Læsetid: 3 min.

Erotik på tysk

’Fifty Shades of Grey’ har også i Tyskland toppet bestsellerlisterne i månedsvis. Men tyskerne kan selv. To kærlighedsromaner har på det seneste fået anmelderne op at ringe. Her spiller henholdsvis teologen Karl Barth og Orfeus i underverdenen ikke uvæsentlige roller
4. januar 2013

Indimellem er det hændt, at en anmelder har skrevet om en bog/udstilling/koncert, som vedkommende ikke selv har læst/set/hørt. Det er dumt, for hvis det bliver afsløret, har ens troværdighed det sløjt bagefter. Derfor skal der her ikke falde nogen form for dom over britiske E.L. James’ erotiske roman Fifty Shades of Grey. Jeg har ikke læst den.

Men det er et uomtvisteligt faktum, at vi har at gøre med verdens hurtigst sælgende paperback nogensinde. Det er ligeledes et faktum, at romanens tre bind i denne og mange foregående uger har besat de tre første pladser på det tyske ugeblad Spiegels bestsellerliste. Ligesom i de 37 andre lande, som romanen er solgt til, ønsker man altså også i Tyskland at få sat ild til de mentale lagner.

Men én ting er, hvad folk køber og læser hjemme under dynen. Noget andet er, hvad anmelderne besynger. Når det kommer til kærlighed og erotik, kan de tyske forfattere godt selv. Måske ikke helt så ’ligeudaflandevejen’ og bestsellende som James, men på et højt litterært plan, hvad der så måske ikke lige (ingen fordomme!) er James’ spidskompetence.

Under alle omstændigheder har de tyske anmeldere her i efteråret været enige om at rose henholdsvis Herlighedernes dal af Anne Weber (født 1964) og Det trettende kapitel af Martin Walser (født 1927). Hvor Fifty Shades of Grey handler om en ung studerende og hendes sadomasochistisk prægede forhold til en kun lidt ældre forretningsmand, går det ikke helt så hverdagsagtigt for sig i de tyske bøger.

Romanen af Martin Walser, der er en ronkedor i det litterære tyske landskab, er blevet lovprist af alle fra den venstreorienterede avis taz til den konservative avis FAZ. Hans roman handler om et elskende par. Et meget tysk elskende par: En aldrende berømt forfatter og en kvindelig teologiprofessor, der begge er gift med andre, skriver breve til hinanden og derved dyrker et platonisk kærlighedsforhold. I disse breve spiller den schweiziske teolog Karl Barth en rolle. Barth døde i 1968, pave Pius XII kaldte ham den største teolog siden Thomas Aquinas, og så kan læseren vist godt selv forestille sig, at der er fyret op under kedlerne.

Dette sidste skal ingenlunde læses ironisk. Som Jens Jessen fra ugeavisen Die Zeit skriver i sin anmeldelse: »Hvis der findes et skjult, dog temmelig larmende sidetema i denne roman, så er det en advarsel imod platoniske forhold: De kan være fuldkommen lige så besættende og ødelæggende som dem, der bliver udlevet, måske endda endnu farligere på grund af fantasien, som ikke kender nogen virkelighedskontrol.« Neue Zürcher Zeitung kalder bogen et »vanvittig morsomt kærlighedseventyr«, mens Jessen nyder romanens digressioner og jonglering med genrerne. Walsers suverænitet på dette punkt sammenligner han med ingen ringere end Balzacs.

Litterære sengescener

Anne Weber har boet i Paris, siden hun var 19 år. Hendes forfatterskab er såvel tysk som fransk. Flere af sine bøger har hun skrevet først på fransk og siden oversat til tysk, og hun oversætter også andre forfattere både fra fransk til sit modersmål og – hvad der er noget mere krævende – vice versa.

Herlighedernes dal begynder med et kys, der gives på en kaj i Bretagne. To dage og nætter får de to ensomme personer, der næsten også er bogens eneste, sammen, før de dramatisk rives fra hinanden. Men to dage er nok til at fylde et menneske med kærlighed, og den ene part må som i myten om Orfeus og Eurydike en tur ned i underverdenen for at erkende, at kærligheden er stærkere end døden. Romanen har så poetiske og intense sexscener, at læseren nærmest skylles med. Eller som Gabriele von Arnim sagde i Deutschlandradio, bliver »selv sengescenerne til en litterær begivenhed«. Joseph Hanimann fra Süddeutsche Zeitung skriver, at romanen har overbevist ham om et stort fortælletalent hos en forfatter, der efter hans mening har skrevet en strålende kærlighedsroman, mens Ijoma Mangold fra Die Zeit mener, at Weber viser »litterær storhed«. Mangold skriver, at ikke blot har hun sjældent læst en så »malerisk-anatomisk« næroptagelse af kønsakten, men også at hun beundrer Webers talent for at fortælle om det hinsides med »objektiv realitet og transcendens«.

I sammenligning med at have Karl Barth og Orfeus som bipersoner på sengekanten kan et britisk rap i den bare godt gå hen og virke en kende overfladisk. Forestiller jeg mig.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer