hans-Jørgen Birkmoses nye oversættelse nok glider godt og energisk afsted, men at den ved nærmere eftersyn også virker meget fri, og at det især ses i replikkerne. De er heller ikke lette at oversætte. Skikkelserne i Oliver Twist opfører ikke bare et helt kabinet af sociolekter, men af nasale og gutturale talebesværligheder.

Særere på dansk

Hans-Jørgen Birkmose har så gjort dem endnu særere på dansk. Her fortæller skorstensfejeren Gamfield, som gerne vil have Oliver som lærling, hvordan man får en dreng ud, der sidder fast:

»Boys is wery obstinit, and wery lazy, gen’lmen, and there’s nothink like a good hot blaze to make ’em come down vith a run. It’s humane too, gen’lmen, acause, even if they’ve stuck in the chimbley, roasting their feet makes ‘em struggle to hex-tricate theirselves.«

Det bliver til: »Drenge er nogen genstridbar’ og down’ størrelser, og der er ingen’ing til at sætt’ fut i’em som ‘n god, kraftig bål. Det er ‘n barmhjertighedsgerning osse, d’herrer, for hvissen de sidder fast i skortinen, skal de nok begynd’ at kæmp’ for sig selv, når fodballer’n begynder at bliv’ branke.«

Man kan spørge sig selv, hvorfor det første »gen’lmen« ikke skal oversættes, og hvor »størrelser« kommer fra. Men især må man spørge, hvorfor brankede fodballer overhovedet dukker op. Det er et flot billede, det er ikke det, men det er der ikke i den engelske original. Til gengæld er det fine, sære »hextricate« forsvundet.

Værre er det andre steder, hvor der nærmest uden grund introduceres talefejl i teksten. Knægten Noah aflægger rapport til Fagin og Sikes. Han har udspioneret den unge pige Nancy, del af banden:

»’Why, that she couldn’t very easily get out of doors unless he knew where she was going to,’ said Noah; ’and so the first time she went to see the lady, she – ha! ha! ha! it made me laugh when she said it, that it did – she gave him a drink of laudanum.’«

Og på dansk bliver det så til: »’Al’så, at de’ ikk’ var så nemt for hend’ at gå ud, hvis ikk’ han fik at vid’, hvor ’un skull’ hen,’ sagde Noah, ’o’ derfor ha’de ’un, den første gang hun besøgte frøk’n’n – ha! ha! ha! je’ begyndt’ a’ grin’, da hun sa’e ’et, de’ gjorr’ je’ – da ha’de hun gi’et ’am no’et at sove på.’«

»Laudanum« erstattet af sprogforvrængning, det er også et princip. Måske har Hans-Jørgen Birkmose valgt at oversætte fra en anden udgave af Oliver Twist end dén, man normalt opfatter som den autoritative, nemlig den reviderede version fra 1846. Det kunne forklare meget. Men det er ikke til at vide, for der står ikke noget om forlægget i kolofonen – eller noget andet sted i bogen. Der er heller ikke noget introducerende forord eller efterord. Det er faktisk temmelig mærkeligt. Men så er det jo godt, at der kun står »på dansk ved« og ikke »oversat af« på titelbladet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Esben Maaløe

"Man kan spørge sig selv, hvorfor det første »gen’lmen« ikke skal oversættes, og hvor »størrelser« kommer fra. Men især må man spørge, hvorfor brankede fodballer overhovedet dukker op."

Det første gen'lmen lader livet til fordel for rytmisk flow. Jeg synes det er et helt legitimt valg, med mindre det betyder at man ikke ved at han taler til nogle mænd?

Brankede fodballer dukker op fordi det er en udmærket fordanskning af "roasted feet". Hvis du udelod det så ville pointen simpelthen ryge

Jeg synes generelt ikke at det virker som om Tue har fat i nogen særlig lang ende, men jeg har heller ikke hverken læst original eller oversættelse.

Jeg synes oversættelseseksemplerne virker imponerende og sidder og tænker på om de mon har noget belæg i det københavnske man hørte på Dickens tid