Læsetid: 5 min.

Oliver og dødsfabrikken

Døden fylder meget i Charles Dickens klassiker ’Oliver Twist’ – langt mere end hovedpersonen, dette farveløse englebarn. Og så er den nye oversættelse meget fri
Døden fylder meget i Charles Dickens klassiker ’Oliver Twist’ – langt mere end hovedpersonen, dette farveløse englebarn. Og så er den nye oversættelse meget fri
14. december 2012

Der er ikke meget spræl i Oliver Twist, barnehelten og titelpersonen i Charles Dickens klassiske roman. Han er en bleg skikkelse, undervejs tæret af feber og vanrøgt, til slut en opfedet kransekagefigur i tableauer fra det viktorianske Englands allermest sentimentale drømmeverden. Mest fungerer han som en ting. Alle romanens andre skikkelser føler for ham, vil have fat i ham, vil hjælpe ham eller holde ham væk fra de andre, men nogen selvstændig energi har han ikke. Han er offer for de onde mennesker og begærsobjekt for de gode. Han er en stakkels engel i en hård, hård verden. Det er lidt svært at værdsætte i dag.

Det var åbenbart også svært at bruge som motor for en roman i 1838, for opmærksomheden i Oliver Twist bevæger sig ret hurtigt væk fra Oliver selv og hen til et galleri af fantastiske, energiske bipersoner, der myldrer frem over siderne. Især kræver skurkene og bærmene fra de lavere klasser læserens – og forfatterens – opmærksomhed, lige fra kirkebetjent Mr. Bumble, en af forældreløse Olivers første plageånder, til jøden Fagin og koret af barnelommetyve omkring ham.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Esben Maaløe

"Man kan spørge sig selv, hvorfor det første »gen’lmen« ikke skal oversættes, og hvor »størrelser« kommer fra. Men især må man spørge, hvorfor brankede fodballer overhovedet dukker op."

Det første gen'lmen lader livet til fordel for rytmisk flow. Jeg synes det er et helt legitimt valg, med mindre det betyder at man ikke ved at han taler til nogle mænd?

Brankede fodballer dukker op fordi det er en udmærket fordanskning af "roasted feet". Hvis du udelod det så ville pointen simpelthen ryge

Jeg synes generelt ikke at det virker som om Tue har fat i nogen særlig lang ende, men jeg har heller ikke hverken læst original eller oversættelse.

Jeg synes oversættelseseksemplerne virker imponerende og sidder og tænker på om de mon har noget belæg i det københavnske man hørte på Dickens tid