Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Django (1966)

Kultur
24. januar 2013

Med god timing udkommer filmen, som om noget har inspireret Quentin Tarantino i arbejdet med Django Unchained, nu på dansk dvd. Sergio Corbuccis Django (1966) er en beskidt og barsk spaghettiwestern, der i tiden efter Den Amerikanske Borgerkrig følger filmens titelperson, en revolvermand og tidligere nordstatssoldat (Franco Nero), der skyder sig vej gennem en flok racistiske cowboys – en slags proto-Ku KLux Klan – og en flok mexicanske banditter, mens han forsøger at hævne mordet på sin familie.

Djangos usentimentale tone slås an allerede under forteksterne, hvor en beskidt Django kommer trækkende gennem kulde og søle med en ligkiste og ender med at skyde en håndfuld af de hætteklædte racister, der selv lige har skudt en håndfuld af mexicanerne. Han redder den unge luder Maria (Loredana Nusciak) og slår sig ned på et bordel, hvor han snart afslører, at der i kisten ikke er et lig, men et maskingevær, der kan gøre det af med næsten alle Djangos modstandere på én gang.

Sergio Corbucci er bestemt ikke lige så stor eller dygtig en stilist som sin landsmand og kollega Sergio Leone, der i 1960’erne lavede fire af de bedste og mest mindeværdige spaghettiwesterns – tre af dem med Clint Eastwood i hovedrollen. Men der er en brutalitet og en jordbundethed over Django, som kun klæder den rå historie om en følelsesmæssigt og mentalt arret mands forsøg på at forsone sig med fortiden. Og så er Franco Nero med de klare blå øjne en formidabel hovedperson og tvivlsom helt, der både kan se helt uskyldig og ganske iskold ud.

Django. Instruktion: Sergio Corbucci. Manuskript: Sergio og Bruno Corbucci. Udsendes på dansk dvd af Another World Entertainment

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her