Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ej blot for queers

Betty Nansen har modigt givet sig i kast med et af det 20. århundreds helt store teaterstykker, nyklassikeren ’Engle i Amerika’. Fiktion og fakta blandes lystigt i denne fire en halv times lange bøssefantasi om aids og USA, der midt i sin 1980’er nostalgi stadig evner at berøre og bevæge
Casper Crump og Marie Tourell Søderberg i forestillingen ’Engle i Amerika’ på Betty Nansens Edisonscene.

Casper Crump og Marie Tourell Søderberg i forestillingen ’Engle i Amerika’ på Betty Nansens Edisonscene.

Peter Sørensen

Kultur
12. januar 2013

På mange måder er Tony Kushners moderne teaterklassiker Engle i Amerika et håbløst ambitiøst teaterprojekt, der vil tackle alle livets store spørgsmål: Religion, race, politik, død – you name it. Der insisteres med store armbevægelser og lige så stor selvfølgelighed på det storladne, dødsens alvorlige såvel som den platte, kitschede komik.

Det har en imponerende afvæbnende effekt. Ikke mindst i forhold til religionstemaet, der nok får lov at fylde meget, men også må tage imod en del knubs i den heftige flirt med blasfemien.

Fortællingen om 1980’erne bøssepest er dog alt andet lige af mere historisk karakter i dag. Aids er ikke længere en akut dødsdom, og stykkets historiske og politiske lag fungerer især, fordi de i denne opsætning får lov at agere kulørt fernis for de bredt favnende almenmenneskelige temaer.

USA som kontrasternes samfund bliver således kun en underliggende fortælling, men den ligger der, spiddende.

Tragikomik

Stykkets tragikomiske tone rammes også godt på Edisonscenen, der er tro mod den oprindelige tour de force af tableauer og skæbner fra 1980’ernes New York, hvor Reagan er præsident, Gud temmelig konkret har forladt os, og aidsepidemien raser.

Otte skuespillere, de fleste med 2-3 roller hver, virkeliggør overbevisende det indfiltrede væv af skæve personager og absurde scenarier.

Bl.a. støder vi på ikke så få fantastiske engle-egoer med menneskelige lyster og luner, som vi kender det fra de græske tragedier.

Helt centralt står Roy Cohn, den kyniske og korrupte skabsbøsse af en advokat og den unge tragisk-dramatiske queen Prior Walter, eminent spillet af henholdsvis Flemming Enevold og Peter Plaugborg.

Begge rammes de af aids, og vi følger deres tragiske sygdomsforløb præget af skam, svigt og skyld. Prior forholder sig til sin hårde skæbne med elskelig ironisk distance midt i desperationen – selv da en engel brager gennem loftet og udråber ham til profet(!) – og Roy reagerer med spruttende rasen mod alt og alle.

Bibelreferencerne er åbenlyse, og både vores jesus- og judasfigur kryber ind under huden på sit publikum, godt hjulpet på vej af Nikolaj Spangaas elegante scenografi, hvor sygesengene får lov at stå som en konstant nærværende meningsløshed på scenen, mens musik, videoprojektioner og et par drejevægge smidigt fører os ud og ind af de mange scenarier.

Skarp dialog og comic relief

Kushners skarpe, til tider højpandede, dialog, er fornemt oversat af Morti Vizki.

Mormonparrets uskyldige ’makkerkys’ er ikke til at stå for, og at de kun er ’lad som om-lykkelige’ klinger også smukt på dansk. Helt gennemgående penetreres det tragiske af tiltrængt comic relief, ikke mindst i form af den mentalt forstyrrede mormonkone Harper (Marie Tourell Søderberg).

Eksempelvis da hun i sin valiumhalucination får forvildet sig ind i Priors drag dress up-drøm og konstaterer »Men du er jo en mand!«, hvortil et Prior skriger forfærdet og teatralsk falder om på sengen i sine gevandter.

Eller i en anden scene hvor hun sætter sin regelrette mormonmand Joe (fremragende Johannes Lilleøre) stolen for døren: »Er du homo?«. Hvortil det febrilsk lyder: »Nej! Men jeg kan ikke se det skulle gøre nogen forskel.«

Den slags oneliners er der mange af.

Og selvom universet sprænger mange rammer for, hvad man kan og må i en fortælling, så havner vi alligevel midt i det basalt gode teater, der både får sit publikum til at grine og græde. Og hvor det farverige persongalleri midt i deres krukkede ’for meget’-hed får sat en ting eller to i relief om endog meget store og tunge emner.

Det handler om liv og død, tro og tvivl, kærlighed, angst og håb. Og det er skørt, begavet og bevægende.

 

Engle i Amerika, Betty Nansens Edisonscene. Manuskript: Tony Kushner. Oversættelse: Morti Vizki. Instruktør: Christoffer Berdal. Scenografi: Nikolaj Spangaa. Spiller indtil 17. februar.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her