Læsetid: 6 min.

Det elementært nødvendige

Enhver Velvet Underground-fans drøm har materialiseret sig i form af et super deluxe bokssæt af gruppens legendariske og uhørt stilskabende debutalbum, med alt hvad det indbefatter af alternative takes, liveoptagelser, demoer samt Nicos første solo-lp. Seks cd’er i alt. Såmænd
The Velvet Underground i 1967. Debutalbummet vakte furore på grund af de kontroversielle tekster, som omhandlede SM, narkomisbrug og følelsesmæssige gråzoner. På billedet ses John Cale, Moe Tucker, Nico, Sterling Morrison og Lou Reed (nederst tv.). Arkivfoto

The Velvet Underground i 1967. Debutalbummet vakte furore på grund af de kontroversielle tekster, som omhandlede SM, narkomisbrug og følelsesmæssige gråzoner. På billedet ses John Cale, Moe Tucker, Nico, Sterling Morrison og Lou Reed (nederst tv.). Arkivfoto

29. januar 2013

»I was talking to Lou Reed the other day and he said that the first Velvet Underground record sold 30.000 copies in the first five years. That record was such an important one for so many people! I think everyone who bought one of those 30.000 copies started a band.«

– Brian Eno, 1984

Efter at have pakket den nyudgivne 45th Anniversay Super Deluxe Edition af The Velvet Underground & Nico ud, lå den og funklede på køkkenbordet. Og jeg sad stilfærdigt og savlede over samme, da min som altid fortryllende hustru kom ind ad døren.

Hun kiggede på den luksuriøse genudgivelse, som den lå der og bød sig til, inklusiv en perfekt faksimile af det oprindelige omslag med den berømte banan (der kunne/kan skrælles) på kridhvidt omslag med ordene Peel slowly and See over bananen med små bogstaver og nedenunder konstateringen ’Andy Warhol’ (thi det er hans kreation) med betydelig større sats. Hun kiggede på bokssættet og op på mig og spurgte så med den særlige form for sarkasme, kvinder reserverer til den mand, hun har valgt at dele tilværelsen med: »Igen?«

Jeg nikkede blot. Igen, ja.

»Hvor mange eksemplarer har du efterhånden af den der?« spurgte hun med en håndbevægelse hen mod artefaktet, der ikke sådan lige lod sig tolke. Det forbigik jeg så med, hvad, jeg vil mene, var værdig tavshed.

Men okay da. På vinyl har jeg en tysk monopresning i et amerikansk gatefold-omslag, godt nok uden bananskræl, men med det oprindelige bagsidefoto, hvor Eric Emersons fjæs endnu ikke er blevet airbrushet væk, en perfekt amerikansk stereopresning, hvor Emerson så er fjernet, mens til gengæld bananskrællen er intakt samt min oprindelige japanske presning, jeg fik i 1977 eller ’78, altså på det tidspunkt, hvor The Velvet Underground seriøst slog igennem.

Det vil sige 11 år efter udgivelsen af debuten The Velvet Underground & Nico og otte år efter deres sanger og sangskriver, Lou Reed, havde forladt gruppen under indspilningerne af deres fjerde plade. Den japanske presning fortjener opmærksomhed, idet den inkluderer et tekstark, hvor pladens tekster er blevet aflyttet af et par tilsyneladende berusede japanere, som vægtede fonetik over mening; de alene er hele trippet værd. Og endelig den mere apokryfe piratudgivelse af den såkaldte Scepter Records Acetate Version, de tidligste studieoptagelser med Velvet Underground overhovedet.

Utallige udgaver af albummet

Taler vi cd’er, er der det fremragende bokssæt Peel Slowly and See fra 1996, hvor skiven findes i fuld udstrækning og endelig 2002-udgaven Deluxe Edition, hvor man får både mono- og stereoversionen af værket. Så på det punkt adskiller jeg mig vel næppe fra de fleste, skulle jeg mene. Som bjørnen Baloo i Disneys version af Junglebogen udtrykker det: »Det rent og skært nødvendige/ Det elementært nødvendige/ Det’ det du har brug for på din vej …«

Nogle ville så måske mene, at The Velvet Underground & Nico – 45th Anniversay Super Deluxe Edition overflødiggør alt det ovennævnte. Ro på nu, det gør det så ikke, om end det er en overvældende følelse at have hele baduljen samlet på et sted. Og tilmed i så fornemt et udstyr, thi værket præsenteres i stift bind, indeholdende 90 sider med tekst og en række fotos, der spænder fra det fabelagtige til det sublime.

Sidst i værket ligger så seks cd’er, der indeholder det meste af, hvad der er værd at beskæftige sig med, hvad angår The Velvet Undergrounds musikalske output i 1966 samt via sangerinden Nicos debut-lp, Chelsea Girls, altså også 1967. Derudover får man en knastør, men superinformativ tekst om gruppens formative år samt detaljerne omkring de enkelte indspilninger af Richie Unterberger, som i 2009 udsendte den godt nok anale (don’t look at me!), men også helt uundværlige VU-bibel i form af White Light/White Heat: The Velvet Underground Day-By-Day.

Betydningsbærende band

Godt. Jeg påstår ikke, at f.eks. David Bowie, Patti Smith, Talking Heads, R.E.M., The Jesus and Mary Chain, Sonic Youth og My Bloody Valentine ikke ville have eksisteret uden dette album eller band. Men jeg vil med sindsro påstå, at de (og rockmusikken som sådan) ville have lydt markant anderledes. Så frue, hvis De har hængt på så langt, skyldes det enten, at De allerede kender værket og blot spekulerer på, hvorvidt der skal hives penge ud af husholdningsbudgettet til denne udgivelse (det skal der); eller De er nysgerrig med hensyn til dette orkester, som De har hørt så meget om, men aldrig lyttet til. Nuvel, tilhører de sidstnævnte segment, så tillad mig kort at ridse op.

The Velvet Underground blev grundlagt, da den guitarspillende litteraturstuderende og rock’n’roll-fanatiker Lou Reed mødte waliseren John Cale, musikalsk vidunderbarn på bratsch, men med hang til de tidlige 1960’eres avantgarde, hvorfor han var søgt til New York City.

Reed arbejdede på det skrabede pladeselskab Pickwick, som specialiserede sig i hurtige udgivelser, der scorede kassen på periodens mange trends. Reed forsøgte med sangen The Ostrich (»Hey, put your head, oh, upside your knees/ now, do the ostrich, yeah, yeah, yeah, yeah, yeah«) at skabe en dansedille af samme navn, og Pickwick troede så meget på den, at der samledes et band, The Primitives, til at promovere den.

Det blev ikke til noget, men Cale og Reed blev venner og øjeblikkeligt klar over, at den anden kunne noget, de hver især ikke selv formåede. Sammen med Reeds studiekammerat, guitaristen Sterling Morrison, dannede de i 1965 The Velvet Underground (opkaldt efter en paperback, som vennen Tony Conrad fandt på gaden, omhandlende the sexual corruption of our age) med Reed som primær sangskriver og Cale som kapelmester.

Med tilføjelsen af Maureen ’Mo’ Tucker på trommer fandt gruppen sin endelige form og skæbnen ville, at den blev opdaget af Andy Warhol og dennes entourage hen imod slutningen af 1965.

Warhol stod og skulle bruge et band til sit multimedieshow The Exploding Plastic Inevitable, som løb af stablen i New York City i løbet af april ’66, men mente gruppen manglede et fokuspunkt og førte den sammen med den tyske model og wanna be-sanger Nico. Med hende gik bandet i studiet og indspillede de ni numre, der udgør The Scepter Records Acetate Version, inkluderet her og dermed for første gang officielt udgivet. Disse indspilninger førte til en kontrakt med Verve og i maj færdiggjordes skiven så.

En legende uden succes

At der skulle gå ni måneder, før den så dagens lys i marts 1967, er der mange modstridende forklaringer på, men at det mindskede dens nedslagseffekt er en udbredt holdning. Den blev i hvert fald ingen hverken kommerciel eller kritikersucces, trods sit varierede indhold, sine såvel musikalske som tekstlige grænsesprængende temaer og såmænd også banebrydende omslag. At der ikke tilnærmelsesvist fandtes sange som Heroin, Venus in Furs, All Tomorrows Parties og European Son inden for datidens rockmusik kunne ikke ændre pladens karakter af dødssejler, og såvel den som gruppen fik først lidt vind i sejlene, da Bowie efter sit megagennembrud i 1972 utrætteligt talte dets sag.

For det var grundet hans produktion af Lou Reeds gennembruds-lp, Transformer, at verden langsomt fik øjnene op for dennes historie og imponerende bagkatalog. Men da var VU for længst en saga blot.

Og først med punken (og især postpunken) blev The Velvet Underground & Nico dog fast pensum for enhver rockmusiker med drømme om mere og andet end den slagne vej til de der satans 15 minutters berømmelse.

Det kan jo diskuteres, hvorvidt min fortsatte fascination af netop The Velvet Underground og ikke mindst dets første album på snart 24. år er tragisk eller heroisk eller noget helt tredje, men jeg er blevet gammel nok til at vedstå det faktum, at gruppens musik til stadighed både fascinerer og inspirerer mig. At den modsat en noget overfladisk betragtning tilmed er overmåde afvekslende, om end sjældent decideret imødekommende på sådan en typisk radiofladeagtig facon, skader ikke sagen.

