Så kom den endelig. En fyldestgørende og velvoksen biografi på dansk om Ludwig van Beethoven. Manden bag bogværket, som blev udgivet på engelsk i 2003, er Lewis Lockwood, i dag professor emeritus i musikvidenskab ved Harvard Universitetet og internationalt førende Beethovenforsker. Ved siden af monografier af navne som William Kinderman (1995), Maynard Solomon (1998), Barry Cooper (2000) og senest Åke Holmquist (2011) rager Lockwoods bog op som et uomgængeligt bidrag til den mildt sagt endeløse Beethoven-litteratur. Den glimrende oversættelse skyldes forfatteren og Kristeligt Dagblads musikanmelder, Peter Dürrfeld, som har fået faglig supervision af pianist og DR-medarbejder Matthias Hammer.
Vist har man tidligere kunnet opstøve oversatte bøger om Beethoven i bogladerne, men de har været betydeligt mere letvægtsagtige end den gedigent forskningsbaserede moppedreng, danskerne nu kan fordybe sig i. Det skal med det samme pointeres, at dette er en musikbog henvendt til den interesserede lægmand. Godt nok afstår Lockwood ikke fra at udfordre med stedvis grundige værkanalyser, men musikteorien afbalanceres med beskrivelser af ånden og det levede liv bag kompositionen, ligesom man også får forståelse for sammenhænge på tværs af litteratur, filosofi, kunst og politik.
Der er naturligvis en risiko for, at man parallelforbinder værk og liv for tæt i en kunstnerbiografi, for er det overhovedet relevant at kende til detaljerne i Beethovens eget problemfyldte liv for at ’forstå’ hans musik? Lockwood gør i høj grad opmærksom på problematikken i et indledende kapitel, og efter en længere diskussion med sig selv argumenterer han ganske overbevisende for den umiskendelige sammenhæng mellem komponistens kreative personlighed – udtrykt gennem synsvinkler, talemåder, interaktioner med andre mennesker – og det, der kommer til udtryk i musikken. Det tydeliggøres med et citat af Flaubert: »Forfatteren bør i sine værker være, hvad Gud er i universet, altid til stede, men intetsteds til syne.«
Men bortset fra det: Musikken er hovedsagen for Lockwood, ingen tvivl om det, og derfor er de ombyttede led i den danske udgaves undertitel, »Livet og musikken«, misvisende. I originaludgaven står der: The Music and the Life.
Sjælden Beethovenmusik
Bogen opererer med et lidt ændret syn på Beethovens stilperioder i forhold til den gængse tredeling: tidlig, mellem og sen. Lockwood afsondrer de 22 første år i Bonn til lovende begyndelser, og derefter kommer tre opblomstringer: 1792-1802, 1802-12 og 1812-27. Dette giver især den første opblomstring fuld valør, fordi forfatteren her giver sig tid og rum til at fortælle om præmisserne for Beet-hovens gennembrud i Wien og formidler i forlængelse heraf præcise beskrivelser af de første klaversonater og strygekvartetter, selve emblemet for den nye samtidskunst. Vigtigt er også det tilhørende kapitel om kriseårene 1798-1802, dvs. den voksende døvhed og nødråbet til menneskeheden, Heiligenstadt-testamentet, som diskuteres med inddragelse af nyere forskning.
Der er ganske megen Beet-hovenmusik, man sjældent støder på i vore dage, og hos Lockwood får man chancen for at lære dele af den at kende. Det kunne være musikken til Goethes sørgespil Egmont. Ouverturen spilles ganske vist hyppigt, men resten er glemt og det med urette. Det gælder tilsvarende med de fleste af Beet-hovens lieder, hen ved 90 i alt; også forsømmelsen af dem er en fordom, vi må arbejde med. Og det er vel ganske få, der føler sig helt hjemmevante i de såkaldt gale strygekvartetter fra 1825-26. Med Lockwood i hånden er der illuminerende stof til de kommende lange vinteraftener i læsestolen og ved stereoen, for sådan må det jo være. Hør musikken før og efter, du har læst om den i denne tilgængelige og voldsomt stimulerende Beethovenbog.
