Læsetid 6 min.

Adelens sidste tango i Paris

Marcel Proust byder på dræbende satire over klasseskel og cafébordes rangorden i 1800-tallets Paris i ny vellykket oversættelse
Prousts unge fortæller lader sig ikke imponere af salonlivet i Paris.

Prousts unge fortæller lader sig ikke imponere af salonlivet i Paris.

J. Forain
18. januar 2013

Den lange rejse gennem Marcel Prousts liv i de parisiske saloner har nu tilbagelagt knap halvvejen i nyoversættelsen til dansk med bind seks, som udgør 2. del af Guermantes’ verden, besørget i smuk sprogrytme af Niels Lyngsø. Gengivelsen er et krævende arbejde i betragtning af Prousts ekstremt sprogbevidste opfattelse af omverdenen og talrige observationer af sine personers sprogbrug, for at det ikke skal gå som for denne salongæst: »Denne synkende sætning, som den stakkels ambassadørfrue havde sendt af sted, gik hurtigt helt til bunds.« Hun dør derfor ikke i synden hos det toptrænede hertugpar de Guermantes, hvor især hertuginden er berømt og frygtet for sit hurtige og skånselsløse ’vid’, der minder stærkt om den rappe Célimènes ubændige og forfængelige brillans i Molières komedie Misantropen. Det er i det hele taget ikke til at overse humoren og komikken i de ellers seriøse og uendelige analyser af familie- og selskabslivets konventioner. Nogen tilfældighed er det ikke, at den svenske botaniker Linnés natursystem omtales et sted. Dets udredning af planternes slægtskaber, klasser og hele orden svarer til hertugens nøjagtige viden om adelige stamtavler og sin egen placering i toppen af hierarkiet med linjer bagud til solkongens hof.

Veje og omveje

Her er det lykkedes den endnu ganske unge fortæller at blive en yndet gæst, et mål, han tidligt har sat sig, ironisk nok efter at hans afstandsforelskelse i hertuginden er et overstået fænomen, men ikke hans uudslukkelige fascination af miljøet. »Vejen til Guermantes«, som var deltitlen på den gamle danske oversættelse, er en af hovedvejene i fortællerens liv. Den anden var vejen til Swann, en tidligere hovedperson og kunstnerisk mentor for Marcel, her nu reduceret til en døende sidefigur. Romanen er fortællingen om hans veje og omveje. Et sted, hvor han i en erindring memorerer både sine spildte kræfter og sine glædesstunder – disse øjeblikke med særlig resonansbund, som han er berømt for – hedder det: »de mange unyttige år jeg endnu skulle igennem, før det usynlige kald som dette værk er historien om, meldte sig.«

Den episke fortæller, som giver sig overordentlig god tid med handlingsgangen, deler således ud af sin viden om fortid og fremtid og røber her, at den vidtspundne kompositions egentlige emne er beskrivelsen af vejen frem til ideen om selve det storværk, man er i færd med at læse. Den store bog handler om sig selv. Og han taler undervejs frit om f.eks. selvmodsigelser, »som man vil finde en forklaring på senere i dette værk«. Tidens dimension er under ophævelse, her hvor han er på sporet af den tabte tid, som skal genvindes.

Episk set

Kronologien er ellers ligefrem. Dette bind indledes med mormorens sygdom, et af de længste litterære dødslejer, man kan møde, med besøg af læger og andre gæster, der gør sig selv og deres eget tilsyn til det væsentlige, som nu hertugen, der er ude af stand til at sætte sig i andres sted, under dødskampens timer. Derefter begynder et nyt liv for Marcel, der får uventet besøg af Albertine, den unge pige, han forelskede sig i under sommeren ved badestedet Balbec. Nu er rollerne byttet om og resulterer i det ellers længe ventede inderlige kys. Selv om han afskediger hende, véd vi, at hun vil vende frygteligt tilbage. Mest optaget er han af hendes nye sprogvaner og i øvrigt af husholdersken Françoises særprægede sprogudfoldelse. Hun dukker indiskret op under deres intime samvær. Hun giver aldrig klare udsagn fra sig, men hendes måde at stille en lampe på er en talende tilkendegivelse.

Mere end at mødes med Albertine er han optaget af et stævnemøde med en vis skøn madame de Stermaria, som vennen Saint-Loup anbefaler ham, men dér indkasserer han trods omhyggelige forberedelser et utvetydigt afbud. Hans erotiske manøvrer er ikke præget af held. Til gengæld får vi et forelsket venneportræt af Saint-Loup og hans behændigheder under et frokostbesøg på den unge adelige klikes stamrestaurant, en dræbende satire over klasseskel og cafébordes rangorden, en glitrende optakt til hans indtog i hertugparrets salon. Det er tit sagt, at et enkelt afsnit af romanen kan indeholde hele værket en miniature. Det er overdrevet, men parallelscener og genspejlinger opleves jævnligt. Her kommer han som æresgæst ikke bare for sent til middagen, men beder alligevel om først at måtte bese hertugens samling malerier af den beundrede Elstir. Han bliver så optaget af sit indtryk, at han lader det fornemme selskab vente til langt over sultegrænsen, hvad der ikke generer ham i fordybelse i malerens blik, der kan standse timernes bevægelse i lysende og udødelige øjeblikke. Lutter erkendelser, som peger frem mod værkets grande finale, hvor han ligeledes antichambrerer i salonens forgemak og i et syn fatter hele værkets plan og finder sit spor.

Salonliv

Det aktuelle selskab imponerer ham i øvrigt ikke med den stortalende hertug i spidsen, hvor han ikke giver en Holbergs Don Ranudo noget efter i fattigfin naragtighed på trods af sin uhyre rigdom. Så Marcel ved ikke, hvilken interesse det ophøjede selskab har i ham. Måske en blanding af foragt og beundring, af sans for hans anderledeshed, en udstråling af evner. Selv afslører han deres sociale verden systematisk over en ca. 200 sider lang middag. Den kroniske forløjethed, dens latterlige hilseceremonier, indbyrdes rangstrid og misundelser, hele bagtalelsens skole svøbt i fraser, hvis banalitet han må studse over. Er det det hele, eller skyldes niveauet netop hans tilstedeværelse? Hans vurdering af hertuginden er delt, skuffelsen er dog tydelig, da det hele »giver mig indtryk af plat vulgaritet som indsejlingen i den danske havneby Helsingør må give enhver glødende beundrer af Hamlet«. Således kom vi også med i selskabet.

Hertugens bror Charlus, endnu en storagtig nar, nærer sin egen specielle interesse for Marcel og inviterer ham til et samvær, hvis homofile karakter han ikke har fattet. Også her ankommer han for sent og modtages af et stormfuldt raseri i en skuffelsens rus. Men endnu en scene kompletterer billedet af den dekadente overklasses liv og sidste glansperiode. Marcel har modtaget en middagsinvitation hos fyrstinden af Guermantes, der rangerer endnu højere end hertuginden om end ikke i begavelse. Han er i tvivl om invitationens ægthed og søger råd hos hertugparret, der dog ikke vil ud med sproget. De skal til samme middag. Med en ironisk vignet slutter dette portræt af Guermantes’ verden, idet fruen i sidste øjeblik opdager, at hun bærer sorte sko til sin røde selskabskjole og nødvendigvis må bruge tid på at skifte til den rette farve, skønt de er ved at komme for sent. Så meget er for sent i dette værk, der ellers beretter om særdeles rettidige forberedelser på det egentlige.

Læseren føler ikke, at han ved at ’prouste’ har tabt eller spildt tid på denne vidtløftige og uhyre detaljerede sædeskildring af en indholdsløs og tanketom overklasses tilværelse. Den fremstår som en gåde for den videbegærlige ungersvend med den skjulte begavelse, som underlægger banaliteterne med en litterær og kunstnerisk kultur og handler om noget helt andet, mens adelen danser sin sidste tango i Paris her i slutningen af 1800-tallet.

Undergang

Man kan se en parallel til en skildring af et højborgerskabs undergang i Thomas Manns Buddenbrooks, alle tidslige og artistiske forskelle til trods. Der uddrages stor kunst og sproglig magi i deres indfølende kritik på sporet af nye udtryksformer og gamle traditionskonflikter. En betragtning af de to storværker er i øvrigt anskuelsesundervisning i forskellen på tysk og fransk humor.Forlaget bebuder optimistisk en fortsættelse af Marcels Proust-oversættelsen med endnu tre bind i dette år og med de to sidste næste år.

 

På sporet af den tabte tid 6. Guermantes verden.
Marcel Proust
Oversat af Niels Lyngsø
Forlaget Multivers
414 sider
379 kroner

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu