Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Det unge lys Andersen

Der er noget renfærdigt over det hidtil ukendte H.C. Andersen eventyr. Men det mangler præcision og humor
Kultur
14. december 2012

Næsten alt ved fænomenet H.C. Andersen er usædvanligt eller ligefrem sensationelt. Sensationelt er også det overraskende fund af manuskriptet til et hidtil ukendt eventyr, skrevet så tidligt som i 1820’erne, udateret, men efter alt at dømme af den 18-årige skoledreng, det kommende verdensnavn. Tællelyset er den i mere end én forstand symbolske titel, i al beskedenhed.

Fortællingen ligner en prøve på de såkaldte tingseventyr, som han langt senere nåede frem til, Flipperne, Sølvskillingen, Thepotten, Toppen og Bolden, Laserne m.fl. Alle i den fortrolige bestemthedsform, håndvarme af huslighed. Interessant er det i den forbindelse, at det lille uøvede genreeventyr så at sige går vejen uden om det første kendte eventyr, Dødningen, som er omstændeligt og kunstlet af sprog og med god grund udeladt i den første samling Eventyr, fortalte for børn fra 1835. Der er noget renfærdigt over fortællingen om tællelysets skæbne, som heller ikke er for børn. I sin velmenende patos savner Tællelyset den præcision og humor, som har gjort indtryk på alverdens læsere.

Et menneskes krise

Som sædvanlig genkendes de biografiske forhold, der har inspireret teksten. Her en taknemmelighed mod en velgører i Odensetiden, madam Bunkeflod, som så lyset i drengen og forsynede ham rundeligt med lekture. Men fortællingen frigør sig allegorisk til en almengyldig lære om betydningen af at møde forståelse og klarsyn trods modstand fra uforstand, uvilje og ligegyldighed hos omverdenen. Den lader sig let læse som et møde med kærligheden, understreget af tekstens kønslige metaforik, indledt af en fødselsskildring. Vuggen er en flammevarm gryde, hvorfra lyset glider ud, skinnende hvidt og slankt. Et hvidt får var lysets mor og en smeltegryde dets far. Den noget anstrengte animisme føres videre til ’verden’, som kun er optaget af sig selv og tager forkert på lyset med sorte fingre og sætter pletter på den rene uskyldsfarve. Lyset har svært ved at skelne rent fra urent, men bevarer et ufordærvet indre. Forladt af både de onde og de ængstelige gode havner lyset i meningsløsheden i et liv til ingen nytte. Og som det værste: måske havde lyset sværtet de velmenende i sin omgang med dem. Det er en fin beskrivelse at et menneskes krise i en oplevelse af det absurde gennem en noget omstændeligt repeterende analyse af en depression.

Der er ikke sparet på tilliden til lysets nytændte evner og oplysning af omgivelserne. Lyset har fundet sin mission, sin vej til sandheden. Morsom er understregningen af, at de to parter ikke blot udtrykker en legemlig formæling, men også deres åndelige udbytte. Denne forsikring må med til slut, både af ideal overbevisning og sagtens ud fra den skrivendes fornemmelse af at have vovet sig langt frem med en detaljeret henrykkelse over fysiske omstændigheder og lysets legemspragt.

En psykoanalyse kunne få nok at gøre. Men skam få den, som tænker ilde om den sproglige uskyld, der lyser gennem teksten og dens pligtmæssige moralisme. Inciterende er netop blandingen af forudviden og drøm, traditionsbunden kunnen og normbrydende selvfølelse, et tidligt kendskab til livets risiko, dets mange faldgruber. Ængstelse og eventyrligt mod, en stærk selvtillid, der indeholder sin modsætning af fortvivlelse er i al enkelhed det moderne ved digterspiren Andersen, som gør folkeeventyrets og fablens skabeloner så lysende personlige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her