Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tyranniets kunst

Mordere og mafiosi spiller Shakespeare i brødrene Tavianis Guldbjørn-vinder ’Cæsar skal dø’, der tilføjer et nyt kapitel til italienske gangsteres kanon på film
Genkendeligt. I Paolo og Vittorio Tavianis film Cæsar skal dø spiller mordere og tidligere medlemmer af Camorraen Julius Cæsar i det topsikrede Rebibbia-fængsel uden for Rom, og de har ikke svært ved at genkende sig selv i karaktererne fra Shakespeares tragedie om tyranni, forræderi og had.

Genkendeligt. I Paolo og Vittorio Tavianis film Cæsar skal dø spiller mordere og tidligere medlemmer af Camorraen Julius Cæsar i det topsikrede Rebibbia-fængsel uden for Rom, og de har ikke svært ved at genkende sig selv i karaktererne fra Shakespeares tragedie om tyranni, forræderi og had.

Fra filmen

Kultur
13. december 2012

»Du taler som min ven?! Jeg har altid vidst, at man ikke kunne stole på dig. Du er en slange!«

Julius Cæsar nærmest spytter ordene til Decius ud mellem tænderne. Replikkerne er fulde af intensitet og nærvær; det er ikke det, der er galt. Det er ikke det, der får instruktøren og de andre skuespillere i rummet til at flytte uroligt på sig.

Cæsars hustru har drømt, at kejseren vil blive dræbt, hvis han viser sig i rådet den dag, og den konspiratoriske Decius har netop forsikret ham om, at han roligt kan gå derhen.

Men Cæsars svar står ikke i Shakespeares stykke, det er amatørskuespilleren og den drabsdømte Giovanni Arcuris egne ord. Den dialog, han er ved at øve i rollen som Julius Cæsar, har vakt hans afsky for manden, der spiller Decius. Han trækker ham sammenbidt med ud på gangen, væk fra kameraet, men instruktøren bryder ikke ind. Han er bange.

I Paolo og Vittorio Tavianis film Cæsar skal dø spiller mordere og tidligere medlemmer af Camorraen Julius Cæsar i det topsikrede Rebibbia-fængsel uden for Rom, og de har ikke svært ved at genkende sig selv i karaktererne fra Shakespeares tragedie om tyranni, forræderi og had.

En anden udvej

Da Decius, spillet af hans medfange Juan Dario Bonetti, lyver for ham, tager Arcuri det personligt. Han træder ud af rollen. Og så alligevel ikke. For det, der gør Cæsar skal dø til så original og bevægende en film er selvfølgelig det faktum, at gruppen af mænd i Rebibbia viderefører en lang italiensk tradition for det tyranniske parallelstyre, vi bredt betegner som mafiaen.

»Sig mig, ham Shakespeare – har han boet i min gade eller hvad?!« siger Salvatore Striano, der spiller Brutus.

Og da han i en monolog vejer argumenter for og imod mordet på Cæsar, må han pludselig stoppe.

»Jeg ville ønske, at der var en anden udvej,« lyder Brutus’ replik, og Striano fortæller, at han selv har sagt de samme ord en gang om en bestemt mand, der terroriserede hans kvarter. »Måske ikke lige de ord, men meningen var den samme,« siger Striano og må tørre øjnene.

Samme Striano er efter at have afsonet sin dom blevet skuespiller og besøger nu filmfestivaler og taler om Stanislavskij i interview. Men for hans medfanger, hvoraf flere har livstidsdomme, bliver skuespillet udelukkende en åndelig vej ud af fængslet, og kun mens de arbejder på stykket. For som Cosimo Rega, der spiller Cassius, konstaterer til sidst i filmen: »Nu hvor jeg har lært kunsten at kende, føler jeg først for alvor fangenskabet.«

Der er ikke mange af disse mellemrum mellem fiktion og dokumentar i Cæsar skal dø, for brødrene Taviani har skabt en relativt kort film med et klart, stærkt projekt. Men de mellemrum, der er, giver filmen nerve og afslører, hvor skrøbelige liv, de barske fanger lever mellem trangen til at give efter for refleksion, anger og savnet efter familien og friheden og på den anden side kravet om at overleve hierarkier, fjender og magtkampe i fængslet.

De to italienske instruktører fik ideen til filmen, da de så fangerne i fængslet spille en opsætning af Den Guddommelige Kommedie og hørte Dantes rigsitalienske versefødder omsat til napolitansk dialekt.

I Cæsar skal dø iscenesætter de opsætningen af Julius Cæsar, og vi følger instruktøren Fabio Cavallis arbejde med de fanger, der lykkeligt får tildelt hovedrollerne i intrigen om mordet på Cæsar.

Imens fængslets teatersal er under renovering, og håndværkerne arbejder om kap med tiden op til premieren, øver hovedpersonerne rundtomkring i fængslet, på gangene, på biblioteket og i gården bag betonmurene, hvor filmfotografen og spillefilmdebutanten Simone Zampagnis kamera også fanger vagternes kvalitetsdiskussion i forbifarten.

Neorealisme

At bruge amatører som skuespillere er ingen sag for brødrene Taviani. Med solide rødder i den italienske neorealisme har de vendt netop denne fremgangsmåde til en fordel gennem 40 år med deres poetiske, ofte politisk ladede, realisme. Og de har blandt andet vundet Guldpalmen i Cannes i 1977 for Padre Padrone og i 1993 deltog også Fiorile på festivalen. I Cæsar skal dø får vi en demonstration af deres faste casting-metode. De indsatte bliver bedt om at sige, hvad de hedder, og hvor de kommer fra, på deres egen dialekt. Først skal de gøre det, mens de er kede af det, og så skal de gøre det, mens de udtrykker sorg. Flere af dem har siddet mere end 20 år i et sikret fængsel, og opgaven får dem til at styrtbløde smerte, raseri og frustration.

Gangsterfilmen har affødt nogle af filmhistoriens største værker, og Coppolas to første Godfather-film og David Chases tv-serie The Sopranos fortjener sammenligning med Shakespeare. I Cæsar skal dø er det Shakespeare, der fortjener sammenligning med virkeligheden, og den er hårrejsende nok i sig selv, set fra tremmerne i Rebibbia.

I opførelsen af et af dramahistoriens mest berømte vendepunkter tordner Marcus Antonius mod Cæsars mordere og vender stemingen 180 grader blandt den ophidsede skare af tilhørere, her de indsatte, der hænger ud af vinduerne. Et kort øjeblik før jublede de over tyrannens død, nu råber de på hævn. Marcus Antonius er iført T-shirt og cowboybukser og taler med tyk sydstatsdialekt, måske fra Puglia, måske fra Napoli.

 

 

Cæsar skal dø. Instruktion og manuskript: Vittorio og Paolo Taviani. Italiensk (Empire, Gloria, Grand og Vester Vov Vov i København, Albertslund, Ishøj, Hillerød, Café Biografen i Odense, Biffen i Aalborg og Øst for Paradis i Aarhus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her