Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tysklands frygteligste år

Ian Kershaw har skrevet en minutiøs og overbevisende analyse af Nazityskland 1944-45 og det endelige sammenbrud
Kultur
28. december 2012

Hvorfor og hvordan lykkedes det Hitlers forbryderiske regime at fastholde jerngrebet om den tyske befolkning og militæret i det blodige ragnarok, der førte til hele landets og systemets destruktion og undergang i april-maj 1945? Hvorfor nægtede generalerne ikke at udføre Hitlers mere og mere sindssyge ordrer om at kæmpe til sidste mand, ofte udstedt med fråde om munden til militære enheder, der for længst var udslettet, eller på et tidspunkt hvor ethvert forstandsmenneske måtte finde ordren rablende? Hvorfor rejste det tyske folk sig ikke i oprør frem for at lade sig føre i afgrunden?

Historikere har siden dengang forsøgt at finde svar på de spørgsmål, der i sidste ende bunder i undren over, at Hitler i det hele taget fik magt. Den britiske historiker Ian Kershaw er en af de eksperter på feltet, der er nået tæt på forklaringen – eller forklaringerne, for der er mange. Det fordrer en historiker af Kershaws format, indsigt og overblik at fastholde de utallige modstridende tendenser og fænomener i nazismen. Tysk historieskrivning er selvsagt ikke blevet nemmere af den skov af apologier, der skød op i efterkrigsårene, hvor enkeltaktører og institutioner fik travlt ved håndvasken. Myten om den anstændige tyske værnemagt med hærens adelige topofficerer som en særlig fornem antinazistisk, men til døden loyal højkaste af ædle soldater fik i mange år næring af behovet i et genfødt Tyskland for at understrege den nye bundeshærs grundlæggende demokratiske og noble traditioner.

En Albert Speer bedrog et par generationer af historikere. Hitlers hofarkitekt og rustningsminister løj lodret i erindringsbogen og i interviews om sin viden og sine dispositioner. Speer blev troet som noget nær den anstændige antinazist ved galningens hof, en modig mand, der nok bar på skyld, men i det mindste forsøgte at forhindre noget endnu værre.

I næste fase af forskningen tog man fat i disse efterkrigsmyter, og Ian Kershaw giver i sit omfangsrige værk en formidabel oversigt over og syntese af de utallige bidrag ind til nu. Litteraturlisten alene er på 24 tættrykte sider og lægger sig til et noteapparat på godt over 100 sider. Bogen med titlen: The End, på dansk: Slutspil tillægger paradoksalt nok Tysklands civiliserede embedsstruktur en hel del af æren eller ansvaret for, at sammenbruddet ikke kom før foråret 1945, hvor store dele af landet reelt var ophørt at fungere som samfund, og hvor kun terroren rådede. Den gamle preussiske tradition for lydighed opefter og orden i strukturerne, som var overtaget af Hitlers håndlangere, Gauleiterne – den ene primitive bølle efter den anden ude i amterne (gauene) stod distancen ved hjælp af vold og mord og vilkårlige henrettelser. Dertil kom, at førnævnte Albert Speer, takket være sine noget nær geniale administrationsevner og overmenneskelige energi, forstod at holde sammen på enheder, der under en ringere mand var brudt sammen, et halvt eller et helt år før Hitler skød sig, og nazismen så at sige fordampede.

Forklædte ambitioner

Kershaw påviser ved dybe kildestudier og analyser af Speers adfærd hvorledes rustningsministeren, hvis han havde villet og uden at være kommet i fedtefadet, kunne have nedsat våbenproduktionen så betydeligt, at krigen var endt før tid, og flere millioner menneskeliv var blevet reddet. Men Speer havde en idé om en ledende rolle efter krigen og ville formentlig have noget at handle med over for de allierede, som han mente ville finde anvendelse for ham. Efter krigen gav han konsekvent udtryk for manglende viden om uhyrlighederne mod krigsfanger, tvangsarbejdere og kz-fanger, men påtog sig i Nürnberg-processen begavet en slags medansvar. Det reddede ham fra galgen, i stedet fik han 20 år i spjældet, mens de øvrige spidser enten blev hængt eller havde ædt gift. Af de fire, der reelt havde magten lige under den afsindige Hitler, dræbte de tre sig selv: Goebbels, Himmler og Hitlers uhyggelige højrehånd Bormann. Speer overlevede altså længe nok til at snakke sig fra det fulde ansvar og stod længe i et mildere lys. Det slukker Kershaw endeligt. Speer var måske den værste, for han var i modsætning til de fleste andre nazispidser intelligent.

Slukke gør forfatteren også, hvad angår militærchefernes selvfremstilling. Generalernes ambitioner forklædt i falsk pligtfølelse stillede sig i vejen for det rationale, som i folkeretslig tradition ville have retfærdiggjort mytteri mod massemorderen i førerbunkeren. I eftertiden fik mange tidligere generaler det til at se ud, som om de havde billiget attentatforsøget på diktatoren i juli 1944, men at de havde været magtesløse og ikke kunne følge sagen op, og at terroren i øvrigt lukkede alle muligheder for fornyede anslag. Det sidste kan være rigtigt nok, men i virkeligheden fordømte det altovervejende flertal af ledende officerer grev Stauffenberg og de øvrige sammensvorne kolleger, der forsøgte sig og måtte bøde for det. Tyske officerer begik ikke attentater, og i øvrigt delte langt de fleste Hitlers syn på militærets rolle som redskab for erobring og racerenhed og alt det øvrige horrible, der var ideologisk fyldekalk i et stortysk imperium. Utallige udsagn i breve og aflyttede samtaler ført mellem generaler i fangenskab afslører en endog udbredt indforståethed med Hitlers råhed, hans stupide, foragtende og livsfarlige menneskesyn og hans pangermanske opfattelse af Tysklands ret til at herske over Europa og resten af verden. Kershaw inddrager mange andre kilder end hovedaktørerne og lader også almindelige tyskere få ordet i en finsortering af vidner, der hver for sig og tilsammen giver et af de mest nærgående billeder af Hitlertysklands langtrukne undergang.

Ian Kershaw føjer med denne store bog endnu et arbejde til sin imponerende liste, hvor dobbeltbindet Hybris og Nemesis om Hitler hører til hovedværkerne i moderne historieskrivning. Det gør denne bog også.

Oversættelsen er varetaget af Morten Visby. Hvorfor kaldes konsekvent floderne Oder og Weser for Oderen og Weseren? Ligesom formerne vuggeren og legeren! Sådan noget bør en forlagsredaktør opdage.

 

Læs interview med Ian Kershaw på side 8-9

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her