Radio, der kolliderer med kroppen

Hvis en hund og et menneske kigger på en regnbue, ser de den så forskelligt?

Vært Robert Krulwich stiller spørgsmålet til en neurovidenskabsforsker i det amerikanske, populærvidenskabelige radioprogram Radiolab i maj-udsendelsen Colors.

Svaret er ja.

Og for at forklare disse forskellige oplevelser af farve og syn på radio, har Krulwich og hans medvært, Jad Abumrad, hyret et kor.

Først synger koret menneskets farveperception, én stemme for hver farve og med stigende tone: »Rød, orange, guul, grøøøn, violeeeeet«. Derefter i en samlet flerstemmig farveharmoni: »waaaaahhh«.

Så hører vi, hvordan hunden ser regnbuen: »Blå … grøn …« og så samlet i en mere sølle ’lagret’ to-toneharmoni: »Wrah«.

På skrift er grebet, som værterne bruger som lydillustration igennem deres indslag, svær at forklare.

Når man først er slynget ind i Radiolabs lydunivers, giver det derimod ophøjet mening. For radio er lyd. Lyd ført gennem øresluserne har en særlig forbindelse til hjernen, og lyd i radio har derfor et særligt erkendelsesmæssigt potentiale. Her danner Radiolab fortrop. De fører månedligt lytteren gennem videnskab, kultur, filosofi og historie for at undersøge abstrakte spørgsmål såsom tid, ord, arv, dyrs følelser og menneskets moral.

Udsendelserne orkestreres humoristisk og levende af de to værters sokratiske dialogiske sludren. Det er altid båret af et forunderligt design af manipuleret lyd, musik og fortællemusikalitet. Og i disse år arbejder amerikanske radioproducere inden for både økonomi- og kulturformidling intensivt med disse nye måder at præsentere indhold på. Det er der ifølge forskning god grund til: Det er forførende underholdende. Og så er det – med sin egen kropslige indgang til erkendelse – effektivt for læringen.

Fortællesyntese

»Når jeg hører Radiolab, så har jeg en fornemmelse af, at jeg bliver suget igennem et forløb, som er meget svært at holde op med at lytte til,« forklarer Anne Jeppesen, der sammen med Hanne Budtz-Jørgensen skriver speciale på Moderne Kultur på Københavns Universitet i amerikansk lydæstetik i radioformidling:

»De har dannet skole i den måde, som amerikanere formidler æstetisk. Indholdet kan være hvad som helst, men man gør det til et musikalsk lydprodukt.«

De to studerende har hver især været i praktik på P1: »Her er vidensformidling, radiodrama og dokumentar adskilte domæner. Radiolabs produktioner placerer sig derimod et sted imellem. I vidensformidlingsprogrammerne på P1 er der fokus på indhold og ikke så meget på form. I Radiolabs tradition bliver de derimod til en syntese,« siger Budtz-Jørgensen.

Manden bag Radiolabs lyddesign er den komponistuddannede Jad Abumrad. Sidste år modtog han den prestigefulde MacArthur Genius-bevilling på 500.000 dollar, som han kunne bruge frit til at være – genial. I en video, der blev produceret for The MacArthur Foundation, forklarer Abumrad, hvorfor netop radio er blevet hans fortællemedie:

»Jeg laver denne her sære sammenblanding af ord og lyd til at skabe mystiske landskaber, som historien kan eksistere i. Fordi for mig handler historierne om opdagelse. Jeg forsøger at skabe lyddesign, der indkapsler denne følelse af opdagelse – af, hvad der lurer rundt om næste hjørne (…) Man lader på en måde lytteren være medforfatter. Hvis jeg beskriver noget for dig, så bliver det dit eget indre billede, som du ser for dig. På den måde skaber vi det sammen.«

Kropslig radio

Under et tætpakket afslutningsforedrag under den store konference på Third Coast International i Chicago i oktober, svarede Abumrad på, hvorfor Radiolab fortæller med lyd:

»Hvordan tager man emner op, som er luftige, og gør dem fysiske, får dem til nærmest at … ramme kroppen? Vores lyddesign er som regel skabt med det formål – at skabe noget, der får én til at føle, at ting kolliderer, at noget sker, at kroppene bevæges. Og vi prøver at finde en måde at kropsliggøre det på.«

Her peger Abumrad på det, som Jeppesen og Budtz-Jørgensen finder særligt ved Radiolabs produktioner. De to undersøger radiolyd med den idé, at menneskets kropslige erfaring går forud for dets erkendelse – altså en fænomenologisk indgang til stoffet:

»Radiolab kropsliggør abstrakte fænomener,« siger Budtz og forklarer:

»Hver videnskabelig eller filosofisk idé præsenteres som en dramaturgisk stramt komponeret fortælling indpakket i et tætvævet net af designet lyd, der forløber i rytmiske mønstre, der skaber suspense. Den udvalgte viden præsenteres, så den ’rammer vores krop’, som Abumrad siger. Man kan også formulere det omvendt: Produktionerne inviterer os til at investere vores krop i lytningen af Radiolabs fortællinger. Vi kobler os på fortællingerne og indlever os i den præsenterede information med hele vores sanseapparat, så den oplevede information bagefter står klart i erindringen. Det er nemlig en af de påfaldende ting ved Radiolab, som vi har bemærket: Man kan huske pointerne fra udsendelserne, når man har hørt dem.«

Tale som musik

Og Radiolabs lydgreb har dannet fortrop. En af sidste års vindere på Third Coast var således den unge producer Andy Mills audioværk Kohn om hans ven, Kohn, der på grund af en hjerneskade taler meeeget langsommere end alle andre – uden at vide det selv. Da hans talefejl en dag går op for ham under aflytningen af et bånd, som han har indtalt til en sød pige, bliver han forfærdet. Men han insisterer stadig på at fortsætte med at gøre det, han elsker: at synge.

Mills program om Kohn mimer den musik, der kommer ud af Kohns mund. Emne og form går i ét som et tæt stykke komponeret musik, der også bliver kropsligt . Derved bliver det radio, som er værd at høre igen og igen, ligesom en sang. Eller et kor af farver. At man er begyndt at producere på denne måde skyldes ikke kun blot Radiolab, men også mediets nye muligheder. Anne Jeppesen siger:

»Podcastmediet lægger op til, at man kan lave nogle mere avancerede produktioner, fordi lytningen bliver mere intens, end hvis man tænder for sin radio i stuen. Jeg tror, at fremtiden ligger i netradio og podcast. Det lægger op til nye måder at tænke og servere radiolytning på.«