Læsetid: 2 min.

Den drømte kærlighed

Stor selvsikkerhed præger DR SymfoniOrkestret, så nu mangler man bare, at de spiller med større sanselighed eller nerve
26. januar 2013

Det er bestemt ingen dårlig idé at sætte Beethovens slanke 4. symfoni sammen med Berliozs store gestus Symphonie Fantastique. De belyser hinanden, så man ikke er i tvivl om, hvem der er mesteren, men uden at udlevere nogen.

Beethovens 4. symfoni er komponeret i orkanens øje mellem den berømte 3. og den berømte 5. Er man fan af Beethoven på grund af hans dysterhed, er der ikke meget at hente, og måske derfor er den så overhørt.

Men bliver denne musik udført med den korrekte sanselighed, er den stor.

Mere sikker end sanselig

Chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos lagde ud med en førstesats, der lød af mere vilje til at henrette musikken med præcision og kraft end at give den liv. Der var slet ikke nok opsparet energi efter den langsomme intro til, at det boblede nok bagefter. Men orkesteret forekom stærkt og selvsikkert.

Operation Ofelia

De Burgos dirigerer hele aftenen udenad. Alligevel hører man noderne og skemaet. Den smukke anden sats, om hvilken Berlioz inspireret formulerede, at den synes at være skabt af ærkeenglen Michaels åndedrag ved hans melankolske betragtning af verden på tærsklen til den himmelske ild, blev dirigeret med lange og bløde arme og soloklarinetten gjorde et øjeblik musikken så smuk, som den virkelig fortjener.

Som der stod i programmet, var Beethoven meget tæt på en forlovelse, da han skrev symfonien, og »så tæt på en traditionel borgerlig lykke, som han nogensinde kom«.

Det kan man også kalde det. Generelt manglede opførelsen de erotiske forventninger, der vil være nøglen til denne symfoni. Men som en stor gave løb tredje sats netop af med noget af denne energi, for det skal siges, at den tekniske sikkerhed, Burgos giver orkesteret, er en fryd, når man når til scherzoens hurtige, kløende tempo, og det bare ikke er noget problem.

Berlioz havde sin egen 9/11. Den 11. september 1827 oplevede han for første gang Shakespeares digterkunst ved en opførelse af Hamlet med Harriet Smithson som Ofelia.

Han forelskede sig på romantisk og voldsom vis i Ofelia og kastede sig ud i en stor og verdensomstyrtende fiks idé - som at gå ind i Afhanistan – men hvilket forhold er ikke det.

Når nu en flod af kærlighedsbreve ikke hjalp, ville han stille med det allerstørste skyts og komponere en kæmpe symfoni for hende med hende som fikspunkt, en idée fixe, et musikalsk motiv, der skulle vendes og drejes og betragtes i fjern beundring og tæt rædsel. Denne symfoni er et monstrum i sig selv, og der står nærmest på titelbladet »må ikke fodres«.

Derfor var De Burgos nøgterne direktion passende. Nerve må der til gengæld godt være, og den glimrede mest ved sit fravær i tredje sats’ pastorale, der startede smukt med engelskhornenes hyrdesang, men herefter gik det ned ad bakke. Den fjerde sats, hvor Berlioz forsvinder i en opiumsdrøm og drømmer, at han har slået sin elskede ihjel med efterfølgende gang til skafottet, var til gengæld dejlig henrettermusik og den femte, hvor idée fixe er blevet til en heks, der danser på Berlioz grav, blev udrettet med fysisk godt arbejde.

Aktionen lykkedes. Nogle år efter, ganske vist, blev Berlioz og Harriet Smithson gift og levede et ulykkeligt liv med vold, stoffer og alkohol.

 

Koncerthuset 24. januar kl. 19.30. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Rafael Frühbeck de Burgo. Musik af Beethoven og Berlioz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ellen Braae
Ellen Braae anbefalede denne artikel

Kommentarer