For selv om The Velvet Underground trods hang til dissonans og feedback endvidere har stået fadder til nogen af de smukkeste ballader, der nogensinde er skrevet, spillet og sunget af noget væsen i et hvilket som helst givet solsystem, er de stadigvæk foruroligende. Og det er netop det geniale ved dem. Som alt det andet gruppen kunne og gjorde i sine fire korte leveår. Begynd her!

The Velvet Underground & Nico – 45th Anniversay Super Deluxe Edition (Polydor/Universal).
Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Nikolai Thyssen Haug
  • Henning Pedersen
  • Jens Christensen
  • Jens Christoffersen
Søren Peter Langkjær Bojsen, Nikolai Thyssen Haug, Henning Pedersen, Jens Christensen og Jens Christoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Christensen

Er egentlig ikke som sådan uenig i så meget her, men man fristes vel dog alligevel til at sige "let's get it over with: Peel that f.....g banana!"
Reed keder mig en hel del og har nu gjort det i en årrække, men Nico har lavet så mange fine soloplader, og jeg nyder til enhver tid Fear og Dying on the Vine og så talløse mange andre mere end næsten noget VU nummer overhovedet. Og mht Bowie, som nævnes her, ja, selvfølgelig har han forlængst overgået Scary Monsters. Outside ringer på højde med det allerbedste.
Alt andet lige - er der ikke et element af nostalgitrip, som hæmmer mere end det gavner, når det handler om hele den her vidunderlige familieslægt i rockmusikken?

Roald Andersen

Jeg interesserer mig meget lidt for specialudgaver af musikudgivelser, hvis der ikke er noget ekstra, hidtil uudgivet, musik af en vis kvalitet med i hatten. Derfor er jeg nok heller ikke kunde til denne udgivelser, så det må jeg undersøge. Men jeg har en kommentar til gennemslagskraften af Velvets første plade i Danmark.

Fra 1966 og frem forsømte min storebror (eller når han var forhindret så jeg) at optage alle interessante sange og melodier som Danmarks Radios beskedne udvalg af interessant, ny rockmusik tillod. — og, hvis nogen skulle tro det, nej, det var ikke hos Jørgen Mylius guldkornene kom. Han fortsatte med at spille popmusik og hitlistemusik.

Nu er jeg kun lidt ældre end Lynggeard, så da jeg først adskillige år senere fik råd til at købe Velvets plade kunne jeg konstatere, at bortset fra European Son og måske The Black Angel’s Death Song, havde min bror og jeg fået optaget alle numrene fra Danmarks Radio i perioden '67-'70 og vi kendte numrene ud og ind.
Til gengæld vil jeg give Lynggaard ret i at sådan noget musik havde verden hidtil ikke hørt, og selv om jeg ikke gik ud og dannede et band (som Eno), så var den plade stensikkert med til at udvide min smag og kaste poppen til side for mit vedkommende.
Heroin blev faktisk spillet mange gange i DR på trods af de 7 minutter den varer, og dermed nærmest per definition var udelukket fra det gode selskab i popradioen. Men heldigvis var der andre radioværter!

Søren Rehhoff

Ja det er et meget gotisk album med masser af dronelyd, det var vel det som John Cale tilførte, med sin viola. Andre bands som Beatles og Doors var inde på noget af det samme men sikkert ikke så konsekvent som Velvet Underground. "Heroin" minder faktisk en del om Doors "The End", men "The End" var sikkert mere inspireret af LSD, mens "Heroin" var inspireret af nå ja heroin. På en måde var det mere et folk-album end et egentligt rock-album. I forhold til sangskrivning synes jeg deres tredje og fjerde plade var bedre, men da var John Cale og dronelyden forsvundet.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg kan ikke give anmelderen ret i, at debutpladen The Velvet Underground & Nico, ikke blev en succes. Måske ikke i kommerciel forstand, hvor den evnesvage Jørgen Mylius, skulle spille den i sit pop program i radioen. Alle, med hjernen i behold købte pladen, hvis de ellers havde råd, efter, at have lydt til bare et par af numrene på den. For der var slet ingen tvivl: her var noget nyt og anderledes. Og der er stadig en del af pladens numre, som holder vand den dag i dag. Men at købe et helt boxsæt under henvisning til, for mig, en tåbelig Disneyfigur: "Som bjørnen Baloo i Disneys version af Junglebogen udtrykker det: »Det rent og skært nødvendige/ Det elementært nødvendige/ Det’ det du har brug for på din vej …« er at blande The Velvet Underground & Nico sammen med Surfmusikken. Det har ikke meget med hinanden at gøre.