Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ondskabens banalitet

’Killing Them Softly’ er et selvreflekterende gangsterdrama i rendestenshøjde samt en sort(humoristisk) cementering af, at forretning nu engang er forretning
Tabere og ovelevere. ’Killing Them Softly’ er et aparte noirsk gangsterdrama, som udspiller sig i et USA, som synes kemisk renset for vindere. Her er kun to kategorier af mennesker: Tabere og overlevere.

Tabere og ovelevere. ’Killing Them Softly’ er et aparte noirsk gangsterdrama, som udspiller sig i et USA, som synes kemisk renset for vindere. Her er kun to kategorier af mennesker: Tabere og overlevere.

Fra filmen

Kultur
6. december 2012

»This country is fucked, I’m telling you. There’s a plague coming.«

Jackie Cogan, lejemorder

Hvis du tror, at alle filmgangstere har stil, klasse og en forbudt fascinationskraft, kan du godt tro om igen. Killing Them Softly er et aparte noirsk gangsterdrama, som ganske vist byder på en enkelt fotogen dræber, men som slet ikke beskæftiger sig med magtens sødme i toppen af underverden. Den udspiller sig i et USA, som synes kemisk renset for vindere. Her er kun to kategorier af mennesker: tabere og overlevere.

Det er samtidig en film, som i vid udstrækning består af mellemregninger – og som, i høj grad takket være en håndfuld fremragende skuespillerpræstationer, slipper af sted med dette betydelige sats. Flere scener skildrer alenlange og klinisk business-agtige samtaler om, hvorvidt en eller anden med fordel kan likvideres eller ej. Killing Them Softly har ikke nogen muskuløs narrativ motor, men er snarere en række skildringer af på en gang voldelige eller prævoldelige, dog banale hændelser. Banale brudstykker, der til slut samler sig til et budskab, som forventeligt nok ikke er for børn.

Krise overalt

Vi er i efteråret 2008, i den sidste tid af George W. Bushs regeringsperiode og ved begyndelsen på den globale finanskrise, som også underverden mærker. Vi hører om »krisepriser« på drab, og det er desuden en underspillet, gennemgående joke, at også forbrydere må trækkes med eksempelvis bureaukrati. Murder Incorporated er her et ueksotisk samfund i samfundet, som stort set kører efter de samme regler.

Brad Pitt spiller filmens eneste class act, Jackie, en afmålt, sortklædt dødsengel, der i modsætning til de fleste af filmens øvrige figurer har et holdepunkt i selvdisciplin og professionalisme (fint eksemplificeret ved, at han slår hårdt ned på en ubegavet kriminel, der forsøger at stjæle den dollar, han har efterladt i drikkepenge).

Med sit ’enhver er sig selv nærmest’-budskab giver det på den ene side god mening, at filmen foregår i New Orleans. Tre år tidligere havde USA jo set, hvor splittet nationen var i forbindelse med orkanen Katrinas hærgen i just denne storby.

På den anden side holder Andrew Dominiks kamera sig langt væk fra eksempelvis byens berømte og fotogene franske kvarter. Faktisk ser vi primært store betonpiller, baldrede broer, ubeboelige boligkvarterer og anonyme, regnvåde parkeringspladser. Aftenland og urban ødemark i uskøn forening. En by uden vartegn, et Amerika uden sjæl og uden nævneværdig personlighed. Og på nogle måder et tidløst portræt af et land hinsides frelse.

Skæv dans med genrearv

Via rollebesætningen klinger en lang række værker om voldens væsen med i denne i enhver forstand mørke films baggrund, blandt andet seriemorderdramaet Seven, der jo ligeledes havde Pitt i hovedrollen og fandt sted i et nedbørsrigt, nihilistisk storbyrum.

The Sopranos-frontfigur James Gandolfini leverer et rungende tragikomisk portræt af en mand, som engang var en navnkundig lejemorder, men nu har slået sig på flasken i en grad, hvor han er så selvdestruktiv og udfordret på sin dømmekraft, at han er sin egen værste fjende.

Intense Ben Mendelsohn, der for et par år siden medvirkede i den glimrende australske gangsterfilm Animal Kingdom, spiller en junkie, hvis beskedne forretningssans slet ikke opvejer hans velvoksne attitudeproblem og øvrige karakterbrister. Denne figurs misbrug giver Andrew Dominik lejlighed til at bruge filmiske virkemidler til at illustrere, hvordan det føles at ryge ind og ud af en kæmpekoger. Derimod er det mere uklart, hvorfor en af filmens drabsscener æstetiseres, som var der ingen morgendag, når nu en anden voldsscene er ekstremt ubehagelig at overvære.

At Killing Them Softly også er ment som en genrereflektion slås helt fast af, at Ray Liotta, der spillede hovedrollen i gangsterklassikeren Goodfellas, ligeledes medvirker. Han ses som en midaldrende figur, hvis stoicisme gør, at han kun fremstår semi-sørgelig. Endelig er Richard Jenkins som altid fremragende. Med sit bankmandsagtige ydre kunne han næsten ligne en personificering af filmens tematik, som han sidder der og er med til at bestemme, hvem der skal leve, og hvem der skal dø.Den roman, som Killing Them Softly er baseret på, hedder Cogan’s Trade og er logisk nok fra et af de mørkeste år i nyere amerikansk historie, 1974. Det er derfor samtidig en film, som er i dialog med midthalvfjerdsenres desillusion og dermed også de mange fremragende, men kuldslåede amerikanske film, denne periode bød på.

Året, hvor Nixon trådte tilbage i vanære burde være den perfekte modpol til Obamas sejrstale, som kører på tv i filmens slutscene. Men det er slet ikke tilfældet i denne films optik. Der er ikke skyggen af hverken håb eller forandring i denne udtrådte dødsspiralversion af Amerika.

 

Killing Them Softly. Instruktion og manuskript: Andrew Dominik. Amerikansk (Grand, Dagmar, CinemaxX og Falkoner i København samt 12 biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ret beset, er det vel den passive pol der er banal... Det at man ser til... 'den gode nazist'.

I samtiden er det social deroute m.m.