Læsetid: 3 min.

Den enes død ...

Udstillingen ’Kvindedrab’ på Politimuseet er mere en hån, end den er en hyldest
Når man i udstillingen ’’Kvindedrab in memoriam’ kan konstatere, at malerierne er svage kopier af to af portrætmaleriets allerstørste, Egon Schiele og Amedeo Modigliani, så befinder vi os et sted, hvor man ligefrem kan tillade sig at betvivle, at det overhovedet er kunst, mener avisens anmelder. Fra udstillingen: Birgitte Skallgård

Når man i udstillingen ’’Kvindedrab in memoriam’ kan konstatere, at malerierne er svage kopier af to af portrætmaleriets allerstørste, Egon Schiele og Amedeo Modigliani, så befinder vi os et sted, hvor man ligefrem kan tillade sig at betvivle, at det overhovedet er kunst, mener avisens anmelder. Fra udstillingen: Birgitte Skallgård

22. januar 2013

Konceptuelt holder det. Kunstnerisk er det så tæt på slet ikke at være kunst som noget, der hænger på en væg og er malet på et lærred, kan være.

Ideen er velkendt. Vi hylder noget ved at fremstille det på en ny måde. Man kan hylde en sportsstjerne med et tv-program. Man kan hylde en sauce ved at opkalde en crouton efter den. Eller man kan hylde en række døde kvinder ved at trække dem ind i en kunstnerisk sammenhæng. Hermed synes kvinderne at få et andet liv, de er ikke længere blot et kuriosum i internetmediernes svælgen for klik, de er nu også blevet til finkultur. Så langt, så godt. Ingen konceptuelle problemer. Ligesom der heller ikke er problemer med andre udstillinger, hvori der indgår ofre, mindesmærker til modstandsfolk eller eksempelvis sten til ære for faldne politimænd. De kunstneriske problemer derimod tårner sig op. Og det allerede ved de første indledende øvelser, for kan det overhovedet være kunst, medmindre det er sandt?

Husmoderkatastrofe

Et eksempel på kunstnerisk sandhed kunne være en person, der stiller op i X Factor for at synge en sang til deres nyligt afdøde kære, hvori de giver udtryk for, hvor meget de savner dem. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor meget x-factor de har: Sangen, de synger, er sand. Og vi er med dem.

Man kunne forestille sig det modsatte, at et kommercielt foretagende begyndte at uddele en pris til ære for Jonas, der blev myrdet foran diskoteket Bakken i København. Crazy Daisy eksempelvis. ’Stem om, hvem der skal have Jonas-prisen, og vind en hel flaske i baren’. Det arrangement ville dele skæbne med udstillingen Kvindedrab på Politimuseet. En hurtig og sikker død i medierne. Fordi det er usandt.

Når kunstneren Birgitte Skallgård maler den nyligt myrdede Cecilie Kajus Næblerød, der kun blev 18 år, og hænger hende på en trappe på et uanseeligt museum med politi-kuriositeter, ledsaget af en tekst med platte causerier over Næblerøds beklædning og udseende og en tekst med alle de drabelige detaljer fra mordet, er der intet, der gør den afdøde ære. Og når vi så tilmed kan konstatere, at malerierne er svage kopier af to af portrætmaleriets allerstørste, Egon Schiele og Amedeo Modigliani, så befinder vi os et sted, hvor man ligefrem kan tillade sig at betvivle, at det overhovedet er kunst.

Værkerne ligner ikke engang. De er mere kun Skallgaards idé om den myrdede, altså konceptuelle malerier, hvoraf flere er direkte plagiater, hvilket gør projektet endnu mere anløbent.

For hvori består det kunstneriske projekt så, når man maler en arketypisk blond kvinde, lader hende stirre på en kolibri og kalder det for et portræt af en virkelig person? I værket »Cecilie Kajus Næblerød (1988 – 2006)« er baggrunden klichéskrabet med en spartel, den røde trøje er forsøgt malet ’vamset’ med ubehjælpsomme sorte og brune streger på kryds og tværs, og øjnene er døde. Som maleri er det en husmoderkatastrofe.

Og det eneste, der peger på den myrdede, er titlen og de medfølgende tekster – alt i selve maleriet peger på en usikker og famlende kunstner, der hverken har styr på malingen, kompositionen, teknikken, motivet eller inspirationen, og som i stedet burde have sendt blomster til de respektive gravsteder, dengang ideen om at gøre noget kom til hende.

Efterspillet

Man må formode (håbe), at Skallgårds intention er oprigtig. Hun vil gerne hylde de døde, men ender desværre med kun at hylde sig selv. Uden de myrdede havde hendes skilderier ingen værdi. Og for at gøre slet værre har udstillingen fået et efterspil i medierne, hvor museet insisterer på, at værkerne er vigtige. Det er de kun for Skallgård.

Et opslag i trappeopgangen med de hedengangne artikler fra tabloidmedierne om de myrdede kvinder havde gjort den konceptuelle idé mere ære, end malerierne gør.

Bedømmelse: 1/6 stjerner

’Kvindedrab in memoriam’. Politimuseet, Fælledvej 20, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer